Møller &Møller i søgelyset

 

Det kan kun beklages, at der i Danmark hersker en tilstand, som afskærer befolknin­gen fra at kende sin egen historie. Det er en helt bevidst politik at gøre den «brede be­folkning« og især ungdommen a-historisk, historieløs, skønt den derved kan blive et meget let bytte for populistiske strømnin­ger. Hvor indsigt og viden erstattes af let­købte fraser og ubegrunde påstande, af my­ter. De nye oplysninger om Dansk Industri ­Syndikat (DlS)/A.P.Møller som værnemager er blot et symptom på, hvorledes virkningen af de lukkede arkiver manifesterer sig.

Dertil kommer, at de ledende faghistorikere har haft mere travit med at tilsværte og ned­gøre modstandsbevægelsen, dens aktører og dens enestående resultater. »De frie for­skere« har uden at kny rettet ind efter den stående forholdsordre til at sætte et positivt fokus på samarbejdspolitikken. Dette var en forudsætning for at få bevilget penge. De har selv valgt deres små nicher af historien uden at tage særligt hensyn til helheden.

Dokumentationscenter mod Historiefor­falskning, som Folkebevægelsen Mod Nazis­me (FMN) og Aktive Modstandsfolk har til­sluttet sig, er nu dannet formelt og er gået i gang med arbejdet. Fra den side kan der ventes et seriøst undersøgelses- og udred­ningarbejde om betydningsfulde og hidtil ikke belyste sider af den mest dramatiske og betydningsfulde epoke i nyere tid.

Krigen på Berlingske Tidende

Fire journalister på Berlingske Tidende - Olav Hergel, Christian Jensen, Tomas Kristi­ansen og Karl Erik Nielsen - har med støtte fra kollegerne gennemtvunget, at deres op­lysninger om den danske våbenhandel med Hitler-Tyskland, ikke mindst værnemager­fortjenesten, kom frem til almindelig un­dren.

Det skete ikke uden sværdslag, idet chefre­daktør Peter Wivel, ytringsfrihedens store vogter, satte alt ind på at standse de ulydige journalister. Da han fik nys om, at de fire journalister var i gang med at grave i den rolle, A.P. Møller havde spillet under besæt­telsen, og at de især var optaget af enkelthe­der om A.P. Møllers ejerandel på omkring en tredjedel af alle aktier, dekreterede han i et brev til dem øjeblikkeligt stop og erklærede, at oplysningerne om A. P. Mølier ikke vil »bli­ve bragt i en avis, jeg har ansvaret for«.

Peter Wivel hører til blandt de kamæleonag­tige figurer, der er udstyret med de rette til­pasningsgener. For de formastelige bøjede sig ikke, og deres artikler blev trykt. Det ske­te under journalisternes trussel om ellers at nedlægge arbejdet. Den tidligere slangekrøl­lede og anarkistiske meningsmager i flag­rende afghanerpels kom til kort. Han var kun en stemme fra en ubehagelig strejke/kon­flikt om journalisters frihedsrettigheder i det borgerlige Danmark.

Peter Wivel spiller således A.P. Møllers spil. Det skal ses i lyset af, at A.P. Møller i 1982 optrådte som den Berlingske koncerns ufor­færdede redningmand og velgører. Efter den store konflikt med typograferne i 1977, hvor bladet ikke udkom i 141 dage, var Ber­lingske Tidende kommet ud i store økono­miske vanskeligheder. Den ædelmodige A. P. Møller stillede sig i spidsen for en rednings­aktion, der sikrede bladet 160 mio. kr. i frisk kapitaltilførsel, hvilket sikrede overlevelsen. Den idealistiske A.P. Møller skulle naturligvis ikke have noget honorar eller lign. for red­ningskransen. I de kredse taler man jo ikke om penge. Men han fik den magt og ind­flydelse, der ikke kan gøres op i penge.

Det er dybt hemmeligt, hvor mange penge A.P. Møller og hans mangesidige netværk har skudt i Berlingske Tidende. En lang ræk­ke af erhvervslivets tungeste drenge er pla­ceret i bladets bestyrelse. Her kan peges på lb Christensen fra FLS Industries, efterfølge­ren af værnemagerfirmaet F.L. Smidth, der under krigen anvendte slavearbejdere og koncentrationslejrfanger i det tyskbesatte Estland og i selve Tyskland.

Repræsentanter fra Carlsberg, Skandinavisk Tobakskompagni og Den Danske Bank indi­kerer det nære makkerskab med A.P. Møller. Den Danske Bank hævdes at sidde inde med 28 pct. af aktierne i Berlingske Tidende.

