Nordsøens sorte guld

Det er en offentlig hemmelighed, at A.P. Møller købte råderetten til den danske undergrund i Nordsøen for 1 kr. Hvor mange millioner milliarder pct. profit, A.P. Møller-koncernen har lavet på denne investering, er ikke noget, man skilter med i medierne.

Tilbage står, at det var den danske regering - som siges at repræsentere det danske folk og dets interesser - der forærede en enkelt familie disse ufattelige værdier. Efterhånden som årene er gået, har det vist sig, at værdierne er blevet større og større, fordi der stadig er dukket nye fund frem, ligesom teknologien til indvindingen af olie og gas er blevet forbedret, så det i dag kan betale sig at indvinde felter, som ikke var tilstrækkeligt profitable tidligere. Teknologiens udvikling og nye fund må regeringen, dens rådgivere etc. nødvendigvis have kalkuleret med. Overdragelsen er ikke sket i uvidenhed om disse profitable og sandsynlige muligheder.

Det er ikke de eneste profitable hensyn, staten har vist A.P. Møller. Ud af samtlige aktive parter i Nordsøolieeventyret (Norge, Storbritannien, Danmark, Tyskland, Holland) har Danmark og Storbritannien de afgjort mest lempelige beskatningsregler overfor de firmaer, som forøver rovdrift på olie- og gasforekomsterne i Nordsøen. Opgjort i 1998-priser antages det, at danske firmaer, hvoraf A.P. Møller dominerer totalt, indkasserer 23 milliarder dkr. i overskud efter skat og afgifter over en 50-årig periode (1963-2012). Når regnskabet år 2012 er gjort op, kan A.P. Møller-familien konstatere, at den solo har scoret 20 pct. af al profit forbundet med det sorte guld.

Når nu disse oplysninger dukker op til vandoverfladen igen, skyldes det, at A.P. Møller, den danske stat - og EU igen - rører i smulte vande. Ved årtusindskiftet skal DUC (Dansk Undergrunds Consortium), hvor A.P. Møller har det afgørende ord, nemlig aflevere 25 pct. af de områder, konsortiet ikke har udnyttet, tilbage til staten. Det handler altså ikke om, at DUC skal tilbagelevere 25 pct. af den danske undergrund, men kun 25 pct. af den uudnyttede del. Dertil kommer, at DUC/A.P. Møller selv bestemmer, hvilken fjerdedel det skal være. Risikoen ved at miste store profitter er minimal!

Så stiller det sig værre med EU, fordi Kommissionen har liberalisering af olie- og gasmarkedet fra årtusindskiftet på dagsordenen. Derfor forsøger DUC, regeringen, staten og A.P. Møller i alle deres titler og forklædninger at sno sig bedst muligt, fordi her er de op imod tunge europæiske og multinationale drenge, der står parat til at overtage drænet til undergrunden. Regeringen har i sommeren 1999 således indgået en aftale (juni-aftalen) med de involverede danske selskaber, der har til formål at "gøre de eksisterende selskaber mere robuste over for de nye vilkår i form af en markedsåbning og ophøret af afgiftsfritagelsen" (rapport fra formandskabet i Det Økonomiske Råd - også kaldet vismandsrapport).

Vismændene siger det med andre ord i samme rapport:

"Med juni-aftalen er den danske gassektor nok sikret på kort og mellemlang sigt, bl.a. fordi der samtidig lægges op til en markedsåbning, der er mindst mulig i forhold til EU´s gasdirektiv."

Den danske storkapital er forhippet på at score større profitter ved hjælp af et stærkt EU på bekostning af de mindre købmandsskaber, men forsøger samtidig at dække sig, når det gælder egne interesser. En politik, der er kortvarig og uholdbar. EU er de stærkes garanti til at tryne de svagere konkurrenter.

De mest udsatte og største tabere i kampen om det sorte guld er de private husholdninger.

De danske regeringer har med et bredt flertal i Folketinget tvunget de fleste husstande på fjernvarmenettet, hvilket har givet Dansk Olie & Naturgas A/S (DONG) en særstatus i forhold til at udskrive selvvalgte profitter. DONG, der er statsejet, har modtaget en historisk betydelig indirekte statsstøtte, da den er fritaget for energiafgifter (hvilket vil ophøre, da det er i modstrid med EU´s konkurrenceregler). DONG fastsætter også selv priserne, hvilket sker "ud fra prisen på de brændsler, som kunderne kunne anvende i stedet for naturgas", hvorfor forbrugerne i Danmark prisfastsættes efter den dyreste energikilde.

I Danmark eksisterer en anden skævvridning: De private forbrugere betaler tre gange så meget for naturgassen end store kunder i industrien og kraftvarmesektoren. De såkaldte vismænd peger på, at prisdiskrimineringen er speciel stor i Danmark.