Amerikansk folkemorderskole
USA har i et halvt århundrede investeret millioner og atter millioner af dollars på en uddannelsesinstitution, som har til formål at uddanne især latinamerikanske marionetter i praktisk fascisme
I længden kan intet regime skjule sine skeletter, navnlig ikke, hvis regimet er supermagt i den sene fase af imperialismens tidsalder og dermed naturlovmæssigt har mange og store forbrydelser på samvittigheden. Imperialisme er ensbetydende med, at den herskende finanskapital anvender alle til rådighed stående midler til at opretholde sit klassediktatur, inklusive statsterrorisme og fascisme. Fascistisk undertrykkelse er en fast bestanddel af imperialismens herrevælde, dets globale system, hvori f.eks. det lille og velstående borgerligt-demokratiske Danmark er et hjul i maskineriet.
At rå fascisme er en integreret del af imperialismens globale netværk, kan man få syn for sagn om ved at se på USA. USA har i hele sin tid som supermagt opbygget en rigelig erfaring med direkte og indirekte støtte til og fremme af fascistiske diktaturer og fascistoide undertrykkelsesmetoder. I forhold til de amerikanske kontinenter, hvoraf Latinamerika med rette er kaldt USA´s baggård, har supermagten direkte haft en omfattende uddannelses- og træningsvirksomhed for udøvende fascister, det såkaldte School of the Americas (SOA), der hører under den amerikanske hær.
SOA er et militært uddannelsessted, som de seneste 50 år har trænet mere end 59.000 officerer og civile fra Latinamerika og USA i praktisk fascisme. For tiden bruger USA´s regering næsten 20 millioner dollars årligt på at drive skolen, hvortil f.eks. kommer en nylig milliontilførsel til bygningsfornyelse. Hvert år udklækkes mellem ét og to tusind latinamerikanske officerer fra SOA. I det hele taget har fokus været rettet mod at uddanne fascistiske kadrer fra lakajstaterne i Latinamerika, især fra starten af tresserne, hvor USA´s strategiske udspil i klassekampen på dette kontinent var at satse på den gammeldags form for fascisme med åbent militært diktatur. I dag kommer mange af skolens kandidater fra militær og politi i Colombia, El Salvador, Mexico, Nicaragua, Peru, Panama, Chile og Honduras.
Før som nu har SOA´s formål været at støtte det USA-imperialistiske herredømme, der har vist sig i et utal af invasioner og voldelige interventioner i især Mellem- og Latinamerika, men også i den langsigtede "stille krig" bestående af ubønhørlig statsterrorisme over for disse landes arbejderklasser og undertrykte folk.
Amerikanere protesterer
Selv i det ideologisk hårdt undertrykte USA har eksistensen af School of the Americas vakt voldsomme protester i befolkningen. Ved SOA´s hovedkvarter i Fort Benning, Georgia, er der hvert år siden 1991 samlet en tusindtallig flerdages demonstration i november for at kræve skolen lukket og slukket. Den voksende folkelige bevægelse mod SOA har i løbet af de allerseneste år tvunget Kongressen til at vedtage en procedure, ifølge hvilken Kongressen selv skal godkende SOA´s virksomhed hvert år og bl.a. tjekke, at denne sikrer "uddannelse i menneskerettigheder"(!) i pensum. Sådanne forskønnende tiltag har selvfølgelig ikke bremset bølgen af krav om, at SOA bliver nedlagt. Eksemplerne på SOA´s overgreb mod menneskerettighederne er så omfattende og bevisførelsen så klar, at Kongressens forsøg på at lege demokratisk tager sig ynkeligt ud.
I 1992 indrømmede Pentagon, at kursusmaterialet på SOA indeholdt instruktioner om anvendelse af "tortur, afpresning og snigmord". I 1996 fandt en officiel kommission frem til, at SOA´s kursusmateriale "anvendte uantagelige instruktionsmaterialer" om henrettelser af guerillaer, tortur og vilkårlige fængslinger. Ifølge disse og andre instruktionsmaterialer på SOA er man i Latinamerika "guerilla", hvis man deltager i strejker, spreder regeringsfjendtlig agitation eller anklager politiet for dets brutalitet, og man skal derfor behandles som "fjende af staten". Alligevel hævder den amerikanske regering stadig frejdigt, at SOA´s virksomhed baserer sig på landets officielle militærdoktrin.
SOA er ofte blevet omtalt som School of the Assasins (Morderskolen), ikke blot på grund af skolens makabre pensum, men også, fordi mange af dens officerskandidater er blevet nogle af de mest berygtede dødspatrulje-ledere, involveret i utallige krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser og i narkotrafik. I årevis uddannede og trænede skolen Contra-styrken i Nicaragua i taktikker, som omfattede terrorattentater, kidnapninger og mord. Andre kandidater fra SOA er El Salvadors gamle berygtede fascistleder Roberto D’Aubuisson såvel som Panamas Manuel Noriega. jpc