Strøtanker uge 47-48

Proms Kemi blev dømt, men der er vist ingen, der kommer til at betale – de er flygtet over alle bjerge og bruger svinestregerne til at tjene penge i Indien, eller hvor de nu kan komme til det.

Scharla Nielsen blev ugens folkehelt. Endelig er der en, der har brugt tid og kræfter til at undersøge statens beregning af satsreguleringen af overførselsindkomsterne. Der er ingen, der er i tvivl om, at det er en tvivlsom affære, men sker der noget? Lykketoft fortsætter uanfægtet og uden kommentarer. Told og Skat skynder sig at love en udtalelse om folks retsstilling "inden ugen er omme" – de er allerede ved at drukne i klager.

Gad vide, hvad der kommer ud af det? Jeg øjner en mulighed for en affærdigelse af alle over én kam. Og fagbevægelsen er ikke til at få øje på. Det er da ellers en oplagt sag. Og i visse overenskomstforhandlinger har omlægningen af statistikkerne i øvrigt betydet for lave lønstigninger.

På Barsebäck bliver den ene reaktor lukket. Det har taget mange år, og det er kun et lille skridt på vejen. I mellemtiden er behovet for el-energi vokset, uden at der er forsket og investeret tilstrækkeligt i alternative energiforsyningsformer, og atomkraftværkerne i Østeuropa udgør en tikkende bombe-trussel også mod os. Så længe det er kapitalen, der forvalter den udvikling, får vi ikke noget miljø-bæredygtigt alternativ.

Helmut Kohl bliver afsløret med begge hænder svinet til af sort kapital, bestikkelsespenge for sort våbensalg, men gør det noget? Får det nogen konsekvenser for de tyske arbejdere?

Alt sammen gode nyheder, skulle man synes. Det må da føre til noget. Jo, jo de bliver lidt bedre til at lytte til folkestemningen, de bliver lidt bedre til at gå stille med dørene, men der vil stadig blive svinet, svindlet, handlet sorte våben og spillet poker med folkesundheden. Intet væsentligt er blevet ændret.

Det er ved at blive overenskomstforhandlingsår. Det hører man tydeligt, når der i Nationalbankens kvartalsoversigt står, at lønstigninger truer dansk økonomi. Det er lige så sikkert et tegn som amen i kirken, men til det kan jeg kun sige, at efter vinter kommer vår.

Jeg har aldrig hørt om, at det for alvor gik i opfyldelse. Selv om jeg har hørt det ved hver eneste overenskomstforhandling i de sidste 30 år. Tværtom, så har det hver gang vist sig, at virksomhedernes overskud blev større end ventet det følgende år. Hvorfor mon det? Var forventningerne måske skruet unødvendigt meget ned? Hvordan kan det være, at fagforeningernes topforhandlere ikke kan få øje på det?

Danmarks statistik fortæller os, at antal præsterede arbejdstimer pr. person steg med 7% fra 1995 til 1999. Det er vi ikke det mindste i tvivl om, ude på arbejdspladserne, men hvilke overenskomstkrav tager fat på det?

Jeg vil gerne foreslå, at vi lader arbejdskøberne betale 200% i overarbejdsbetaling. Ikke til den enkelte, men til en fond, der administreres af de nedslidte arbejdere.

Lad os dertil få 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. Og 14 dages uddannelse hvert eneste år for alle, betalte pauser hver anden time og arbejdstid til den nødvendige motion. Jeg er helt overbevist om, at det på de edb-arbejdspladser, jeg kender til vil gøre os så meget mere produktive, at det endog vil give overskud. Og det er i hvert fald det, der skal til, for at man kan holde til den slags arbejde et helt liv. Det er på tide, vi igen forlanger rimelige arbejdsvilkår.

Men hvad blev der for resten af sagen om AP Møllers aktiepost i en virksomhed, der solgte våben til tyskerne under 2. verdenskrig?

Så du noget i medierne?

GBe