Da der har været gjort forsøg på at reducere betydningen af en aktieandel på omkring en tredjedel, som f.eks. A.P. Møllers andel i DIS, må det understreges, at en andel på langt mindre ofte er tilstrækkelig til at have fuld kontrol over et firma.

En journalist på Berlingske Tidende skrev i 1996 en kritisk artikel om A.P. Møller og den omstridte statsstøtte til danske rederier. Han fik en røffel af daværende og senere pludseligt fyrede chefredaktør Anne E. Jensen. Da journalisten mødte op på hendes kontor, hvor han skulle stå ret og sige be-be, blev han meget overrasket over at blive konfronteret med to stormægtige direktører fra A.P. Møller. Noget senere fik journalisten besked om, at hans artikler om værftsstøtten var begyndt at kede læserne, og han blev uden videre forflyttet fra erhvervsredaktionen til samfundsredaktionen.

Men det havde A.P. Møller naturligvis ikke noget som helst at gøre med.

Uberettiget fortjeneste

Under og lige efter Anden Verdenskrig var der almindelig enighed om, at »utilbørligt samarbejde« med fjenden skulle straffes.

Ved siden af det juridiske opgør med stikkere, medlemmer af dødspatruljer, Hipofolk, frikorpsfolk m.fl. blev der vedtaget et sæt love, som tilsigtede udrensning blandt de økonomiske kollaboratører, med et slående udtryk kaldt værnemagere med henvisning til den tyske hær, værnemagten.

Økonomisk samkvem med fjenden har til alle tider været forbudt og belagt med straf. I dansk lov gik strafferammen tidligere helt op til dødsstraf.

Efter besættelsen blev der udarbejdet og vedtaget fire værnemagerlove. Efter de to af dem kunne der idømmes egentlig straf, mens de to andre omhandlede tilbagebetaling af ulovlige fortjenester.

Både det juridiske og det økonomiske rets»opgør« blev forfusket og afsporet af politikerne, og resultatet kom til at ligge meget langt fra frihedsbevægelsens intentioner.

Der blev nedsat et særligt Revisionsudvalg for Tyske Betalinger. Ved en kendelse af 10. august 1950 blev det pålagt Dansk Industri Syndikat at tilbagebetale godt 6,7 mio. kr., som virksomheden uberettiget havde tjent på våbensalg til tyskerne. Beløbet svarer i dagens penge til ca. 90 mio. kr. og var et af de største tilbagebetalingskrav.

I lidt over 10.000 sager blev der krævet tilbagebetaling, men alt i alt blev det kun til 318 mio. kr. Det siger lidt om, hvordan det lykkedes politikere, erhvervsfolk, revisorer og advokater at afspore hele det såkaldte retsopgør.

Undersøgelserne og fund i arkiver af breve og andre dokumenter viser, at firmaet bag ryggen på de danske myndigheder planlagde salg af våben til de tyske tropper i både Danmark og Tyskland. DIS var stærkt optaget af at udvide produktionen af maskinkanoner og maskingeværer - den kendte “fru Madsen« - også lang tid efter den 29. august 1943, hvor samlingsregeringen blev tvunget ned af taburetterne af modstandsbevægelsens hårdtslående sabotageaktioner - med bl.a. total afbrydelse af længdebanen i Jylland i otte dage, og omfattende strejkebevægelser i mange byer.

DIS udviklede ny våbenteknik for værnemagten og tilbød oven i købet at stille den danske hærs våbenfabrik, Hærens Våbenarsenal, til rådighed for tyskerne, oplyser de fire journalister.

Riffelsyndikatets to øverste ledere, Werner Haubroe og Aage Henckel, anmodede i et brev af 25. maj 1944 Tysklands rustnings- og våbenforsyningsafdeling i Danmark, kaldet Rüstungsstab Dänemark, om at skride ind og få fremskyndet en ordre på 37 mm luftværnskanoner, som delvist skulle udføres på Våbenarsenalet. Det særligt bemærkelsesværdige er, at denne aktion til gavn for tyskerne fandt sted samfulde ni måneder (!) efter, at regeringen var blevet fyret af befolkningen.

Forudsat, at disse oplysninger er korrekte, og det er der faktisk ingen grund til ikke at tro, har DIS foretaget handlinger, der er belagt med straf for groft landsforræderi.

Bopa lagde fabrikken i ruiner

I vide kredse i befolkningen var der stærk uvilje imod den danske våbenproduktion for besættelsesmagten.

Ifølge oplysningerne i Berlingske Tidende overvejede danske og britiske efterretningsfolk en anmodning til Storbritannien om at bombardere Dansk Industri Syndikats store fabrik i Frihavnen i København.

