Fra ét monopol til et andet

ISS og Jydsk Rengøring går stadig mere gyldne tider i møde. Private monopoler overtager de tidligere statsmonopoler. Under Nyrup-regeringen er privatiseringerne

7-doblet , det stiger forsat.

 

Hvis man har sat sin lid til, at en socialdemokratisk ledet regering eller de socialdemokratisk ledede kommuner skulle være et skjold mod privatisering/udlicitering af offentlige selskaber og offentlige arbejdsopgaver, så viser tallene, at man klart har været på vildspor. Privatiseringsbølgen under Nyrup-regeringens åg vil ikke bare forsætte men tage kraftig til i styrke næste år.

Nok startede privatiseringsbølgen under Schlüter-æraen, men regeringen Nyrup har magtet at få sat skub i privatiseringen på trods af den udbredte modstand i de menige socialdemokratiske rækker og blandt de socialdemokratiske vælgere. Privatiseringerne er 7 gange større under Nyrup-regeringen.

Der er blevet privatiseret statslige virksomheder for 36 milliarder kr., mens det beløb sig til 5 milliarder kr. under Schlüter. Blandt de privatiserede er Giro Bank (postgiro) til Bikuben og TeleDanmark til det multinationale, amerikanske selskab Ameritech, der har fået en monopolstilling på det danske marked. Prisen lød på godt 31 milliarder. Ameritech er nu på vej til at blive overtaget af den en ligeledes amerikanske gigant, CBS Communication.

Nyrup-regeringen lægger op til yderligere privatisering, herunder af PostDanmark. Beslutningen om privatiseringen sker måske allerede i forbindelse med Finanslov 2000. Lykketofts løfter rækker kun til EU’s privatiseringsdirektiv træder i kraft.

Oveni udsalget af statslige selskaber til private firmaer kommer udliciteringen af offentligt arbejde indenfor kommuner og amter. Her er en af de "hellige køer" - de menige socialdemokraters modstand mod udlicitering på de "bløde" områder såsom børnepasning og ældrehjælp - er blevet brudt af udliciteringslobbyen i partiets top - med finansminister Mogens Lykketoft, LO´s næstformand og en række ledende socialdemokratiske borgmestre fra de store byer i spidsen.

ISS og Jydsk Rengøring

I år 2000 vil privatiseringen af plejehjemmene tage fart. Et af de firmaer, NB Consult, der arbejder med udlicitering indenfor ældreplejen, oplyser til Børsen, at de aldrig har oplevet så mange henvendelser som for øjeblikket. 15 kommuner har kontakt med konsulentfirmaet for at undersøge mulighederne for konkrete udbud, men det er kun toppen af isbjerget.

Jydsk Rengøring, der sammen med ISS, står rede til at overtage driften af plejehjemmene gennem udliciteringen, venter en markant stigning af i antallet af udbud. Jydsk Rengørings udviklingschef, Karin Schurr, venter en fordobling af udbuddene.

Jydsk Rengøring (hvis direktør Thor Pedersen samtidig er Venstres finansordfører) har vundet udliciteringen i en række Venstrekommuner såsom Farum Kommune. Her har de overtaget driften af 24 plejeboliger, et café- og køkkencenter samt genoptræningen af de ældre og handicappede. I skarp konkurrence med bl. a. ISS, der ser lige så lyst på mulighederne for at profitere yderligere på pasningen af de ældre næste år.

Med støtte fra S og SF

Projektchef Jens Kristiansen jubler over, at meget tyder på, at den "ideologiske holdning" til udbud er blevet afløst af en mere praktisk holdning. Nu hvor både Socialdemokratiet og SF i praksis siger god for privatiseringen af plejen af de ældre, blot udbuddene udformes på en måde, så plejepersonale og hjemmehjælpere kan "byde på" deres eget job i lighed med private virksomheder.

De ansatte tvinges, hvadenten de selv "vinder" udliciteringen, eller det bliver Jydsk Rengøring eller ISS, der løber med sejren, tvunget til at acceptere kraftige forringelser af deres egne arbejdsforhold. Udliciteringen drejer sig for kommunerne om at skære ned på udgifterne til ældreområdet, mens de private firmaer kun overtager offentlige arbejdsopgaver, hvis der er profit at hente.

Taberne er de kommunalt ansatte og de ældre i form af skrabet pleje. Den stærkt udbredte modstand mod privatiseringen af offentlige opgaver har fagbevægelsens ledere holdt i ave med påstanden om, at udlicitering kommer vi alligevel ikke uden om. Det er bedre, at gå konkret ind i udliciteringen og sikre, at løn- og arbejdsforholdene bliver så god som muligt.

Som på Fyn, hvor de socialdemokratiske ledere af den fynske fagbevægelse har sat sig tungt på den stærke protestbevægelse, der for få år siden eksisterede mod privatisering. Man greb simpelthen ind og overtog egenhændigt ledelsen af protestbevægelsen - med løfter om at ville koordinere kampen mod privatiseringen. Men i stedet for at lede den fortsatte kamp mod privatisering, så nedlagde man protestbevægelsen.

Portører opslugt

ISS, en af EU’s største servicekoncerner, overtager fra 1. december i år det meste af rengøringen i Greve Kommune. Mange andre steder i landet er ISS involveret i udbudsrunder om kommunal og amtslig rengøring, ældrepleje mv. Det går strygende. Også i de andre nordiske lande. Ikke mindst i Norge, hvor firmaet buldrer frem. lige nu.

