Det går fremad med enheden
"Reaktionen søger at udnytte og puste til modsætningerne mellem danskere og indvandrere og drømmer om etniske opgør, for at splitte kampen. Men enheden mellem danske arbejdere og udenlandske arbejdere vokser; det bekræftes til stadighed, at en linje for integration på verdsligt grundlag, og ikke tvangsassimilering, ghettoisering eller barbariske udsmidningskampagner, er vejen frem."
Sådan hed det i den politiske udtalelse ’Fælles kamp mod kapitalen’ fra Oktobers nylig afholdte landsmøde. Det er ikke det sædvanlige billede, der tegnes af tingenes tilstand. Skal man tro de borgerlige medier (det skal man ikke!) befinder landet sig konstant på randen af en etnisk borgerkrig.
Der er derfor god til at gentage budskabet:Enheden mellem danskere og indvandrere er voksende; enheden mellem danske og udenlandske arbejdere er blevet stærkere!
Nu er enhed og solidaritet svære størrelser at måle. Det er imidlertid ikke bare en fornemmelsessag, men dækker over realiteter. Danskere og indvandrere har været udsat for det samme bombardement af løgne om hinanden gennem tiden, og er blevet bedre til at genneskue dem; man har set hinandens børn vokse op, og faktisk ligne hinanden; og på arbejdspladserne har man for længst fundet ud af, at hvorvidt man er en god kollega ikke hænger sammen med, om efternavnet ender med -sen eller kan være svært at udtale.
Begge parter har med andre ord lært hinanden bedre at kende; og gensidig forståelse fremmer enheden. Den tager også sin tid, men det går den rigtige vej, det går fremad – til stor ærgrelse for Søren Krarup, Mogens Glistrup og konsorter.
Men Glistrup er et fortidslevn, der allerede har passeret støvets alder; han holdes kunstigt i live som en anden general Franco, fordi racismens egentlige bagmand, hr. Kapital, også har brug for en figur som ham til at så splittelse mellem landets indbyggere. Men sådanne splittelses- og hetzmagere optræder ikke altid i sort, de kan også forklæde sig som progressive og ’røde’, eller tilmed som talsmænd for integration. Et eksempel på en sådan ulv i fåreklæder er universitetsmanden fra Odense, Mehmet Necef, selv indvandrer, der igen og igen hives frem som ekspert i medierne. Han udbasunerer for tiden, at mindstelønnen skal sænkes, i integrationens hellige navn. Det vil få indvandrerungdommen i arbejde, påstår han. Nej, det vil undergrave solidariteten mellem danske og udenlandske arbejdere, og ikke få én eneste i arbejde. Det vil tværtimod skade begge parter.
Enheden mellem danske og udenlandske arbejdere vokser, på trods af alle sådanne splittelsesforsøg; på trods af den officielle integrationspolitiks fallit (der aldrig har været en integrationspolitik, men tværtimod en bevidst ghettoiseringsbestræbelse); på trods af det enorme pres, der er skabt for at isolere og udstøde landsmænd med en anden etnisk baggrund, og ikke mindst det enorme pres, der i alle retninger lægges på andengenerationsindvandrerne. Det hele preller ikke af, men det er ikke lykkedes at anstifte det ønskede etniske fjendskab. Danskerne er ikke fremmedhadere, som reaktionen gerne vil fremstille det. Og udlændingene slås ikke bare for at overleve, men for at forstå og fungere fuldtud i det land og det samfund, de bor i.
Hver fjerde - 25 procent- af førstegenerationsindvandrerene er arbejdsløse; det er faldet til 1 ud af 10 for den næste generation. Det nærmer sig således det normale for de unge. Og det er ikke mindst denne generation, som aktivt kæmper for enheden, for en integration med respekt for hinanden og hinandens baggrund.
Det er lige forkert at tvinge danskere til at spise halal-slagtet kød, hvis de ikke ønsker det, som at tvinge muslimer til at spise svinekød. Det er kun racister og splittelsesmagere, der gør sådan noget til et problem. Det normale er, at man finder ud af det.
Derfor glammer svinehundene højlydt, i desperation.
Redaktionen den 22. november 1999