ClA's paradekompagni

CIA excellerer ikke kun i statskup, folkemord og terror. Fra filialer i 35 lande blev intellektuelle og kunstnere opkøbt i kampen mod al progressiv forandring. Et tidligere hemmeligstemplet direktiv fra USA's kongres i 1948 danner grundlag for CIA's "kulturkamp"

Den tyske forfatter Günther Grass, der for nylig under borgerskabets bifald modtog Nobelprisen i litteratur, hørte til den ganske store kreds af intellektuelle koryfæer, som i årevis tilhørte ClA's paradekompagni. Men det råbte han naturligvis ikke op om. Som en god, dvs. højresnoet, socialdemokrat var han et redskab for imperialismens stupide og golde antikommunisme. Den amerikanske kulturimperialisme var under den glohede ‘kolde krig’ af langt større omfang og krævede meget større investeringer, end selv de mest glødende venstrefløjsere har forestillet sig. Den hemmelige krig har med nuancer og lidt forskellig intensitet udfoldet sig lige fra Oktoberrevolutionens fødsel. Den var ikke blot rettet imod Sovjetunionen, Marx, Lenin eller Stalin, selv om dette argument ofte blev brugt som skærmbrædt, men imod alt, hvad der smagte eller lugtede rødt, dvs. alle kræfter, der gik ind for at ændre samfundsstrukturen og gøre verden til at bedre sted at leve. De kapitalistiske fundamentalister skabte et fjendebillede, der rummede utroligt mange forskellige mennesker, lige fra tilhængerne af Darwins evolutionslære til falske og ægte socialister/kommunister. Hvis fundamentalisternes forskelligartede medløbere og agenter blot var for USA og åbent eller skjult tilsluttede sig dette regimes politiske, markedsorienterede og militære hovedkoncept, kunne der endda gives grønt lys for små afvigelser og progressive ytringer. Det kan helt tydeligt aflæses ved at se nærmere på de intellektuelle medlemmer af CIA's paradekompagni.

Kulturel Frihed

Den britiske forfatter og filmproducent Frances Stonor Saunders har i en analyse af den omfattende infiltration, som den amerikanske efterretningstjenestes udenlandske sektion gjorde sig skyldig i, bl.a. konstateret, at aktiviteterne blev ledet fra filialer i ikke mindre end 35 lan-e.

Hun har også regnet sig frem til, bl.a. ved at grave i amerikanske arkiver, som jo er betydeligt mere åbne end de danske, at CIA stod bag mere end 170 fonde, hvorfra store summer flød i en lind strøm til mangfoldige aktiviteter. Fondene udgav sig for at være uafhængige, filantropiske foretagender, der udelukkende varetog almennyttige kulturelle og humanistiske interesser, mens politiske aktiviteter ikke blev nævnt. Og de få nysgerrige, der stillede spørgsmål, fik besked om, at det udelukkende drejede sig om oplysningsarbejde. En ClA-frontorganisation, der også var kendt i Danmark, var den såkaldte Kongressen for Kulturel Frihed. Her spillede den fhv. organi-serede nazist Jørgen Schleimann en rolle, der også gjorde ham velegnet som helamerikaniseret propagandist under f.eks. Vietnamkrigen. Han optrådte både i radio og som pennefører i Weekkendavisen og Jyllands-Posten. Han var godt nok kommet i fint selskab med andre gamle nazister som f.eks. de to komponister Karajan og Furtwängler. I modsætning til Schleimann var de sidstnævnte i en periode lagt på is i USA. Ved velvillig bistand fra CIA blev de dog hurtigt bragt tilbage til de bonede gulve som bekendende og nypolerede demokrater. Den såkaldte kongres udgav direkte eller indirekte en snes tidsskrifter og mange bøger, ligesom den finansierede mange udstillinger og store og små konferencer og lod det regne med hæderspriser til de intellektuelle koryfæer, især kunstnere, musikere, forfattere, journalister og andre ‘meningsdannere’.

Det turde være velkendt, at CIA også stod bag den rabiate radiosender Radio Free Europe, som var impliceret i undermineringsarbejde og spionage m.m. i de østeuropæiske og andre lande. Her blev der også uddannet en hel hær af ‘politologer’ og ‘Kremlologer’, folk, der blev specialister i at fabrikere direkte, men også mere raffinerede løgnehistorier, sprede rygter osv. ‘Kulturkongressen’ residerede i Paris og var totalt behersket af CIA-agenter, hævder den britiske forfatter. Hun nævner, at en vis Warren Demian Manshel, som var USA-ambassadør i Danmark i årene 1978-81, har spillet en rolle i Paris som agent for CIA. Forsøg på at gøre op, hvor mange penge CIA har spenderet på sagen, har kun ført til skønsmæssige tal. Det vil ikke være helt forkert at regne med et tocifret milliardbeløb pr. år, mener Frances Stoner Saunders.

