LO og DA i fælles indvandrerkampagne

LO og DA går hånd i hånd. Også når det gælder spørgsmålet om integration af indvandrerne på det danske arbejdsmarked. Fordomme og barrierer omkring ansættelse af indvandrerne skal nedbrydes. Ikke mindst lokalt, på de enkelte virksomheder, forlyder det i en ny fælles kampagne, hvis officielle formål er at sikre, at flere indvandrere kommer i arbejde.

Tilsyneladende har LO-toppen og DA fundet ud af, at “arbejdspladsen er et vigtigt sted at starte, når flygtninge og indvandrere skal integreres i det danske samfund”. Det skal imidlertid ikke ske ved en effektiv bekæmpelse af arbejdsløsheden og arbejdsgivernes forskelsbehandling af danske arbejdere

og indvandrere, der søger arbejde.

Som formanden for DA, Niels Fog, udtrykker det, er der “brug for at sætte en fælles proces i gang, hvor partnerne i fællesskab kan skubbe på”, og LO-formanden Hans Jensen fortsætter: “Dialogen er det vigtigste.” Altså ingen krav fra LO´s side til arbejdsgiverne om ikke at udnytte indvandrerne og flygtningene til det mest beskidte og dårlige arbejde til minimale lønninger - eller nogen fælles kamp på arbejdspladserne for bedre løn- og arbejdsforhold.

Ansvaret for en bedre integrationspolitik skyder de fra sig, nedad i systemet og helt ud på de enkelte virksomheder. Samarbejdsudvalgene skal bruges til at fremme ansættelse af flere indvandrere på de danske arbejdspladser. Arbejderne på de enkelte arbejdspladser skal gøres medansvarlige for, at der kommer flere indvandrere i arbejde. Eller som Hans Jensen formulerer det: Der skal holdningsændringer til på de enkelte arbejdspladser. De barrierer og fordomme, der kan være på begge sider, bliver nedbrudt, når folk er sammen på den samme arbejdsplads, hedder det. En sandhed med kraftige modifikationer. Et ægte sammenhold mellem danskere og indvandrere på arbejdspladserne bliver først opbygget, når man indser, at man har en fælles interesse i at kæmpe for bedre løn- og arbejdsforhold. Mod den fælles fjende: arbejdsgiverne/borgerskabet.

Hvad LO-toppen og DA kæmper for, er diametralt modsat, nemlig arbejdsgivernes profitinteresser. Der er brug for at få de etniske minoriteter ind på virksomhederne, forklarer DA-formanden Niels Fog. Det vil både være til gavn for virksomhedernes indtjening, for samfundet som helhed og for den enkelte indvandrer, hævder han.

Det, det handler om, er at få jaget indvandrerne ud på arbejdsmarkedet. Ud af arbejdsløshedskøerne, så arbejdskraftreserven øges. De skal udnyttes aktivt som billig arbejdskraft og løntrykkere. De skal ikke længere afvises arbejde, blot fordi de har et forkert efternavn og hudfarve.

Mehmet Ümit Necef, der er ansat ved Mellemøstlige Studier ved Odense Universitet og med jævne mellemrum optræder som indvandrerekspert i medierne, har modtaget budskabet. Han står nu til lyd for, at mindstelønningerne på det danske arbejdsmarkedet må udhules, så indvandrere og flygtninge kan tvinges i arbejde til specielt lave lønninger. Det vil sikre indvandrerne arbejde og dermed en mere værdig tilværelse, hvor de forsørger sig selv og familien, lyder begrundelsen. Hvordan en fortsat behandling som tredjerangsarbejdere med ussel løn og elendige arbejdsforhold skulle øge selvværden, står hen i det uvisse.

Den såkaldte kampagne for integration af indvandrere i det danske samfund, som LO-toppen og DA i fællesskab har kastet sig ud i, vil ikke grundlæggende rokke ved indvandrernes forhold i Danmark. Den vil føre integrationen af indvandrerne på yderligere vildspor.

Integrationen af indvandrere bør, set fra arbejderklassens side, bygge på klassetilhørsforhold. På, at de fleste indvandrere tilhører arbejderklassen, og at indvandrere og danskere har fælles interesse i at overvinde splittelsesforsøgene, så vi kan stå sammen og føre en fælles kamp mod arbejdsløshed og sociale nedskæringer.

Enheden mellem danske arbejdere og indvandrere og flygtninge bør styrkes i den daglige kamp for et andet og bedre Danmark.

Arbejdsløsheden blandt indvandrere er kolossalt høj, omkring 20 pct. En arbejdsløshed, der skal bekæmpes, men det skal ikke løses ved, at indvandrere ansættes på bekostning af danskere, men ved reelt at skabe flere arbejdspladser, bl.a. via nedsættelse af den ugentlige arbejdstid.

Det er ikke arbejderne på den enkelte arbejdsplads, der er i skyld i, at så mange indvandrere er uden arbejde. Det er et resultat af det kriseramte kapitalistiske samfundssystem. De danske arbejdere skal ikke gøres til syndebukke for den manglende integration af flygtninge og indvandrere.

Søderberg