2 x Møller

Arnold Peter Møller (1876-1965) hørte til kredsen af politiserende erhvervsfolk. l 1919 var han aktiv deltager i den såkaldte Flensborg- bevægelse, som igangsatte en udvikling, der resulterede i, at kong Christian den X afskedigede den radikal - social-demokratiske regering. Dette skridt blev senere betegnet som kup, idet der ikke i Rigsdagen var et flertal imod regeringen.

Indkald de arbejdsløse

Under indtryk af den store arbejdsløshed i 30’erne fremsatte A.P. Møller i 1936 forslag om at »udrydde den«. Det var meget let gjort. Man skulle blot indkalde de arbejds1øse til aftjening af værnepligt. Så slog man oven i købet to fluer i et smæk. Når de arbejdsløse kun fik soldaterløn, der dengang var nogle få ører om dagen, ville man spare en masse penge, og samtidig ville man styrke forsvarsviljen og -evnen. I vide kredse vakte forslaget, der blev propaganderet for i en pjece, stor forbitrelse og blev betragtet som et frontalt angreb på sociallovgivningen fra de stærkt højreorienterede militaristers side.

Støtte til blodhunden Franco

Da det spanske folk omsider havde fået en bredt sammensat demokratisk valgt regering i 1936, gik Hitler og hans italienske makker Mussolini i gang med et fascistisk oprør, og de satte den spanske general Franco, der gik under navnet blodhunden, til at lede det. Fra alle verdens lande strømmede frivillige til Spanien for at standse fascismen, mens det endnu var muligt. Fra Danmark kom der omkring 500, hvoraf næsten halvdelen omkom i de forbitrede kampe. På demonstrativ vis markerede hr. Møller, hvor han havde sin sympati, idet han sendte 5000 kr. til støtte for Franco.

Travlhed på kontoret

Den 8. april om aftenen, få timer før det tyske overfald på Danmark og besættelsens begyndelse, var de 2 x Møller travlt beskæftiget på kontorerne i residensen på Kongens Nytorv i København. I telegrammer, der blev sendt over Lyngby Radio, fik alle rederiets skibe ordre til i givet fald at søge neutral havn. På det tidspunkt var Storbritannien hårdt trængt af Hitler-Tyskland, og danske søfolk meldte sig straks i stort tal til kampen imod nazismen og for national frihed for Danmark og alle andre besatte og undertrykte lande. Det var en stor overraskelse og skuffelse, ikke blot blandt søfolkene, at Danmarks største skibsreder lod hånt om de britiske appeller om at slutte op i kampen.

Antydninger af, at A. P. Møller må have haft særlige, hemmelige informationskilder til sin rådighed, er ikke blevet bekræftet. Både dengang og senere har mange menesker fundet det besynderligt, at rederen kunne være så fremsynet (eller synsk?), at hans dispositioner var baseret på kendskab til dagen og timen for besættelsens begyndelse tidligt om morgenen den 9. april 1940.

Højgaard-kredsens kupplaner

Trods mange forsikringer om det modsatte herskede der i 30’erne en del anti-parlamentariske og fascistiske strømninger. Det kom bl.a. til udtryk blandt storbønder og konservative ekstremister. l det nazistiske Tyskland blev der hentet en del inspiration, bl.a. uniformering, ridebukser, lange støvler, faneparader og strækmarch. Selv Hitler-hilsenen med den højre arm udstrakt blev indført i f.eks. Konservativ Ungdom. En stor gruppe ledende erhvervsfolk samt højskole- og universitetslærere m.fl. skaredes i den såkaldte Højgaard-kreds, der havde navn efter civilingenør Knud Højgaard, den ene af grundlæggerne af entreprenørfirmaet Højgaard & Schultz. I en anden kreds, kaldet Haunstrup/ Danmarkskredsen, samledes især militærfolk, grever og godsejere.

