Sponsorater
til forskere
Det
har længe været et ønske fra regeringen at knytte uddannelsessystemet til
erhvervslivet. Dette er ikke kun et ønske på dansk plan, men et ønske på
europæisk plan. Eller rettere – det er et EU-projekt, der skal optimere virksomhedernes
muligheder for at skabe, opfostre og udnytte frie forskere. Men det er også
meget mere end det.
Samarbejdet mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner skal foregå på alle planer i uddannelsessystemet. I de danske folkeskoler er der f.eks. åbnet mulighed for, at lokale virksomheder får direkte indflydelse på beslutningsprocesserne igennem skolebestyrelser. Dette samarbejde går alt for langsomt i forhold til regeringens planer. Mange steder har erhvervslivet ikke benyttet sig af de øgede muligheder for at påvirke uddannelsessystemet direkte. Ud over sponsorerede undervisningsmaterialer fra diverse firmaer i folkeskolen er det især på universitetsområdet, virksomhederne har sat ind. Dette skyldes virksomhedernes ønske om profit uden at lægge for mange ressourcer i det. På universiteterne er der kapacitet til at lave relevant arbejde for virksomheder, der til en vis grad er virksomhedsfinansieret, men som først og fremmest er betalt af staten.
Men virksomhederne ved godt, at hvis
forskerne bliver finansieret af virksomhederne, bliver resultatet også oftere
til virksomhedens fordel. F.eks. er der for nyligt lavet en amerikansk
undersøgelse, der ser på 106 oversigtsartikler om passiv rygning. 37 procent af
artiklerne påstår at passiv rygning er harmløst, 63 procent påstår at passiv
rygning er sundhedsskadeligt. De forskere, der er støttet af tobaksindustrien,
er mere tilbageholdne med at konkludere, at passiv rygning er skadelig, end de
forskere, som ikke er støttet af tobaksindustrien.
Dandysagen
Dandysagen er bare en tendens i den strømning, der bliver stadigt tydeligere. Den ”frie forskning” skal bindes ind omkring virksomhedernes interesser.
Dandysagen begyndte med at et forskningsprojekt, ledet af to forskere på odontologisk institut på Aarhus Universitet. Forskerne har undersøgt, om de stoffer, der findes i tyggegummiet V6, hjælper mod huller i tænderne. Projektet var støttet af Dandy med 3.000.000 kr.
I juni foreligger resultatet, der
viser, at V6-tyggegummiet ikke beskytter nævneværdigt mod huller i tænderne.
Herefter går Dandy i gang med at
sætte ressourcer af til at afprøve eventuelle fejlkilder og stiller
spørgsmålstegn ved undersøgelsens holdbarhed. Forskerne afviser Dandys kritik
og ytrer samtidigt ønske om at præsentere forskningsresultaterne på en international
tandlægekongres.
I september i år henvender Dandy sig
til rektor for Aarhus Universitet, Henning Lehmann, og fremfører en lang række
indvendinger og kritikker overfor projektet. Herunder gøres det klart, at
resultatet kan skade Dandys forretningsmæssige interesser. Henning Lehmann
henstiller derefter til de to forskere at tilbageholde forskningsresultaterne.
Henstillingen følges under betingelse af, at forskerne kan offentliggøre
resultaterne - efter kongressen.
Institutleder på Odontologisk
institut på Aarhus Universitet, Thorkild Karring, lægger oplysningerne til
pressen og tager senere, d. 11. november, sin afsked.
Den frie forskning
På Københavns Universitet er tendensen klar – mere og mere forskning bliver sponsoreret af virksomheder. Især medicinalindustrien har for alvor fået øjnene op universitetsforskningens muligheder.
På Det sundhedsvidenskabelige
Fakultet er den private forskningsfinansiering steget med 37 procent på fire år
(fra 1994-1998). Det betyder at 35 pct. af forskningen er finansieret af
private virksomheder. På Det naturvidenskabelige Fakultet er 8 pct. af forskningen
finansieret af private virksomheder.
På Københavns Universitet er 56 pct.
af den samlede forskningsvirksomhed eksternt finansieret, dvs. af private virksomheder,
fonde m.m. 14 pct. af den samlede forskningsvirksomhed er direkte sponsoreret
af private virksomheder på Københavns Universitet.
Udviklingen er klar. Mindre og mindre
forskning skal foregå uden direkte indblanding fra private virksomheder.
Integrationen mellem erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner er i fuld gang, i
første omgang der, hvor erhvervslivet kan se den direkte økonomiske fordel, men
efterhånden kommer også den langsigtede styring af uddannelserne i endnu højere
grad på erhvervslivets præmisser. EU har sat kursen. Dandysagen er blot et
symptom på den udvikling, der vil komme i fremtiden. - Iskra