Bill Clintons forsmædelige fiasko

WTO-topmødet i Seattle, USA, afsluttedes uden vedtagelser eller erklæringer af nogen art. Dermed faldt en af den amerikanske administrations højt prioriterede internationale politiske satsninger på gulvet med et brag - i hvert tilfælde i denne omgang. Seancen, som endnu engang skulle have fremvist den amerikanske præsident og hans land som hele verdens politiske leder, sluttede med et prestigetab af dimensioner. Det var en fiasko fra start til slut - fra åbningsdagen, hvor hen imod hundredtusinde demonstrerende med held søgte at forhindre den i overhovedet at komme i gang - over 3 dage med undtagelsestilstand, massearrestationer med over 600 anholdte, hårdhændet politivold og tåregas mod demonstranterne for overhovedet at få den gennemført - til afslutningen, hvor ikke engang en uforpligtende hensigtserklæring kunne vedtages.

Fiasko for Clinton, fiasko for den amerikanske imperialisme, hvis interesser han varetager.

En succes for protesterne, der bredte sig over hele verden, indbefattet til Geneve, hvor WTOs hovedsæde er placeret - og et godt resultat for alle de kræfter, der modsætter sig USA’s diktat om, hvordan verden skal indrettes økonomisk og politisk.

S

Sammenbruddet for konferencen, som efter den amerikanske plan skulle have åbnet for en ny runde ‘frihandelsforhandlinger’ ved at fastlægge en dagsorden herfor, er blevet betegnet som historisk. Det er første gang under ‘den ny verdensorden’ at USA ikke har kunnet få gennemtrumfet sin dagsorden i en stor international organisation, som beskæftiger sig med den globale økonomi - først og fremmest med den internationale handel. Det har det ‘bragt det internationale handelssamarbejde ud i en af de alvorligste kriser nogensinde’, rapporterede Jyllands-Postens korrespondent, som ikke stod alene med den vurdering.

‘For første gang er de rige lande, først og fremmest USA og EU, blevet sat til vægs af modstand fra udviklingslande som Indien, Pakistan, Egypten og Brasilien. De fattige lande ville ganske enkelt ikke længere finde sig i at blive holdt udenfor’, kunne avisen lettere rystet fastslå.

M

Med den ny verdensorden er et sammenhængende og altomfattende kapitalistisk verdensmarked blevet etableret. WTO er med sine 135 medlemslande - hvortil Kina er på vej som den eneste stormagt udenfor organisationen i de senere år - har været det internationale forum, som har reguleret reglerne for den internationale handel - og i årtier været et forum med USA som den helt suverænt bestemmende magt. På samme måde som den amerikanske imperialisme har spillet førsteviolin i IMF og Verdensbanken og forvandlet disse til et instrument for sine (og de store amerikanske selskabers) profitinteresser.

P

På WTO-mødet forsøgte Clinton og hans folk at gennemtrumfe en dagsorden, der angiveligt skulle sætte ‘arbejderrettigheder i den 3. verden’ og ‘forbud mod børnearbejde’ i centrum. Det ligger selvfølgelig i forlængelse af USA’s profilering af sig selv gennem de seneste årtier som den vigtigste forkæmper for ‘menneskerettighederne’ på globalt plan, der har været anvendt som påskud for aggressionskrige og styrkelsen af de amerikanske og vestlige monopolers positioner overalt - med øget udbytning af de fattige lande og deres arbejdere til følge. Det superkapitalistiske USA i rollen som forkæmper for verdens arbejderes rettigheder - det budskab er det ikke lykkedes at sælge noget steds. Denne maskering er alt for gennemskuelig - og i Seattle blev den hevet af.

Bag denne nye variant af menneskerettighedsdemagogien skjuler igen både de store monopolers og specifikke amerikanske interesser sig - herunder den amerikanske regerings frygt for, at den billige arbejdskraft i den 3. verden vil betyde øget arbejdsløshed i USA.

O

Officielt er USA, og også EU, varme fortale for fri handel over grænserne. I realiteten opretholder de rige lande en beskyttende mur mod den 3. verdens produkter, samtidig med at de benytter frihandelsaftalerne til at slå kløerne i dens resourcer og råvarer og øge monopolernes afsætning i disse lande. De permanenete handelskrige mellem USA og EU er også et udtryk for den indbyrdes kamp mellem imperialistmagterne - og afslører deres fælles hykleri, når de søger at tvinge de fattige lande til at åbne deres markeder for monopolerne - uden til gengæld tilsvarende at åbne deres egne hjemmemarkeder. Fri konkurrence er godt - men kun så længe den styrker deres egne selskabers superprofitter.

Nu skal WTO laves om, gøres mere ‘demokratisk’ og ‘gennemskuelig’. Generaldirektør Michael Moore skal i de næste måneder udarbejde et helt nyt regelsæt - og derefter indledes en ny runde forhandlinger til foråret i Geneve.

Imperialistmagterne vil forsøge at lægge fiaskoen bag sig - og finde nye veje til at gennemtrumfe deres vilje. Det kan blive lidt sværere. For modstanden mod dem er voksende, og Seattle bliver ikke den sidste slagmark.