Det er næppe kommet bag på nogen, at en rundspørge, TV2 har lavet, viser, at et flertal blandt politimestrene i det ganske land går ind for et maskeforbud. Det svarer nogenlunde til at spørge Poul Nyrup, om han vil stemme ja til Euroen ved en kommende folkeafstemning. Selvfølgelig går politiet ind for et maskeforbud. Også denne gang.

Maskeforbudsdiskussionen er efter min ringe mening det glade vanvid, akkurat som maskeforbuddet i sig selv er det. De argumenter, der findes for og imod et forbud, er hørt mange gange - intet nyt er kommet for dagen i kølvandet på sammenstødet mellem politi og såkaldte autonome uden for Randers den anden dag.

Den eneste lille overraskelse er måske, at landets statsminister er gået i offensiven for et forbud. Heldigvis har han også i dette spørgsmål mødt modstand fra sin lille, men magtfulde regeringspartner. Forhåbentlig kan de lidt klogere radikale få overbevist socialdemokraterne om, at det ikke løser nogen problemer at forbyde folk at tage masker på, når de går til demonstration. For det løser ingen problemer overhovedet.

Kun selve diskussionen eller debatten bærer en løsning i sig. Og det er en løsning, som kun politiet kan være tilfredse med: og kun, fordi løsningen er, at der bliver kastet et tykt røgslør over det tema, som debatten virkelig burde være præget af. Imens alle mulige mere eller mindre velmenende mennesker har travlt med at hive huerne af en flok yngre københavnere med markante meninger, er der stort set ingen, der beskæftiger sig med politiets arbejde.

Politiet havde således muligheden for at stoppe den nazistiske koncert i lørdags. Endda på to måder; dels kunne de selv have stoppet foretagendet med Racismeparagraffen i baghånden, og dels kunne de have advaret udlejeren af forsamlingshuset om, hvem det var, de havde skrevet kontrakt med. Ekstra Bladet fremhæver dette i sin dækning af sammenstødet mellem politi og såkaldte autonome tirsdag den 23. november. Politiets talsmand svarer ikke på spørgsmålet om at bruge racismeparagraffen og henviser til den gamle kliché om "politiets arbejdsmetoder" for at undgå at skulle begrunde, at udlejerne ikke blev underrettet i tide. Imellem linierne står der faktisk, at selvom politiet var på det rene med, at nazisterne havde benyttet sig af falsk navn til at leje forsamlingshuset, reagerede de ikke.

Med andre ord har politiet altså været vidende om - et godt nok meget mildt tilfælde - dokumentfalskneri uden at reagere. Endda selvom de var vidende om, at udlejningen af forsamlingshuset ville blive inddraget, såfremt udlejerne blev bekendt med, at det var nazister, som ville afholde koncerten.

I det hele taget synes det ofte, som om politiet har mere travlt med at sikre nazisternes grundlovssikrede ret til at forsamle sig end at sikre ikke- eller antinazisters rettigheder. Enten til at demonstrere deres modstand mod nazismen, eller deres ret til at sige fra over for, hvad der utilsigtet bliver en støtte for samme sags forfægtere.

Politi, politikere og et væld af meningspopulister fører sig i øjeblikket frem, som om truslen kommer fra det såkaldt autonome miljø. Selv om jeg personligt ikke er enig med de autonome om ret meget, tror jeg dog næppe, at de er halvt så farlige, som nazisterne er.

Den debat, der p.t. handler om forbud mod at bære maske eller forklædning under demonstration, burde - foruden at sætte spot på politiets arbejdsmetoder - i stedet handle om, hvordan man mest effektivt får gjort op med nazismen. Nazismen er ikke, hvad nogle gerne vil gøre den til, en politisk strømning, men organiseret forbrydelse. Intet andet. Det bærer historien sine tydelige vidnesbyrd om. Hvis vi kaster et blik til Sverige, kan man se, hvad der sker, når organiserede nazister får for lang snor. Det ender med mord.

De organiserede danske nazister er, for flertallets vedkommende, del af et internationalt meget velorganiseret netværk, som har åbenlyse og skjulte forbindelser til uhyrlige forbrydelser både i fortiden og i nutiden. Over anden verdenskrig med alle dens grusomheder til det nylige mord på en svensk fagforeningsmand. Det valg, vi som samfund står over for, er, om vi vil overlade det til det såkaldt autonome miljø at føre an i kampen mod disse forbrydere, eller om vi - som samfund - vil gå til modstand.

Spørgsmålet, vi må stille os selv, er ikke først og fremmest, om folk har lyst til at tage huer på, når de forfægter deres meninger. Snarere må vi søge svar på, om vi virkelig vil give Adolf Hitlers arvtagere et frirum, hvor de kan dyrke deres i bund og grund forbryderiske ideologi, hvor de kan fremstille deres propagandamaterialer. Det vil give os svaret på, om vi i et samfund, der bryster sig af at være et moderne demokrati, kan acceptere at blive reduceret til arnested for en gentagelse af dette århundredes mest forbandede 12 år?

Det er i hvert fald helt sikkert, at den der ikke reagerer, accepterer!

Michael Lund

Let forkortet af redaktionen.

Normal

Standard afsnitsfont

Overskr.

Første afsnit

Times New Roman

Symbol

Arial Black

Microsoft Word 6.0 Document

Word.Document.6