Folkebevægelsen blev svigtet

Folkebevægelsens landsmøde afholdtes i Århus 30.-31. oktober med mere end 200 deltagere. Den oplevelse, deltagerne umiddelbart gik hjem med, var positiv: Et stort, flot landsmøde uden tegn på opgivenhed i forsamlingen, trods tabet af et mandat – og dermed økonomiske problemer og afskedigelse af personale. En – tilsyneladende – stor enighed om, at mandattabet i høj grad skyldes, at der ikke blev satset på Folkebevægelsens ud af EU-politik. Enighed – tilsyneladende – om, at dette krav skal i fokus i Folkebevægelsens arbejde og kampagne i det kommende år. Enighed om et glimrende oplæg om, hvordan komiteerne styrkes, fornyer sig og udvikles. Beslutning om, at der skal udformes kort, slagfærdig svar på, hvad Danmark skal, når vi kommer ud af EU.

MEN den sørgelige virkelighed er, at landsmødet stadfæstede et kursskifte, som de sidste år har trængt igennem, et kursskifte, som betyder et tilbageslag for den folkelige, konsekvente modstand.

Efter parlamentsvalget fremkom Ole Krarup med ideen om, at der skulle laves en bredere organisation, en fællesbevægelse. DKP/ML har kraftigt støttet ideen om, at der skal laves en ny organisation, en Stop ØMU-kampagne, og også andre i Folkebevægelsens ledelse støttede ideen.

Stop ØMU-kampagnen skal bestå af bankdirektører, socialdemokrater som er skeptiske overfor ØMU’en, fagforenings-topfolk samt nye aktivister og Folkebevægelsens og Junibevægelsens folk. Kampagnen skal have sine egne talsmænd, mens Folkebevægelsen skal træde i baggrunden og være garanten for aktivistarbejdet, og der skal oprettes kampagnekontor med telefon og bemanding. Organisationen skal have egne materialer og aktivistgrupper i alle byer, skoler osv.

Karen Sunds, som var skribent og ordførende for årsplanen, hvis eneste punkt var ØMU-kampagnen, argumenterede med, at denne brede kampagne var ubetinget nødvendig, ellers ville det være umuligt at vinde folkeafstemningen.

Få, bl.a. Ib Christensen og undertegnede, var på talerstolen med argumentet, at en indsnævret ØMU-kampagne ikke vil have tilstrækkelig gennemslagskraft, at det er afgørende vigtigt, at vi bruger modstandens trumfkort: Den omfattende generelle modvilje mod Union og mod endnu mere Union. Det er os, der skal sætte den dagsorden. Nyrup og Jelved er bange for at gøre det til en afstemning om ØMU og Unionsstat, for at få en offentlig debat om den næste traktat, der skal være en forfatning for en forbundsstat, Europas Forenede Stater. Det er simpelt hen et kæmpe svigt, hvis Folkebevægelsen og den folkelige modstand skal holde tilbage med den statsplan, der skal være forhandlet færdig til december næste år, dvs. som forhandles og færdiggøres samtidig med ØMU-kampagnen og afstemningen her i Danmark.

Det kan lyde vældig tilforladeligt, at alle ØMU-skeptikere - uanset om de er for eller imod EU og uanset grunden til deres skepsis - skal lave en fælles kampagne. Men prisen er, at den konsekvente modstands argumenter mod Union som sådan, mod Unionsstaten, bliver trængt i baggrunden. I enhedens navn indsnævres kampagnen, gøres politisk svag. Den fratages også muligheden af offensivt at begrunde, at alternativet til ØMU og Unionsstat er frihed fra EU, at ude af EU vil være en fordel og ikke en skrækvision. Også derved afvæbnes ØMU-kampagnen.

Folkebevægelsens ledelse kan sagtens bedyre, at Folkebevægelsen samtidig vil træde selvstændigt frem, men det bliver ØMU-kampagnens talsmænd, socialdemokrater og bankdirektører mv., der bliver politiklæggende og citeres i medierne. Og Folkebevægelsens aktivister har travlt med ØMU-grupperne. Det er fup at sige, at komiteerne kan gennemføre sine aktiviteter og kampagne foruden Stop ØMU-gruppen i byen. En gruppe, som i mange tilfælde vil blive kendetegnet af aktionsenhed mellem en række forskellige partipolitiske kræfter.

Årsplanen taler ikke om arbejderne, som er dem, der står allermest for skud med ØMU’en - i kraft af løntryk, pres på arbejdsforhold og rettigheder. Der tales derimod om en ’meget stærk faglig kampagne’, hvor der konkret nævnes deltagelse i Metals og Dansk Industris fælles debatmøder. Som det konkrete hovedproblem opridses ’ØMU’ens konsekvenser for hele den danske model på arbejdsmarkedet’. Hvilket er et problem, der snarere er taget ud af hovederne på et fagforeningskontor end hovederne på en arbejdsplads.

For at komme kritiske røster, der havde været i diskussionen inden landsmødet, i møde blev der på selve landsmødet indføjet et nyt afsnit i årsplanen. Her blev i stikordsform nævnt en række opgaver for Folkebevægelsen foruden ØMU-Kampagnen. Her står et enkelt ord, ’alternativdebatten’, som er det eneste sted, hvor – men kun indirekte – Folkebevægelsens ud af EU-argumenter nævnes.

De gode beslutninger om ud af EU-politikken og om komiteerne bliver i praksis sat ud af kraft med vedtagelse af den foreslåede årsplan.