Kludetæppet

Velmenende mennesker er med på, at verden skal forandres til bedste for menneskene på jorden.

Krige, elendighed og armod skal vi befries for, og det for bestandig. Fri for hungersnød og borgerkrige. Fri for ekstrem undertrykkelse. Der skal være arbejde til alle, for kilden til al rigdom er arbejdet (ikke kapitalisterne). Filosoffer og politikere kappes om "at fortolke" og komme med de rigtige meninger. Men til ingen verdens nytte. Det har vi mere end rigelige beviser for.

Forandre verden kan kun betyde revolution - ikke reformismens og opportunismens lapperier på det beskidte kludetæppe af uretfærdigheder, som vi går rundt og vander på. Det siger KARL MARX os klart og tydeligt. Hvad for en revolution, og hvem skal den føre til magten? vil nogen spørge. Magten skal tilhøre alle dem, der i dag undgælder for det herskende rådne monopolkapitalistiske verdensomspændende system. Det betyder magten til de tvangsindkaldte i krig eller dem der trues med indsættelse i krig.

Arbejderklassen - de fattige, de arbejdsløse, de arbejdende - overalt i by og på land skal revolutionen bringe til magten. Det siger LENIN os klart og tydeligt. Ja, det er forstået rigtigt - slave-børnearbejderne, alle undertrykte på kloden vil få magten. Det er socialismen. Det er kommunismen. For stedse vil det ene menneskes udbytning af det andet menneske uigenkaldeligt være en styg og forbandet fortid.

Kludetæppet i det kapitalistiske samfund er fabrikeret og designet af Kapitalens Diktatur og samtidigt så genialt og snedigt, at det ser ud som "demokrati og frihed". Mønstrene er mangfoldige, der skal være rigeligt at polemisere om, efter devisen "mens græsset gror, dør hønemor".

Et eksempel : "frie valg" til Folketinget. Magthavernes monopol-television og presse kværner løs om disse og hine politiske partiers fortræffeligheder (valgflæsk). Der er bare det ved det, at de "forskellige" partier har en nok så vigtig opgave til fælles, nemlig at bevare det kapitalistiske udbyttersystem med den hellige og ukrænkelige ejendomsret til produktionsmidlerne (de produktionsmidler, som alene kun arbejderklassen forestår). Når valget er overstået, griner kapitalisterne og de politiske "kamphaner", forsoner sig og hygger sig i Snapsetinget. EU venter, og nedskæringerne kan forsætte som hidtil. Efterdønningerne hos menigmand er politikerlede.

Om "den frie fagbevægelse", som hører sig til i "Demokratiet": Det er slet ikke så underligt, at begrebet pamper er opstået undervejs, og at mange menige medlemmer af fagforeningerne har taget det til sig, belært af bitre erfaringer. Selve strukturen i fagbevægelsen er konsekvent udartet til et magtmonopol af "faglige bosser", der kan sabotere ethvert berettiget krav fra arbejderklassen. Uden blusel fører pamperne sig frem på kongresser og forlanger "løntilbageholdenhed" under applaus fra kongresdelegerede af karrieremagere, som føler sig meget betydningsfulde. I modsætning til arbejderne på gulvet, som er rasende over elendige resultater ved overenskomstforhandlingerne.

Selvfølgelig fik herskaberne sig et gevaldigt chok ved det tordnende NEJ til overenskomstforslaget sidste gang - men hvad har man "arbejderpartiet" Socialdemokratiet i regeringen til? - Lovindgreb og ulovliggørelse af retfærdige strejker. Mon ikke pingpong-spillet de faglige topfolk, arbejdsgiverne og regeringen imellem drives så vidt, at kommende regeringsindgreb bliver ignoreret af arbejderklassen og strejkerne ført igennem til sejr?

Mønstrene er tydelige i kapitalismens forlorne demokrati. Tvangsaktiverede og permanent arbejdsløshed for at trykke lønnen, udlicitering for profit, fondssnyderiet med lovbundne pensionstillæg, den grinende Karen Jespersens galoperende forringelse af socialforsorgen (nu førtidspensionister), som underminerer under-danmarks levevilkår. Det mest iøjnefaldende og infame er nemlig beskyttelsen af nazismen i Danmark med naziborge og radioudsendelser, samt anvendelsen af vort land som arnested for denne internationale forbrydervirksomhed.

Øvrige af vore "demokratiske" hellige køer vil føre for vidt her. Der er imidlertid mønstre i kludetæppet, som er ret så udviskede og gedulgte. Tænk, hvis Hækkerup havde en båndet mikrofon på sig som "observatør" ved forhandlingerne om den kommende Europahær - så man efterpå kunne høre hans beroligende udtalelser til sine krigsliderlige EU-pappenheimere. Vel, Hækkerup sværger til NATO, men danske jenser i europæiske krige med EU-stemplet kan ingen være i tvivl om er hjerteblodet.

PET og FET er, med historisk belæg, overstatslige muldvarper, som fører tilsyn og kontrol med arbejderklassens modenhed i revolutionær henseende - der registreres i døgndrift. Alligevel behøver man ikke at være overvismand for at forudse folkenes rejsning anført af arbejderklassen for selvstændighed og uafhængighed i 2000-årene, og i sidste ende den socialistiske revolution. Demonstrationerne i Seattle i USA for nylig mod monopolernes griske opdeling i "handelsaftaler" om udbytningen af verdens folk var bare et glimt af fremtidens kampe. Også i Danmark skal denne kamp bakkes gevaldigt op før - ikke utænkeligt, at imperialismens krige i desperation eskalerer til en tredje verdenskrig.

Lenins lære beviser, at krig og imperialisme hører sammen. Lenins lærer beviser også, at uden det ægte revolutionære parti til at lede massernes kamp er det umuligt at sejre. Derfor må det glæde og begejstre enhver ærlig kommunist, at ARBEJDERKLASSENs kommunistiske parti i Danmark står foran sin stiftelse. Hermed forceres ikke alene kampen mod kapitalismen, men også mod dens spydspids, de falske revisionistiske små "kommunist"partier, som muntrer sig til det beståendes tilfredshed. "Kommunisterne skjuler ikke deres hensigt - men erklærer sig åbent for den socialistiske revolution" (citat fra Karl Marx - Frederick Engels: Det kommunistiske Manifest). Kludetæppet tilintetgøres til fordel for arbejderklassens røde fane.