Grøn pengemaskine

Stigende grønne afgifter spiller en stor rolle i omlægningen til EUs skattepolitik. Pengene går ikke til miljøet, men til erhvervslivet.

Det er ikke kun smarte forretningsfolk, der ved at tilføje det lille ord “grøn” skruer prisen en ekstra tand op. Regeringen og Folketinget følger samme livsstilstrend med at lade arbejderklassen og Underdanmark betale regningen for kapitalismens miljøsynder og profithunger.

Grønne afgifter har vist sig som en god fidus til at øge brandbeskatningen af den almindelige befolkning. Og der lægges op til nye store stigninger på i de grønne afgifter i finanslovsforhandlingerne. Det er afgifter på el, varme, vand, benzin, emballage og transport.

Miljø- og energiafgifterne skal ifølge regeringens finanslovsforslag for næste år indbringe statskassen ekstra 3,2 mia. kr. Så den samlede ekstra skat ryger op på 28,8 mia. kr. - foruden 10 mia. kr. i benzinafgift og andre afgifter på transport.

Alene i år skal en typisk dansk skatteyder betale næsten 9.000 kr. i grønne afgifter oven i den almindelige indkomstskat, arbejdsmarkedsbidrag, det nye ATP-bidrag, bruttoskatten, moms og andre tvungne betalinger.

Ligesom momsen på rugbrød og mælk rammer de lavtløn- nende betydelige hårdere end kontorchefen og direktøren, så følger afgifter på el, varme og vand den samme regel - den fattigste må betale mest i forhold til sin indtægt. Og har man så oven i købet været så “uansvarlig” at sætte børn i verden, der både skal i bad og have vasket tøj, så skal der betales ekstra for de runder, el-, varme- og vandmåler løber rundt.

EU-skat

I dag er de grønne afgifter oppe på at udgøre knap 10% af statens samlede skatteindtægter. Den stigende brug af disse er et led i hele omlægningen af det danske skatte- og afgiftssystem til det fælles EU-unionsskattesystem. I takt med harmoniseringen af skatter og afgifter, hvor regeringen ikke alene tvinges til at sætte afgifter på cigaretter og spiritus ned og derved mister milliard-indtægter, men også tvinges til at harmonisere den høje danske mons ned, hentes pengene på andre afgifter såsom de “grønne”.

Rød-grønt fup

SF og Enhedslisten har gjort det til deres mærkesag at sikre Nyrup-regeringens ekstra grønne skat, som alibi for at blive lukket ind i varmen. Det var tilfældet med Pinsepakken, tidligere finanslovsforlig og nu også dette års finanslovforhandlinger. Blot vil de ikke denne gang åbenlyst udstilles som dem, der finansierer de åbent borgerlige partiers nedskæringsraid med deres støtte til højere skatter. Hvilket de beslutsomt har meddelt finansminister Lykketoft i sidste uge.

“Pinsepakken udvider de grønne afgifters betydning. Motiverne hertil er oplagte. Skatten flyttes fra de hårdt belastede personindkomster til finansieringskilder, der straffer belastningen af miljøet og samtidig giver statskassen flere indtægter - man slår to fluer med et smæk,” kan Enhedslistens miljøpolitiske ordfører i Folketinget, Søren Kolstrup, fortælle os. (Inf. 29.6.98)

Det forholder sig imidlertid omvendt. Det ved Enhedslisten også godt. Alligevel stemmer de for afgifter, som arbejderklassen skal betale, og som erhvervslivet i vid udstrækning friholdes for. Som et lille godgørende plaster på såret har Enhedslisten da også foreslået Nyrup-regeringen at udskrive en grøn check på 800 kr. om året til alle borgere som kompensation. Regeringen har dog takket nej til forslaget, også selvom Enhedslisten under de samme forhandlinger foreslog en fordobling af de grønne afgifter mod, at folk skulle få lov til et vist afgiftsfri forbrug af varme, el og vand om året.

De grønne afgifter er ikke øremærket til miljøforbedringer, og det er da også de færreste af pengene, der går til dette formål. Det er kun navnet, der er grønt. Den største trussel mod miljøet, den største giftspreder i alle tænkelige former, den største energiforbruger og udplyndrer af ressourcer - de store privat-kapitalistiske virksomheder - forsætter ikke bare med deres giftproduktion, friholdes ikke bare for de grønne afgifter af hensyn til konkurrenceevnen: De får øgede direkte statstilskud. Halvanden milliard kroner om året betaler skatteyderne alene til at nedsætte erhvervslivets energiregning.

Betales for merforbrug

Ud af de 35,8 mia. kr., staten får i kassen på grønne afgifter, sendes de 1.129.000.000 kr. retur til erhvervslivet som tilskud og særlig refusion af CO2-afgifter.