Under påskud af at ville værne gamle Danmark imod et forventet nazistisk kup, ville Højgaard & Co. samle nogle »virkelig gode, danske mænd«, der kunne overtage regeringsmagten. Kongens fætter, ØK-direktøren prins Axel, var udpeget som statsminister. Ligesom i 1919 blev der gjort forsøg på at få kongen med i det anti-parlamentariske spil. En gruppe højreorienterede officerers planer i samme retning besvarede kongen med, at han værdsatte deres bevæggrunde, men at han ikke »ville slå noget i stykker ved for tidlig handling«. Men han afviste altså ikke kupplanerne.

De forskellige fascistinficerede kredse havde også erklærede nazister som medlemmer. Antallet af sådanne elementer er af kendere opgjort til 25-30 pct. Her kan nævnes Ejnar Vaaben (!), der i 1930 stiftede det første danske naziparti. Danmarkskredsen sendte ham to gange til Tyskland for at orientere de ledende nazister om de aktuelle kupplaner. Vaaben havde tæt og personlig kontakt til folk som f.eks. Hitlers stedfortræder Rudolf Hess og til terrorapparatets uhyggelige leder, Heinrich Himmler. Også i Danmark var det kendt, at han var chef for de mange nazistiske koncentrationslejre i og uden for Tyskland.

Nytårstale til danske studenter

I en nytårstale, holdt den 19. februar 1942 i Studenterforeningen i København, kom A.P. Møller til at røbe sin sympati for Hitler. I en omtale af Hitlers »Mein Kampf« citeredes han for en udtalelse om, at »når et folk er kommet så vidt, at der ikke er noget, dets sønner vil dø for, må folket gå til grunde«. A.P. Møller tilføjede: »Og heri han han (altså Hitler, red.) ret - som i så meget andet.« Denne umisforståelige »hilsen«, der blev afgivet helt frivilligt af rederen, afslørede en betydelig fascination af den tyske diktator. Den blev modtaget med protester og mishagsytringer og medførte udvandring fra mødet.

Ved samme lejlighed gik A.P. Møller til angreb på sociallovgivningen. Han erklærede, at sociallovgivningen, »støttet af lønpolitikkens skrue uden ende«, i de seneste årtier havde skabt en sørgelig forandring. Den havde »sat lediggang og fidusmageri i system og gjort understøttelser til en udbredt levevej«.

Situationen var, at en faglært arbejdsløs fik udbetalt omkring en tredjedel af den ordinære 1øn i understøttelse, mens en ufaglært fik op til ca. 40 pct.

Forlængede Apartheid-regimet

Mærsk McKinney Møller har indskrevet sig i historien på flere forskellige måder. Han forsøgte f.eks. at skride ind over for og straffe arbejdere, der havde været så formastelige, at de deltog i den store folkestrejke i København i juni 1944.

A.P. Møller harfor ganske nylig købt Sydafrikas største rederi. Det kunne der siges en del om, og det kan virke ejendommeligt, idet A.P. Møller i sin tid lagde sig ud med den sydafrikanske sorte befolkning. Men tider og sæder skifter. Og det går hurtigt.

Sydafrikas sorte indbyggere kæmpede imod det brutale og forhadte Apartheid-regime og fik bl.a. støtte fra FN, som opfordrede sine medlemsstater til frivillig boykot af alle olieleverancer. Shahen af Persien overtog rollen som største leverandør af den uundværlige olie til Sydafrika, indtil ayatollaerne styrtede ham fra tronen. Men de hvide magthavere fik en hjælpende hånd. Hr. Møller fra Danmark var parat og brød på lyssky måde den etablerede embargo. Med skibenes navneskilte overmalet fragtede hr. Møller olie til Sydafrika, som regel skjult i den sorte nat. Han blev hovedleverandør af olie til de brutale magthavere. Senere blev der vedtaget en lov, som forbød denne trafik, og da var hele sagen så betændt og problematisk, at den entreprenante storreder fandt det opportunt at overholde loven og dreje om for oliehanen. Men han havde deltaget i de mørke, anti-demokratiske og inhumane kræfters bestræbelser på at opretholde og forlænge det allerede fallerede misregime.

Det er vanskeligt at gøre op, men analytikere antager, at undertrykkelsesregimet blev forlænget med syv-otte år. Hvad det har kostet sydafrikanerne i lidelser og døde, kan ikke gøres op, men den historiske erindring bør ikke gå i glemmebogen. Argus