En usædvanlig herlig provokation

Sjældent har man set en lokal begivenhed blive fulgt med så åndeløs opmærksomhed, som begivenhederne på Nørrebrogade natten til den 8. november. Det var som om en længe ventet lykkelig begivenhed endelig var indtruffet. Dansk Folkeparti og andre sorte reaktionære stod parat med en sand kanonade af krav om hætteforbud ved demonstrationer, flere vandkanoner til politiet, generelle stramninger af indvandrerlovgivningen, øjeblikkelig lukning af Ungdomshuset på Jagtvejen, forbud mod Krystalnatsdemonstrationen i Odense o.s.v. Politiforeningen så chancen for en drastisk forøgelse af både antallet af knipler og knippelsvingere ved de igangværende finanslovsforhandlinger. Og Nyrup og Co. erklærede sig rede til en hurtig og effektiv indsats mod enhver uromager med etnisk baggrund.

Begivenhederne udløste en intens eftersøgning på de ansigter, der skjuler sig bag hætterne. Ledende politifolk lovede en arrestationsbølge. Det eneste, der skete, var, at man måtte løslade begge de to, som man allerede havde anholdt, da man efter ihærdige overtalelsesforsøg ikke kunne forbinde nogen af dem med uronattens begivenheder. Den borgerlige presses ihærdige dyneløftere forvandlede sig til hætteløftere, der kunne afsløre, at det var løsslupne ’autonome’ og en lille flok ’andengenerationsindvandrere’. Motivet? Et skud i tåregassen: Hærværksflokken havde vistnok protesteret mod udvisningsdommen over en kriminel tyrk fra Odense.

Optøjerne på Nørrebro var en provokation. Det er den eneste anvendelige betegnelse. En provokation til fordel for reaktionen. Den kom som en gave til alt, hvad der er reaktionært i dette lille land. En herlig provokation.

Selvom den øverste politiledelse var fuldt informeret om tid og sted for urolighederne, valgte man at sende de søvnige styrker hjem ovenpå en fodboldkamp, så den resterende flok nattevågne betjente magtesløst måtte se til, på brand og rudeknusning. I den detaljerede forklaring bedyres det, at nøglen til udstyrsskabene igen i år var blevet væk, og at fummelfingrede panserbasser havde glemt koden. Det var følgelig komplet umuligt at gøre noget. Ingen havde derimod øje for situationens mange muligheder, da man valgte ikke at gribe ind, og i stedet sikrede at et lille bål blev til en stor mediebrand.

En herlig provokation: Den kunne næsten ikke være bedre, hvis man selv havde fundet på den og sendt en flok hætteklædte strømere til Nørrebro.

DDe onde lo, mens de gode græd snot i bar frustration. ’Nørrebro tabte’, klynkede de.

Ungdomshuset på Jagtvej følte hytten brænde ned omkring sig og udsendte en pressemeddelelse, der tog afstand fra hærværket mod kvarterets småhandlende. Den autonome gruppering AFA – Antifascistisk Aktion – forkyndte:

’Ødelæggelse af lokale butikker, cykler eller biler er ikke vores politik og har aldrig været antifascistisk praksis. Vi mener dog, at det er vigtigere at bakke op om modstanden mod udvisningerne end at deltage i fordømmelsen af urolighederne.’

AFA lever således i den vildfarelse, at ødelæggelse af alle andre butikker end de lokale, brosten mod burgerbarer, men ikke pizzeriaer, samt vold mod politibiler, er ’antifascistisk praksis’.

Det er det ikke. Det er anarkistisk dumhed, som reaktionen udnytter fuldt ud.

I overensstemmelse med sidste halvdel af sin erklæring organiserede gruppen et ’fredeligt fakkeltog’ under parolen ’Nørrebro mod udvisninger’. Det skulle de have tænkt på noget før.

Hvis kampen mod fremmedhad, diskriminerende lovgivning og racistisk myndighedspraksis overlades til sekteriske grupper, med eller uden hætte, og ikke organiseres som en bred politisk bevægelse, med arbejderne i centrum, er resultatet snot og kaos, som på Nørrebro. Tårer & gas.

Nørrebro – fra AFA over den øvrige ’venstrefløj’ til dets bydelsråd med Langebæk i spidsen – har vist sig fuldstændig uduelige til at hamle op med den buldrende reaktion.

En eller anden talsmand for Foreningen Demos blev hentet ind i den bedste TV-sendetid for at forklare, at udvisningerne af indvandrere, indbefattet kriminelle, der var født eller opvokset i Danmark, stred mod en eller anden menneskerettighedskonvention. Det er muligt.

Pointen er imidlertid, at disse landsforvisninger er klassebestemte, at de er barbariske, racistiske, inhumane og uretfærdige – og at hverken danske eller udenlandske arbejdere eller andre fornuftige væsener vil finde sig i dem.

Jagten på ansigterne bag hætterne kan godt indstilles. De er genkendt: Det er Nyrup, Kjærsgård, Peter Skårup, Hanne Bech Hansen og hele den øvrige reaktion, samt ’venstre-fløjens’ største idioter.

-lv