Mindre uddannelse til ufaglærte

Det eneste konkrete indhold i den nye reform af voksen- og efteruddannelserne på arbejdsmarkedet, VEU, er nedskæringer. Ellers består reformen af en lang række på papiret flotte rammeerklæringer, der - efter sigende - skal forbedre de korttidsuddannedes muligheder for at få en faglært uddannelse. Det er mere end usikkert, hvilket hold, der er i løfterne.

VEU-reformen er et af de mange forlig, der er blevet strukket til det sorte EU-finanslovsforlig. I dette tilfælde regeringen, SF og CD. CD har taget forbehold overfor planerne om, at arbejdsgiverne skal betale til uddannelserne via ArbejdsmarkedetsUddannelsesFond (AUF).

Der bliver tale om nedskæringer på arbejdsmarkedsuddannelserne på 225 mill. kr. i år 2000 og 240 mill. kr. senere. Besparelserne skal bl.a. hentes via indførsel af brugerbetaling for deltagelse i AMU-kurser. Brugerbetalingen skal i første omgang ramme de AMU-kurser, som ikke betragtes som erhvervsrettede nok. Desuden fastfryses det beløb, der afsættes fra staten til uddannelserne, på 3,5 mill. kr. de kommende år.

Samtidig er der planer om,at indføre en ny afgift, kaldet AUB, Arbejdsmarkedets UddannelsesBidrag. Arbejdsgiverne skal indbetale et fast beløb pr. ansat arbejder. Pengene skal indbetales til en ny fælles arbejdsmarkedsfond, AUF. Denne fond skal administreres af ‘arbejdsmarkedets parter’ i samarbejde med regeringen. De førnnævnte 3,5 milliarder kr. indgår også her

.

Hvor meget arbejdsgiverne kommer til at betale er imidlertid et åbent spørgsmål. LO slår i sit ‘velfærdsudspil’ fast, at lønmodtagerne også bør påtage sig ansvar for egen og kollegaers kompetanceudvikling, bl.a. ved at prioritere tid og økonomi til uddannelse og udvikling.

Det bliver arbejderklassen, der kommer til at betale prisen, selvom arbejdskøberne hyler højt om, at deres udgiftsniveau vil stige. Ifølge erhvervsuddannelschef i Dansk industri, Flemming Larsen, vil forliget forøge virksomhedernes omkostninger.

Det vil alt andet lige reducere mængden af efteruddannelse, som resultat af, at AMU-centre og erhvervsskoler skal drosle ned med næsten en halv mia. kr. over to år.

Venstre og Konservative er imod, at arbejdsgiverne skal være med at til finansiere ordningen, og kritiserer regeringen for, at nyindretningen ikke fører til en kraftig rationalisering og effektivisering af efteruddannelserne. De konservatives arbejdsmarkedspolitiske ordfører, Knud Erik Kirkegaard mener, at forliget er så elendigt, at den eneste mulighed er at starte på en frisk, når der kommer et regeringsskifte.

Omvendt jubler SiD, der har været blandt de stærkeste kritikere af reformen, over det forlig, der er indgået. "Forliget om voksen- og efteruddannelsesreformen er blevet ganske flot og betydelig bedre, end SiD frygtede", hævder SiD’s uddannelsessekretær Poul Hansen overfor SiD´s medlemsblad, Fagbladet.

Den ny VEU-ordning vil, hvis den tilrettelægges rigtig, betyde en stor forbedring af de kortest uddannedes uddannelsesmuligheder i løbet af nogle ganske få år, håber Poul Hansen. Han lover at fastholde regeringen på dens løfter om, at ‘reformen’ skal medvirke til styrke de korttidsuddannedes muligheder for en faglig uddannelse. SiD synes på ny at begå sit kendte kunststykke med at springe op som en løve og falde ned som et lam.

Nedskæringerne på AMU-kurserne og indføringen af brugerbetaling, kalder han smertefulde - men, men. Der er jo i forliget ikke lukket for at tilføre flere bevillinger til voksen- og efteruddannelserne! Det kræver blot en medfinansiering af Arbejdsmarkedets UddannelsesFond, som fremover skal administrere finansiereringen af de erhvervsrettede uddannelser.

VEU-nyordningen indebærer desuden, fremhæver SiD, at der skal laves en lov om forberedende almen voksenuddannelse til gavn for de voksne, der har svært ved at læse og regne, mens ikke-faglærte får betydelig bedre muligheder for at få en erhvervsuddannelse.

Før forliget udtalte Poul Hansen ellers til Fagbladet, at planerne om at skære ned på AMU-kurserne svarede dårligt til regeringens løfter om, at de korttidsuddannede skulle prioriteres højt. Og at SID vender sig mod indførsel af brugerbetaling. Nu har han fået begge dele. Tilbage står i dag kun de bastante udtalelse om, at SiD under ingen omstændigheder vil acceptere overenskomstfinanciering, som LO har åbnet op for muligheden af.

Gid SiDs jubel dog var tegn på et godt resultat for arbejderklassen!

Søderberg