Flest penge får de virksomheder, der bruger mest energi (modsat betalingslogikken omkring børnefamilierne). Til de tungeste virksomheder giver staten 520 mio. kr. til ekstra afgiftsnedsættelse fra Skatteministeriet og 200 mio. kr. oveni fra Energiministeriet. Altså statstilskud til f.eks. Dansk Stålvalseværk og cementfabrikken Aalborg Portland til at udlede ekstraordinært CO2-udslip.

Netop bekæmpelsen af det enorme CO2-udslip fra elkraft- og varmeværker og industrien har været en af miljøminister Svend Aukens og EU’s store mærkesager. Embedsmænd i tusindvis har været fuldt beskæftiget og højtlønnet i årevis til at lave de fineste handlingsplaner trykt på genbrugspapir. Logikken i forhold den største og mest uhæmmede forbruger - erhvervslivet - har dog været klar hele vejen igennem. Over for erhvervslivets konkurrenceevne må hensynet til miljøet vige.

Derfor får erhvervslivet nu ikke bare tilskud og refusion. Fra næste år nedsættes CO2- afgifterne generelt for alle virksomheder.

DUC slipper helt

A.P Møller og partnerne i DUC slipper helt for den planlagte CO2-skat på Nordsø-aktiviteterne.

“Der er simpelthen ikke penge i en sådan beskatning - tværtimod vil staten risikere at tabe penge på en CO2-skat på Nordsøen,” hedder det i en redegørelse fra Skatteministeriet og Miljø- og Energiministeriet fra februar i år!

Stående over for et så slående argument har regeringen besluttet, at A.P.Møller, hvis aktionærer alene i årets første 11 måneder blev 74 mio. kr. rigere på olieprisernes himmelflugt, ikke skal betale den grønne afgift.

SF og Enhedslisten stiller troligt forslag til hver finanslov om, at den grønne afgift også skal gælde folk som A.P.Møller. Regeringen afslår lige så automatisk, hvorefter både de store og små socialdemokratier stemmer for de grønne afgifter.

Dyrere “fri” el

EU har som bekendt besluttet, at også el-markedet og dermed energiforsyningen helt skal liberaliseres, så monopoler kan komme til fadet uden hindringer. Udenlandske firmaer som f.eks. Preussen Elektra (med en formue på 23 mia. D-mark) har da heller ikke lagt skjul på, at de gerne vil overtage el-forsyningerne i bl.a. Danmark gennem opkøb og fusioner.

Liberaliseringen sker under sloganet “billigere el til forbrugerne”. Så hvad sker der i Danmark? Der vedtages en el-reform, der sikrer, at priserne kun falder for erhvervslivet. “De danske kraftværker vil gå fallit med den pris, markedsprisen er faldet til,” udtaler miljøminister Svend Auken. Derfor er el-reformerne skruet sammen, så el-priserne for almindelige forbrugere ikke sættes ned. Vi snydes i stedet for en kæmpebesparelse, der ryger i kraftværkernes og statskassens lommer.

Oveni har partierne bag el-reformen bevilliget yderligere 8 mia. kr. til de “betrængte” kraftværker. Hvor de penge skal komme fra, vil de imidlertid ikke ud med. Ifølge miljøminister Svend Auken kommer de 8 mia. kr. fra en omlægning af svovlafgiften fra el-kunderne til kraftværkerne. “Men dem har jeg jo allerede brugt i foråret, da erhvervslivet fik lettelser i Industriens Udviklingsgruppe”, siger Erhvervsminister Pia Gjellerup.

Det står derimod klart, at Svend Auken til gengæld har krævet en totrins fusion af de danske kraftværker, først i to selskaber, senere samlet i et fælles “Kraftværk Danmark”. For yderligere at trimme virksomheden til fuld privatisering skal der rationaliseres, og de ansatte skal yde mere arbejde. Antallet af ansatte faldt fra 12.000 i 1997 til 10.000 i dag og skal yderligere reduceres til 8.000 i år 2001.

Spekulation

På verdensplan er spekulation og handel med de såkaldte CO2-kvoter for alvor ved at udvikle sig. Oprindelig var CO2 -kvoter lavet for at nedsætte CO2-udslippet og derved mindske forureningen og klimaændringerne.

Internationale analysefirmaer peger på, at her ligger et nyt og næsten jomfrueligt profitområde. De anslår, at den samlede værdi af CO2 -tilladelser vil kunne nå op på 13.000 mia. dollars inden 2050.

Køberne betaler andre for at opfylde deres forpligtelser til at reducere CO2-udslip. F.eks. betaler canadiske energiselskaber i dag landmænd i andre lande for at lægge jorden brak, så de selv kan øge deres produktion.

EU-kommissionen har derfor foreslået, at man udvikler et internt handelssystem for CO2 kvoter. DG