Europahæren marcherer

af Dorte Grenaa

Soldater, kampfly og høj teknologisk krigsmateriel står på dagsorden på det kommende EU-topmøde den 10.-11. december i Helsingfors. EU er i fuld gang med at realisere opbygningen af en militære supermagt.

Et vigtig skridt, “et historisk møde”, kaldte EU´s udenrigs- og sikkerhedspolitiske chef Javier Solana mødet den 15. november, hvor både EU’s forsvars-og udenrigsministre for første gang officielt deltog i ministerrådet. Her blev ikke alene omfanget og sammensætningen af den kommende Europa-hær diskuteret, men også, hvordan den militære beslutningsstruktur og forholdet mellem EU og NATO skal være.

Fra Tyskland, Frankrig og Storbritannien er der lagt konkrete forslag på bordet om, at EU som militærmagt i løbet af to-tre år skal være klar med en udrykningsstyrke på mellem 40.000 og 100.000 mand. Der er med vanlig EU sprogbrug tale om en “europæisk fredsstyrke”, der skal forsvare freden uden for EU’s territorium” !!!

EU planlægger bl.a. en hurtig nedsættelse af en permanent sikkerhedskomité under ministerrådet med sæde i Bruxelles. En beslutning, der lægges op til på det kommende topmøde i december.

“Vi bliver nødt til at være i stand til at handle. Og det betyder, at vi skal have militære midler. Beslutningen om, hvad de midler skal være, hvordan vi skal skaffe dem, og hvordan unionen skal beslutte at bruge dem, bliver en af de vigtigste opgaver i Helsingfors,” udtalte Solana efter forsvars-og udenrigsministermødet. Javier Solana er tidligere NATO-generalsekretær, nuværende udenrigs- og sikkerhedspolitisk chef for EU, og nu også generalsekretær for den europæiske militærorganisation Vestunionen. Og altså ikke en hr. hvem som helst i den branche.

Kattelem

Regeringen og EU-tilhængerne har med den hurtige militære udvikling i EU fået sig endnu et problem oven i deres ØMU-debat. Det er åbenlyst, at en isoleret debat om ØMU er ude af trit med virkelighedens verden, at det er at stikke befolkningen blår i øjnene. Det handler om EU-Union, om monopolernes forenede stater, om opbygningen af EU som militær supermagt.

“Senest i slutningen af år 2000 skal EU kunne stå i spidsen for miltære operationer. Om nødvendigt skal EU også helt på egen hånd og ved siden af NATO kunne gribe ind i konflikter som den i Kosovo,” siger den tyske forsvarsminister Rudolf Scharping. “Foreløbig er det bare en diskussion, og den deltager vi i. Det har Folketinget besluttet, at vi kan,” udtaler den danske krigsminister Hans Hækkerup om samme sag.

Nyrup-regeringen træder befolkningens klare svar - nej til fælles EU-militær - ned i skidtet. Det nationale kompromis og de danske forbehold blev lavet som en kattelem, gennem hvilken magthaverne kan te sig, som vi ser dem i disse dage.

Ifølge udenrigsminister Helveg Petersen kan Danmark godt deltage i de militære forhandlinger på topmødet og også deltage i en permanent miltærpolitisk komité i EU. “Vi må dog gå uden for døren, hvis komiteen ender med at få kompetence til at træffe beslutninger om, at EU skal gå i aktion,” er udenrigsministerens tolkning af forbeholdet.” Det kan få et sådant indhold, at vi er nødt til at gøre de andre lande opmærksomme på den protokol, der indeholder danske forbehold”, sagde udenrigsministeren efter mødet med Folketingets Europaudvalg i sidste uge om sagen.

I praksis arbejder også den danske EU-regering aktivt med i opbygningen af Europa-hæren og opbygningen af EU som en militær supermagt. Den såkaldte “fodnote-metode” vil i bedste fald fungere som håndsæbe til at vaske hænder i. Enten er man for EU’s militære udvikling, eller også er man imod. Undtagen Keld Albrechtsen, Enhedslisten, der mener, at udenrigsministerens melding er tegn på, at regeringen er begyndt at tage det danske forbehold alvorligt : “Hidtil har man sagt, at det ikke var noget problem med forbeholdet. Det er en ny melding, vi nu ser fra regeringen,” siger han.

Krigsherrernes ønskeliste

Hvor alvorligt regeringen tager forbeholdet, så vi for et halvt år siden på EU-topmødet i Köln. Her vedtog regeringscheferne første skridt i at skrotte militæralliancen Vestunionen og lægge store dele af dens opgaver over i EU.

