Arbejderklassens stemme

Det borgerlige demokrati i en af sine centrale skikkelser: det danske folketing har netop gennemført en af sine vigtigste årligt tilbagevendende funktioner: vedtagelsen af statens årsbudget, finansloven for år 2000. Denne gang i form af et ’kludetæppeforlig’, indeholdende en lang række forskelligartede lovpakker, spændende over trafiklovgivning med udbygning af jernbaner og ekspropriering af Københavns Havn til milliardoprustning af politiet med mandskab og udstyr. Finansloven er et af de tilbagevendende politiske ’dramaer’, tungt mediedækket som slutfasen af overenskomstforhandlingerne, og skulle sikre befolkningen inddragelse i de demokratiske processer og overblik over love og nationens økonomiske tilstand.

Det er alt andet end det. Det er et skuespil som tager sigte på forny en hensygnende folkelig tillid til ’deres repræsentanter’, når de på skift udtrykker en række af de forskellige klassersholdninger, og hvor partierne profilerer sig med henblik på næstkommende valg. Resultatet er trods al mediedramatik givet på forhånd: Der bliver altid vedtaget en finanslov for den kapitalistiske stat, og den er altid af samme karakter – en omfordeling af samfundsværdierne, herunder skatterne, til gavn for de få, for de rige, for kapitalen, på bekostning af flertallet, af arbejderne. Det er dansk parlamentarisk tradition, at de borgerlige partier og socialdemokratiet stemmer for finansloven som helhed, også ’i opposition’.

M

Men bliver de forskellige klassers krav og hensigter nu også formuleret i folketinget? Kapitalistklassens gør det; den står forrest i ’debatten’, formuleret af partipolitikere, lederskribenter og hele horden af interesseorganisationer og lobbyister. Arbejdskøberne, spekulanterne, storlandbruget, ’staten’, ’kommunerne’ – det hele bliver bragt på banen, og ikke engang et afvigende særstandpunkt indenfor denne klasse overses. Også ’middelklassen’, de forskellige mellemlag, har sine artikulerede repræsentanter. Finansloven og den øvrige lovgivning i det samarbejdende folkestyre bliver til som en afvejning af interesser indenfor den herskende klasse, for at tilvejebringe et kompromis, der sikrer varetagelsen af dens klasseinteresser som helhed.

K

Kun én klasses stemme savnes. Arbejderklassens. Mange udtalte sig på vegne af den brede befolkning og indbefattede også arbejderklassen i smukke erklæringer om ’at sikre velfærden’. Men arbejderklassens egen stemme var der ikke. Med socialdemokratiet som den store administrator af det kapitalistiske Danmarks nutid og fremtid kunne Socialistisk Folkeparti eller Enhedslisten i parlamentet have fremført arbejderklassens krav; de kunne have afsløret den reaktionære og arbejderfjendske karakter af både finansloven og det samarbejdende folkestyre. Det gjorde de ikke. De er så opslugt af det parlamentariske cirkus og bestræbelserne om at ’rød-grønne fingeraftryk’ på en sort og reaktionær helhed, at de ikke engang har opdaget, at også deres hænder er kulsorte, og det kun er rød og grøn lak, de har på neglene.

D

Det er ikke fra folketingets talerstol, der bliver råbt ’Stop tyven’ efter finansminister Lykketoft. Selvom samme Lykketoft, regeringen og det samarbejdende folkestyre igennem de seneste år har berøvet pensionister og dagpengemodtagere for hen ved 40 milliarder kroner, blot ved administrative fiflerier omkring satsreguleringerne. Et gigantbedrag af lag på lag af snyd og svindel. Det er ikke fra folketingets talerstol, Nyrupregeringen stemples som ’forrædere mod arbejderklassen’, selvom hele dens virksomhed og nu finansloven beviser det. Ingen stempler regering og borgerlig ‘opposition’ som storsælgere af den nationale suverænitet, af de nationale interesser, af generationers arbejde og kamp, til Den europæiske Union, kun til gavn for dansk og udenlandsk kapital. Arbejderklassens stemme høres ikke på Christiansborg; intet parti dér fremfører eller forsvarer dens klasseinteresser.

Det er selvfølgelig en svaghed. Men det sætter også fokus på, at klassens interesser altid i første række og afgørende forsvares udenfor parlamentet, gennem dens egen kamp. Og dér vil dens stemme lade sig høre – også i forhold til den ny sorte finanslov og dens konsekvenser.