OSCEpå krigsstien

Stort set alle nye og gamle lande i Europa deltog i november på et OSCE- møde i Tyrkiet. Her vedtog man bl.a. hensigtserklæringer om våbenkontrol og konfliktudrykning i Europa og lykønskede hinanden med

at projekt Balkan er lykkedes.

Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa (OSCE) er en af de internationale samarbejdsorganisationer, hvis egentlige formål det er svært at afgøre. Medlems-landene gør selv en dyd ud af, at man kun kan vedtage hensigtserklæringer, der ikke har statsretlig gyldighed. Alligevel sysles der med at opbygge en stærk organisation, der beskæftiger sig med flere og flere områder. Som speciale har OSCE borgerkrige i den tidligere østblok. Og der er blevet rigtig meget at lave i dette årti. Mere end 20 nye medlems-lande er kommet til, og overalt er der spændinger. Mest kendt er nok organisationens arbejde i det tidligere Jugoslavien, hvor observatører kører rundt og beskytter de store vestlige landes interesser under dække af at arbejde for menneskerettigheder. Netop Jugoslavien er det eneste land, som har fået sit medlemskab suspenderet.

OSCE har i dag aktiviteter i alle Balkanlandene med flere tusinde mennesker ansat som observatører. Det konkrete arbejde er lidt flydende, men dækker over et bredt område af hjælp til de nye lande (nye styresystemer) som: gennemførelse af valg efter vestlig model, hjælp med formulering af ‘demokratiske love’ og ikke mindst optræning af folk til statsmagtens institutioner, fra borgerlig ret til politikorps.

OSCE er også aktive i Kaukasus. Blandt andet har man haft en lille gruppe i Tjetjenien og et kontor i Georgien, der grænser op til både Rusland og Tjetjenien. Slutdokumentet fra OSCE-topmødet bruger også plads til at støtte Georgien og fordømme det såkaldte præsidentvalg i den georgiske landsdel Abkhazia tidligere i år, som illegitimt. Siden 1992 har der været borgerkrig i forskellige dele af Georgien.

Netop Kaukasusregionen var på alles læber op til topmødet. Der var tilsyneladende en bred front af vestlige statsoverhoveder, der ønskede at benytte rammen af uforpligtende vedtagelser til at kritiserer Ruslands invasion af Tjetjenien. Senere stjal Jeltsin med vanlig dramatik hele billedet for sig selv.

Ruslands revanchekrig mod Tjetjenien er efterhånden 2 måneder gammel, iscenesat til mindste detalje. OSCE-topmødet stod i det dilemma, at man på dagsordenen havde vedtagelsen af et nyt Charter for Europæisk Sikkerhed, hvoraf det fremgår, at også interne konflikter forpligter OSCE til handling. Men Rusland havde ikke i sinde at åbne døren for indblanding i “egne sager”. Tilg engæld mister OSCE sin funktion som et forum hvor alle vigtige lande er med, hvis Rusland går. Derfor endte den store kritik af Ruslands krig med en udtalelse, der anerkender Ruslands suverænitet over Tjetjenien, og samtidig fordømmer ‘terrorisme’ i alle former. Rusland åbner til gengæld mulighed for, at OSCE kan få adgang til området som observatører, og spille en humanitær rolle.

Umiddelbart kan man jo kun hilse samarbejde mellem nationer velkommen, men når det falder svært at finde det store smil frem over OSCE, er det fordi, der tegner sig et billede af endnu en organisme beregnet til undertrykkelse af de små og fattige lande. USA og EU har brugt organisationen som en del af en plan for opdeling af det tidligere Sovjetunionen og de østeuropæiske lande. Metoderne har været at knytte en tæt sammenhæng mellem økonomisk og humanitær hjælp og krav til det enkeltes lands “moral”. I det uregerlige Serbien er EU gået skridtet videre og har forlangt af en række byer, at de skal afsværge sig præsidenten og forfatningen, før de kan få en smule olie.

Derfor er en række af de vedtagelser, man laver i OSCE, faktisk kun beregnet som en slags rettesnor for de små lande, der ønsker hjælp. Og når de store lande har tænkt sig at gennemføre beslutningerne, så er det altså ikke deres eget land, der tales om.

Topmødet vedtog ud over det ny Charter også en ny CFE-aftale om størrelsen af konventionelle våben. En af de funktioner som OSCE har været med til at varetage, er at overvåge nedlæggelsen af gamle russiske militærbaser og tilbagetrækningen af russiske tropper og våbensystemer.

Hele vejen rundt om Rusland kan man se det samme billede i de gamle republikker. Folk lever i fattigdom uden udsigt til andet end nye borgerkrige. Men løsningen ligger ikke i, at man sværger til den ‘frie’ markedsøkonomi og underlægger sig de vestlige lande. Kun ved reelt at tage sagen i egne hænder kan befolkningerne genvinde fremtiden. FSK.