Stop for ghettoisering

Der snakkes meget om en integrationspolitik. Men både tidligere regeringers ikke formelt eksisterende og den nuværende har spillet fallit.

 

Integrationen af indvandrerne og flygtningene må tage sit udgangspunkt i at styrke enheden i den danske arbejderklasse, så vi kan stå sammen i en fælles kamp mod klassefjenden. Det gælder også inden for boligområdet, hvor indvandrerne bør integreres, ikke ud fra etniske tilhørsforhold, men i forhold til, at de tilhører arbejderklassen og har fælles interesse i sammen med danske arbejdere at kæmpe for bedre boligforhold. Ghettoiseringen af bydele i storbyerne skal stoppes.

Ghettoiseringen af de sociale bolig-kvarterer skal bekæmpes effektivt. Ghettoer betyder opsplitning af den danske befolkning, ophobning af sociale problemer, stigende kriminalitet, had mellem racer og befolkningsgrupper. En sprængfarlig cocktail, der i mange tilfælde er eksploderet i håbløshed og afmagt - og med det efterfølgende krav om mere politi i gaderne. Som på Nørrebro i København og i Vollsmose i Odense.

I modsætning til den voldsomme ghettoisering, der truer med at indføre amerikanske eller engelske tilstande i Danmark, må der kæmpes for en reel integrationspolitik, der bekæmper udviklingen af etniske ghettoer og ditto folkeskoler. En bedre fordeling af indvandrerne og flygtningene i det danske samfund, som sikrer dem reelle muligheder for at blive integreret. Som fremmer enheden mellem danskere og indvandrere.

Det er en politik, der står i skærende kontrast til den officielle integrationspolitik eller om man vil, mangel på samme. Den har haft sine formål: At så splittelse, så arbejderklassens kamp for bedre forhold kunne undergraves, og udbytningen intensiveres.

På arbejdsmarkedet er indvandrere og flygtninge blevet udnyttet som tredjerangsarbejdere. De har fået tilbudt det ringeste arbejde til en ussel løn, er blevet udnyttet som løntrykkere og murbrækkere mod arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. I dag er indvandrerne ramt hårdest af arbejdsløsheden, bl.a. som en direkte følge af arbejdsgivernes diskrimination. Det er på arbejdspladserne imidlertid i høj grad lykkedes at overvinde arbejdsgivernes forsøg på at så splittelse mellem danske arbejdere og indvandrere.

Samtidig er de blevet stuvet sammen i socialt boligbyggeri. Henvist til at bosætte sig i boligkvarterer, der i forvejen er hårdt socialt belastet med mange folk på overførselsindkomster: unge, pensionister, familier og enlige forsørgere, der er på understøttelse, på bistandshjælp, førtidspension mv., mennesker, der slås med alvorlige økonomiske problemer, og som ofte ikke har overskud til at tage mod de nye naboer. Grobunden for racisme og fremmedhad er blevet gødet. Indvandrere og flygtninge er blevet gjort til syndebukke for krise og arbejdsløshed, for sociale nedskæringer og forringelser af den almindelige befolknings levevilkår.

Der har været tale om en bevidst politik for opsplitning af arbejderklassen på basis af etniske og nationale spørgsmål, en politik for at frempiske fremmedhad og racisme. En politik for at svække den danske arbejderklasses kampkraft. En politik, der har været ført fra begyndelsen i 1960´erne, hvor de første indvandrere kom til Danmark, og stadig føres den dag i dag.

Integration på kapitalens præmisser

I 1960´erne, hvor industrien havde brug for billig, ufaglært arbejdskraft, opkøbte virksomhederne i stor stil arbejdskraft fra Tyrkiet mv. Indvandrere blev fragtet til Danmark, uden at nogen tog stilling til, hvordan de skulle integreres i det danske samfund.

Det sidste betød ingenting, så længe der var brug for dem på arbejdsmarkedet. Deres boligforhold og leveforhold bekymrede ikke borgerskabet. I midten af 70´erne, hvor den økonomiske krise brød ud i lys lue, blev de voldsomt ramt af arbejdsløsheden som følge af, at de stod med de svageste faglige og uddannelsesmæssige kvalifikationer. Samtidig blev arbejdsforholdene for de indvandrere, der fik arbejde, yderligere forringet.

Indvandrerne flyttede ind ind i store sociale boligkomplekser, som Ishøj ved København, på Nørrebro og Vesterbro, Vollsmose i Odense og Gjellerup i Århus, hvor der var en mulighed for at få en lejlighed. En udvikling, der siden har fået lov at fortsætte, da kapitalen ønskede sig den.

I stedet for en positiv integration, hvor indvandrerne har kunnet blive inddraget i boligkvartererers sociale fællesskab, er de blevet isoleret i de i forvejen socialt svært belastede områder. Områder uden socialt overskud, ressourcer og midler.

Der er tale om en politik, der skal få problemerne til at eskalere, en racismefremmende politik.

Kommunistisk integrationspolitik

Selvom der i de sidste år er kommet langt mere fokus på ‘integrationspolitik’, har det ikke kunnet rokke ved den kendsgerning, at ghettoriseringen fortsætter. Det er i kapitalens interesse at så splittelse mellem danskere og indvandrere. Selvom mange beboergrupper i de berørte boligkvarterer har brugt kræfter og energi på at modvirke udviklingen, har de ikke alene kunnet vende den.