I dokumentet som EU-lederne enedes om slås det fast, at:

* EU skal være en selvstændig militær aktør

* EU skal have europæiske militære ressourcer

* Forsvarsindustrien skal så langt som muligt samordnes

* Et forsvarshovedkvarter skal indrettes i Bruxelles med egen efterretningstjeneste, analyseinstitut og militært EU-personel

* Forsvarsministerne skal kunne deltage i ministerådsmøderne

* En særlig komité for politik og sikkerhed skal etableres. I komiteen skal der både være politisk og militær sagkundskab

* En militær komité, der kan rådgive politik- og sikkerhedskomiteen, skal etableres

* Andre ressourcer, som et satellitcentrum og et institut for sikkerhedsspørgsmål, skal skabes

Stærk krigsindustri

EU’s udenrigskommisær Chris Patten understregede for nylig i Europaparlamentet, at EU-kommissionen vil spille en særdeles aktiv rolle i den militære udvikling, nemlig ved at give europæisk krigsindustri bedre forhold. “En europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik kan ikke udvikles uden en konkurrencedygtig europæisk industri og teknologi på området,” sagde Patten.

For blot en måned blev det store tysk-franske krigsindustri projekt - European Aeronautic, Defense and Space Company (EADS) officielt søsat. Som omtalt i KP nr. 22 er der tale om en krigsindustri, der på verdensplan vil være den tredjestørste koncern indenfor avancerede våben, krigsfly og rumfart.

EU og EU’s landenes krigsbudgetter skal sættes op. Der skal investeres enorme summer i den ny Europahær. For det handler ikke om at skifte de enkelte landes uniformer ud med en EU-kasket. Det handler om at omstille de store (i alt 2 millioner mand i dag) såkaldte forsvarshære til professionelle mobile og fleksible angrebsstyrker, udstyret med højteknologisk avanceret dødsudstyr af enhver art. Det handler om opbygningen af et effektivt transportsystem og infrastruktur, der gør, at supermagten hurtigt kan sætte sine tropper ud til de nødvendige brændpunkter.

Flere lande har afskaffet værnepligten og erstattet den med en professionel hær. I øjeblikket er Frankrig i gang med omstilling efter recepten fra USA og Storbritannien, mens det i de mindre og såkaldte neutrale lande er en vanskeligere proces at få befolkningen overbevist om, at hæren fremover skal “forsvare fædrelandet” langt uden for landets grænser. Men udviklingen er i fuld gang, også i Danmark, hvor man lukker ned for de traditionelle kaserner og satser mere på mobile internationale brigader og dansk deltagelse med up-to-date-flyenheder.

Netop krigsindustrien spiller en nøglerolle i den kommende militære supermagt. I Amsterdam-trataten slås fast, at krigsmateriel er et af de områder, hvor EU og Vestunionen skal have et intimt samarbejde. Inden for rammerne af NATO-landenes militærindustrielle samarbejdsorgan WEAG sker “indretningen af et europæisk krigsmaterielagentur”.

Offensivt militær og NATO

Köln-topmødet slog fast, at EU skal kunne handle selvstændigt og gennemføre militære operationer, hvor supermagtens monopoler ser deres fred truet. På topmødet i Helsingfors skal militariseringen sættes yderligere op i tempo.

Al unødvendig militær dublering af NATO skal ifølge Köln-dokumentet undgås, og NATO bliver militær hovedleverandør til EU. Selv uden direkte medvirken fra USA skal EU-mærkede ressourcer tages fra NATO. Strategien kræver “samråd, samarbejde og åbenhed mellem NATO og EU”.

Senest i slutningen af næste år skal det præciseres, hvilke af Vestunionens opgaver, der skal overføres til EU. “I så fald kommer VEU som organisation til at have fuldført sin opgave,” hedder det i erklæringen fra stats-og regeringschefernes møde i Köln.

Vestunionen bliver integreret i EU. Dog ser det ud til, at artikel fem i VEU-traktaten om gensidige forsvarsforpligtigelser ikke kommer med, hvilket får regeringer i landene uden for EU og lande som Danmark og Sverige til at erklære, at den “militære alliancefrihed” stadig består.

Men argumentet holder ikke. Skulle det ske, at EU-landene blevet angrebet udefra, vil det være NATO, der organiserer et fælles forsvar. I Köln-dokumentet understreges det, at NATO udgør grunden for alle opgaver vedrørende territorielt forsvar.

Det grundlæggende med Amsterdamtraktaten og beslutningerne fra Köln-topmødet er i stedet, at EU skaffer sig offensiv militær kapacitet til anvendelse uden for EU’s territorium, og at dette kan ske uden mandat fra hverken FN eller OECD om nødvendigt. Og at det sker fuldstændigt uden mandat fra arbejderklassen i de europæiske lande, der ifølge EU-unionen endnu engang er reduceret til at skulle betale for supermagtens krigsmaskine med arbejde og liv.

Ud af EU og NATO

Som den militære opbygning af EU ser ud i dag, er der ingen basis for, som dele af EU-tilhængerne påstår, at Danmark skal være med for at spille en “aktiv rolle for at påvirke det europæiske forsvarssamarbejde i en NATO-venlig retning”. Men der er heller ingen basis længere for dele af EU-modstanden til at sige nej til en militær union - ja til NATO. Europa-hæren og den militære union er under fuld udvikling i tæt sammenhæng med NATO. EU vil gå i krig (fredsbevarende og humanitær, som de kalder det) med NATO-udstyr fra den såkaldte europæiske søjle i NATO, med eller uden amerikansk deltagelse og overkommando. Dansk medlemskab af NATO vil blive en støtte til EU’s militære Union.