Den meget omtalte Marshall-hjælp til Europæiske lande efter krigen blev naturligvis ikke givet uden bagtanke. Det nød ClA-kompagniet godt af. Hvert år skulle modtagerlandene afbetale et vist beløb for »hjælpen«. Og hvert år tilflød der CIA omkring 200 mio. kr. alene ad denne vej, så der var virkelig noget at gøre godt med. ClA's paradekompagni fyldte meget både i højden og drøjden. Ikke mindst til bogudgivelser blev der ydet stor støtte. Forfatterne stod ligefrem i kø ved sukkerskålen. Her kan nævnes fiksstjerner og guruer som Isaiah Berlin, Günther Grass, Arthur Koestler, Yehudi Menuhin og Richard Wright.

Direktiv NSC-10/2

ClA's ‘kulturkamp’ var baseret på et direktiv, som den amerikanske regering vedtog i juni måned allerede i 1948. Direktivet hedder NSC-10/2, men har været hemmeligstemplet i mange år - af hensyn til USA's nationale sikkerhed, som det hedder. Det var et betydningsfuldt element i den verdensomspændende krig, som USA iværksatte for at opnå verdensherredømme.

Direktivets ‘arkitekt’ var daværende præsident Trumans sikkerhedspolitiske rådgiver, høgen George F. Kennan. Direktivet omhandler iværksættelse af en propagandakampagne, økonomisk krigsførelse over for fjender og genstridige venner - og også sabotage og organisering af civile kampgrupper. Under amerikansk ledelse og med udstrakt støtte skulle disse grupper hverves, uddannes og forsynes med våben, spionageudstyr, sprængningsmidler osv. Her kommer den hemmelige organisation, der f.eks. i Danmark blev kendt under navnet Gladio, ind i billedet.

NATO var et andet redskab, der blev udpønset til dette formål. Feberagtig atomoprustning og hemmelig placering af atombomber i andre lande hørte til blandt de samtidige aggressive handlinger. Nogle få kulturpinger har glimtvis forsøgt at forsvare sig med påstan-de om, at de virkelig ikke vidste noget om, hvorledes de blev manipuleret, forført og misbrugt.

Der kan muligvis være tilfælde, hvor man kan fæste nogen lid til for-klaringerne, men det ser mærkeligt ud, at der ikke er en eneste, som offentligt har protesteret og taget afstand fra ‘kongressen’. I de fleste tilfælde har de også afvist kritiske røster fra anden side.

Spørgsmålet er så, om man ikke kan stille noget højere krav til de intellektuelle. Har de ikke bedre muligheder end mange andre til at analysere tildragelser, lægge to og to sammen og fremkomme med troværdige konklusioner? Det er jo ellers, hvad de selv siger.

Lidt selvransagelse og eftertanke skulle synes naturlig.

Socialdemokratiet med

‘Kongressen’ fik en del indflydelse ved at infiltrere og udnytte allere-e eksisterende grupper og foreninger. Og nogle bød sig villigt til. Her kan nævnes Europabevægelsen, der havde centralt placerede politikere som fortalere, ikke mindst hos Centrumdemokraterne.

I socialdemokratiet blev bestræbelserne på at indpiske parolen om »demokratisk socialisme« intensiveret under indflydelse af den ameri-anske påvirkning.

Formålet var at tage vinden ud af sejlene på kommunisterne og medvirke til at skabe en »uafhængig« intellektuel brigade.

I Danmark såvel som i mange andre lande var Europabevægelsen helt eller delvist finansieret af CIA, af de amerikanske skatteydere. Under USA's beskidte krig imod Vietnam blev Europabevægelsen og andre foreninger skamløst udnyttet til at hverve proselytter. Der er vel folk, som kan huske den krigsliderlige optræden, som f.eks. Jørgen Schleimann leverede dengang?

I USA blev ‘Kongressen’ overøst med ros, bl.a. fordi den blev tilskrevet ‘æren’ for at have forsinket udviklingen af antikrigsbevægelsen i Europa.

Personagen James Burnham fik i særlig grad hædrende omtale for dette resultat. Burnham var en trotskist, der havde gået bodsgang, bekendt sine synder og bedt om tilgivelse. Han konverterede derefter til det stik modsatte af, hvad han havde repræsenteret tidligere. Han deltog ivrigt i oprettelsen af ‘Kongressen’ og samlede efter sigende en hel del »venstreekstremister«. Disse kamæleoner og ‘svingdørs-marxister’ optrådte som en samling sorte, kyniske historierieforfalskere.

Hurtigere end det tager at skifte skjorte, sprang de falske profeter lige fra revolutionsromantik til det yderste højre.

Argus