I maj 1943 hævdes A.P. Møller at have truk­ket sin repræsentant i firmaets bestyrelse til­bage, men beholdt sine aktier. Det hedder videre, at »samtidig lod A.P. Møller en del af sine aktieudbytter tilflyde modstandsbe­vægelsen«.

Det oplyses desværre ikke, hvilken gruppe i bevægelsen der er tale om, og modstands­bevægelsen bestod af en mængde forskel­lige gruppper. De var ikke alle under Fri­hedsrådets ledelse, og i provinsen havde rådet kun ret begrænset indflydelse.

Dansk Industri Syndikat, Dansk Rekylriffel­ Syndikat eller blot Riffelsyndikatet, som det hed i almindelighed, blev under besættelsen saboteret tre gange, i 1943 to gange og at­ter i 1944. Det var alle sabotørers og mange andres drøm at se denne betydningsfulde krigsvirksomhed »bombet af«, »lagt flad« eller «klappet sammen«, som det hed i sa­botørjargon. Og det skete med stor succes den 22. juni 1944. Fabrikken var indhegnet og afspærret efter alle kunstens regler og var faktisk gjort til en »uindtagelig« fæstning under direkte tysk kontrol. Ud over egen vagtstyrke på 60-70 mand, der var opdelt i tre hold, blev området dag og nat afpatrul­jeret af svært bevæbnede tyske politisolda­ter. Tysk militær kunne tilkaldes via direkte telefonledninger.

Det havde ikke været muligt her at etablere kontakter, således at virksomheden kunne overrumples ved list og aktiv medvirken in­defra. Det var ellers den metode, der oftest blev anvendt.

I de samme dage blev der foretaget mange andre aktioner, der var stærkt følelige for tyskerne, bl.a. angreb på fabrikken Globus, der hørte til F.L. Smidth-koncernen, som med minister Gunnar Larsen i spidsen ud­nyttede slavearbejdere og koncentrations­leirfanger i Estland og Tyskland. Nævnes skal også sænkning af skibe i Svendborg og en række store jernbanesabotager i Jylland.

Der var således tale om en bølge af angreb. Hitlers »befuldmægtigede« Werner Best og hans medskyldige krigsforbrydere blev gre­bet af desperation og hævnede sig med en hel serie henrettelser af modstandsfolk.

I dagene fra den 23. til den 26. juni blev otte modstandsfolk aflivet i Ryvangen ved skyd­ning.

Den københavnske befolkning blev voldsomt forbitret og svarede igen med den senere så berømte folkestrejke, der gav genlyd verden over og viste alverden, at der var et kæm­pende Danmark, som vovede at tage kam­pen op imod nazismen og den tyske over­faldsmagt, at kæmpe som allieret med de allierede. Folkestrejken sluttede med sejr, selv om politikerne søgte at spænde ben for dens sejrrige afslutning.

Sabotagen gav en anden gevinst, som vist ikke er særlig kendt eller beskrevet. En højt­stående funktionær og Bopa fik ad uransa­gelige veje kontakt med hinanden. Der blev herefter indgået en aftale om, at fabrikken kunne blive sparet for yderligere sabotage­angreb, hvis den til gengæld leverede våben og ammunition til Bopa. Den skulle desuden levere løb til de maskinpistoler, som Bopa fremstillede på sin illegale våbenfabrik i Hol­te nord for København.

Ordningen kom til at fungere. Som et resul­tat blev en Bopa-gruppe i stand til uden at løsne et skud at standse en tysk transport på Køgevej syd for København og »erobre« seks 20 mm maskinkanoner, der skulle leve­res til den tyske besætning på Mosede bat­teri. Selv om denne «afladshandel« må siges at være problematisk, var den i situationen en stor fordel, bl.a. på grund af våbenman­gelen, der kostede mange sabotører livet.

Arrogant svar fra hr. Møller

De nævnte journalister havde skriftligt sendt en række spørgsmål til A.P. Møller. Hr. Møl­ler har åbenbart ligesom tidligere følt sig ilde berørt over, at nogen har vovet at krad­se lidt i lakken og tage et kig bag verdensfir­maets facade.

Stillet over for relevante, men måske lidt pinlige spørgsmål blev hr. Møller meget sart. Hr. Møller svarede arrogant (5. novem­ber 1999), at »de stillede spørgsmål vil ikke blive besvarede«. I brevet hedder det:

»Under Danmarks besættelse handlede A.P. Møller under de af den danske regering og det danske departementschefstyre nedlagte retningslinier bortset fra handlinger, som var en konsekvens af A.P. Møllers klare natio­nale indstililing før, under og efter krigen.«