Med det seneste opkøb af firmaet Chalk Clearing A/S er ISS Norge ved at blive den største afdeling af ISS i Norden. Omsætningen i Norge er med de mange opkøb indenfor det seneste års tid nu oppe på 2 milliarder kr.

Med opkøbet af Chalk Rengøring, der var et af de største rengøringsselskaber i Norge, har ISS ligesom i Danmark og Sverige, opnået et solidt rodfæste. På nordisk plan er ISS´s omsætning på 6,3 milliarder kr. - lidt under halvdelen af koncernens samlede omsætning i 1998.

Samtidig med opkøbene af rengøringsfirmaer i udlandet, er ISS i kølvandet på privatiseringerne af offentlige arbejdsopgaver i fuld gang med nye områder såsom drift af plejehjem, daginstitutioner og dele af hospitaler.

På Odense Universitetshospital har ISS medvirket i forsøget med at oprette en ny serviceassistent-uddannelse, der har afskaffet portørfaget ved at slå rengøring og portørarbejde sammen. Portørerne er forsvundet som faggruppe. Sygehusledelsen/Fyns Amt har formået at lægge arbejdet til rette for en ISS-overtagelse. I Assens Kommune har Jydsk Rengøring været dybt involveret i bestræbelserne på privatisering af plejehjemmene, osv…

ISS har nyligt overtaget opgaven med at drive et plejehjem i Søllerød og forhandler med tre til fire andre kommuner om udbud af ældreplejen. I øjeblikket har Græsted-Gilleleje Kommune 4 plejehjem og Vejle Kommune 2 plejehjem i udbud. Hertil kommer en række store kommuner som Odense og København, der er ved at udlicitere hjemmehjælp til rengøring. Kommunerne kan ifølge projektchef Jens Kristiansen spare 20 pct. ved at blive udliciteret.

Det vil ske via en kraftig effektivisering, dvs. tempo-opskruning af arbejdet, så hjemmehjælpere og plejehjemspersonale kommer til at løbe endnu hurtigere. De i forvejen utålelige arbejdsforhold, som de tvinges til at arbejde under som følge af nedskæringerne indenfor plejeområdet, kan blive endnu værre. Ressource-forbruget kan mindskes med 15 pct. mener ISS-projektchefen.

Han understreger, at der ikke behøver at ske samme vækst i den aktuelle privatisering af rengøring, ældrepleje mv. det kan tænkes, at de offentlige ansatte svinger pisken over sig selv så kraftigt, at de går hen og vinder udbudskonkurrencen i ny og næ.

Den socialdemokratiske fagbevægelses såkaldte modstand mod udlicitering, som SF er gået med på, at lade de ansatte "byde" på deres gamle arbejde for at vise, de selv kan klare opgaven, vil resultere i samme resultat for kommunerne. Færre ansatte til at klare en større arbejdsbyrde.

PostDanmark foran privatisering

Af selskaber, der står overfor overdragelse til private firmaer indenfor den nærmeste fremtid, er det vigtigste PostDanmark. Finansminister Mogens Lykketoft har sat forberedelserne af udliciteringen i gang, og prisen forventes at blive et sted mellem 8 og 15 milliarder kroner.

Finansministeriets embedsmænd har i de sidste måneder arbejdet de praktiske og juridiske problemer forud for privatisering. og man afventer en EU-forordning omkring privatiseringen af postvæsenet - omkring en postliberalisering, der vil åbne op for helt fri konkurrence på postmarkedet - i de enkelte lande. PostDanmark er imidlertid ved at blive trimmet op til salg.

Hvordan PostDanmark vil gribe trimningen an, sprang som en bombe, da de hemmeligholdte planer om at nedlægge 500 ud af de godt 650 posthuse i Danmark blev lækket. Planer, som de ansatte ikke var informeret om. De små posthuses arbejdsopgaver skulle så overtages af den nærmeste købmand, lokalbrugs eller lign. Arbejdsopgaver, som er tidskrævende, men som ikke giver den store indtjening, og derfor skal fjernes fra PostDanmark regi, inden firmaet sælges til private.

Ifølge Helge Israelsen vil beslutningen om at privatisere PostDanmark kræve, at der bliver tid til at gennemføre reorganiseringen af virksomheden, så de mindre økonomisk givtige serviceopgaver sies væk, af hensyn til kommende investorer.

Dansk Postforbund, som har godt 11.500 af de 31.000 postarbejdere som medlemmer, vender sig på forhånd ikke mod planerne om udlicitering, da arbejdsforholdene i et privat firma ifølge formanden, Jan Svendsen, næppe kan blive værre end i dag.

Det hollandske postvæsen, TNT, er som det første nationale postvæsen i EU blevet privatiseret. Det tyske postvæsen, Deutsche Post, har annonceret, at man næste år går på Børsen. Deutsche Post har ekspanderet kraftigt de seneste år, bl.a. via opkøb af 22,5 pct. af aktierne i det verdensomspændende kurerfirmaer, og firmaet har desuden brugt 20 milliarder kroner på at købe sig ind på nye markeder i USA og Schweiz. Deutsche Post forventes at være blandt bejlerne til at opkøbe PostDanmark.

Der er, som i tilfældet med TeleDanmark, ikke nogen garantier for, at PostDanmark vil blive opkøbt af et udenlandsk firma. Eller for at statsmonopolet erstattes af udenlandsk privat monopol. Mo/Od