Den kommunale, amtslige og statslige ‘indsats’ for at integrere indvandrerne og flygtningene har ikke stået mål med de reelle problemer - eller opfyldt de erklærede positive hensigter. Man har ikke villet tage fat om ondets rod, en regulering af, hvor mange indvandrere, der bør bosættes i de enkelte boligkvarterer, af et fornuftigt og fungerende numerisk forhold mellem danskere og udlændinge, i skoler, i bebyggelser. Erfaringer mange steder fra viser op at det fungerer med et forhold på omkring en trediedel til to trediedele. Blandt de politiske organisatoner, der har taget integrationen af indvandrere og flygtninge alvorligt, er Liste K - Kommunister i Odense, der opstillede ved kommunalvalget i Odense i 1997.

John Jeppesen har boet i kvarteret Hybenhaven, som grænser op til Vollsmose, er aktiv i den partiforberedende, kommunistiske organisation Oktober og var den ene af Liste K´s spidskandidater op til kommunalvalget. Han kan fortælle, at udviklingen går i den forkerte retning.

Koncentrationen af indvandrere i Vollsmose er voksende, på trods af de tiltag til boligfornyelse, der er blevet taget. Tiltag, der skulle shine Vollsmose op og opmuntre danske familier med arbejde og gode indtægter til at flytte ind. Det samme er problemerne med vold og bandekriminalitet, og de "velfungerende" familier, danske familier såvel som indvandrerfamilier uden større problemer, flytter fra Vollsmose, når de kan.

Bydelens to skoler, Abildgårdsskolen og Humlehaveskolen, er stort set blevet forvandlet til ghetto-skoler. I børnehaveklasserne på Abildgårdsskolen er op til 80 pct. af eleverne fremmedsprogede og i klasserne op mod 60 pct., og situationen på Humlehaveskolen er ikke bedre.

Med den nye skole, der skal bygges i området, vil situationen sandsynligvis blive forværret. Skolen ligger faktisk uden for selve Vollsmose, i et område med få indvandrere, og vil trække danske elever til med det resultat, at andelen af fremmedsprogede vil stige yderligere på de to andre skoler.

Ja til integration - nej til ghettoisering

Liste Ks program tager udgangspunkt i Odense kommunes flygtninge- og indvandrerpolitik, der ikke tager reelt sigte på at integrere flygtninge/indvandrere. Man er stærkt mod, at ghettoiseringen af Vollsmose og andre byområder i Odense med socialt boligbyggeri stadig fortsætter, hvilket blot giver fremmedfjendske kræfter yderligere vind i sejlene.

- Liste K mener, at det er nødvendigt, at der sættes et loft over antallet af indvandrere og flygtninge, der bor i de enkelte boligområder i byen, oplyser John Jeppesen. Loftet skal imidlertid ikke indføres via tvangsforflytning af de nuværende beboere, men via den kommunale anvisning af boliger. Ved, at flygtninge/indvandrere, der ønsker at flytte/bosætte sig i Odense, tilbydes egnede lejligheder til en rimelig husleje andre steder i byen.

Indvandrerne/flygtningene og de socialt vanskeligt stillede danske familier skal ikke stuves af vejen i bestemte boligkvarterer. Det modvirker løsningen af de mange sociale problemer og integrationen af indvandrerne i byen.

Samtidig skal en række sociale tiltag som boligfornyelse, bedre fritidsfaciliteter, en udvidelse af de eksisterende klubber, bedre og billigere daginstitutioner osv. fremmes yderligere, så det bliver mere attraktivt at bo i f. eks. Vollsmose. Sociale tiltag, der vil kunne ændre sammensætningen af beboere i Vollsmose og tilsvarende bydele og forhindre fraflytningen af socialt velfungerende familier. Altsammen skridt som må foretages i samarbejde med boligforeningerne og de lokale beboere.

Liste K stillede ved kommunalvalget derudover en lang række krav, der medvirker til at integrere indvandrerne i det danske samfund og bygge bro mellem indvandrere og danskere. Krav som:

- at styrke danskundervisningen /undervisningen i danske forhold

- samme ret til bistandshjælp/andre sociale ydelser

- alle daginstitutionsbørn skal tilbydes en daginstitutionsplads, så de kan lære at tale dansk, inden de starter i skolen

- bevare retten til modersmålundervisningen.

Der er nødvendigt at afvise ideerne om det "multietniske" samfund. Integration betyder et Danmark med mange danskere med anden national baggrund, en udvidelse og berigelse af den nationale identitet - og ikke et Danmark opdelt på etnisk og national basis. Sådanne krav går i retning af støtte til fortsat etnisk ghettoisering, af at fastholde dem i et kulturelt og socialt mønster, der er ude af trit med det samfund, de lever i. Det vil kun være til gavn for reaktionære, nationalistiske og religiøse kræfter blandt indvandrerne selv og at hælde benzin på den danske reaktions bål. Integrationspolitikken skal fremme flygtninge og indvandreres oplevelse af at være en del af den danske arbejderklasse, af den danske befolkning - med samme interesse for at kæmpe for et andet og bedre Danmark. De eneste, der har interesse i at splitte indvandre og danskere ud mod hinanden, er den fælles klassefjende. Mo/Od