De sidste dages hellige
En af statsmagtens traditionsbundne og indavlede organismer, det såkaldte Økonomiske Råd, holder i denne uge deres halvårlige bønnemøde
Her i landet er der en veludviklet fornemmelse for at hænge titler og poster på de bureaukrater, der har som levebrød at levere et "videnskabeligt" fundament for kapitalismens lensherrer. En af de ypperste titler, man kan opnå inden for den nationaløkonomiske videnskab, er "vismand". En vismand er man pr. definition, hvis man opnår at blive udpeget til formandskabet af det Økonomiske Råd (vedtaget pr. lov i 1962). Det Økonomiske Råds medlemmer er den primære målgruppe for vismændenes analyser og forslag. Og blandt medlemmerne finder man ud over de økonomiske ministerier nogle organisationer, der repræsenterer økonomiske interesser i Danmark, herunder Nationalbanken, DA, DI, Håndværksrådet, Landbrugsrådet, Dansk Familielandbrug, Danske Andelsselskaber, Det Danske Handelskammer, Dansk Handel & Service, LO, Metal, HK og SiD.
Den væsentligste opgave, som Formandskabet for det økonomiske råd har, er at lave nogle analyser af dansk økonomi på en sådan måde,, at det virker troværdigt, uafhængigt og objektivt. Samtidig skal de sikre en rimelig koordinering af de mange organisationers manipulation af den danske arbejderklasse.
Den nyeste rapport ser ikke ud til at ændre ved billedet af formandskabet og det økonomiske råd som et gennemråddent og korrupt bureaukratikorps, der i bedste gensidige forståelse med fagpampere, dansk industri og regeringen leverer pligtarbejde om mindre løn og mere flekstid, kaldet forbedring af den "ringe konkurrenceevne". Presseresuméet af den kommende rapport taler for sig selv:
"Et negativt træk i udviklingen i dansk økonomi er, at lønninger og priser vokser hurtigere end i udlandet…
I forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger er det også vigtigt at huske på, at en nedsættelse af arbejdstiden (f.eks. i form af en sjette ferieuge) vil reducere arbejdsudbuddet og derved øge lønpresset. Dertil kommer, at øget fritid mindsker skattegrundlaget. Lønstigninger, der gives i form af øgede pensionsindbetalinger, vil påvirke det private forbrug mindre end almindelige lønstigninger. Pensionsindbetalinger er derfor mindre skadelige end lønstigninger og vil tilmed styrke opsparingen."
Som man kan se, er rapportens udgangspunkt en meget overfladisk model, der forudsætter, at der er lighedstegn mellem en positiv udvikling i konkurrenceevnen og nedgang i lønnen. Borgerskabet tager som udgangspunkt, at arbejdslønnen er bestemt af udbud og efterspørgsel, og derfor frygter de fuld beskæftigelse som der værste, der kan ske. Andre punkter i resuméet er også velkendte løgne:
"Ved øget arbejdsløshed skal stramningerne over for arbejdsløse fastholdes for at fastholde arbejdspladser. Kortere arbejdstid vil forværre den offentlige saldo permanent. Den demografiske forsørgerbyrde (defineret som de 0-14 årige plus de over 65 årige som pct. af de 15-64 årige) stiger i perioden 1999 til 2010 kun fra 49˝ til 52, mens den i 2040 vil være steget til 67."
På intet tidspunkt kommer vismændene ind på, hvad der i realiteten styrer de såkaldte konjunkturudsving. Blindt giver man udsving i forbruget skylden for både fremgang og nedgang. Men det siger sig selv, at det primære i den kapitalistiske økonomi netop er produktionen, og den hopper man fuldstændigt uden om. Kapitalismens kriser kan alle sammen føres tilbage til, at produktionen styres af blinde anarkistiske kræfter, der uden sans for andet end den kortsigtede profit øger produktionskapaciteten under opsving til langt ud over det relative behov. Den kapitalistiske krise er en overproduktionskrise og ikke en afsætningskrise.
Når økonomer taler om Danmarks økonomi, drejer det sig altså ikke om dem, der bor her, eller det overvældende flertal af dem, der bor her, men derimod om økonomien for nogle ganske få kapitalister. Folk, der på ingen måde føler sig bundet af Danmark, hvis det skulle vise sig mere nyttigt, profitabelt at flytte arbejdspladser og kapital et andet sted hen på kloden. FSK
Noter
Det økonomiske råd
http://www.dors.dk/