Kapitalen fejrer sin største stund

a

10

-år-dagen for Berlinmurens fald blev fejret efter alle kunstens regler. Dengang var det en glædesrus af historiske dimensioner for den kapitalistiske verden, et jublende mantra om FRIHED!, en besværgende DØDSMESSE OVER SOCIALISMEN. Ikke engang sejren over fascismen i 45 fremkaldte en lignende rus, for stod den vestlige kapitalisme på den tid ikke alene med sejren. Socialismen var der også. Murens fald var den undergangsmærkede kapitalismens største stund i det 20. århundrede, simpelthen.

I klip efter klip på samtlige TV-kanaler, på alle sprog, i særsektioner i de toneangivende aviser, i kommentarer og lederartikler forsøgte man at indfange ’stemningen’, at genoplive en snert af den eufori, som besatte hele det kapitalistiske Europa. En ’revolution fra neden’ hed det sig dengang, fredelig, demokratisk. Også datidens børn, som de dramatiske begivenheder passerede forbi, men som siden er vokset op og står foran at indtage sin plads som nutidens unge, skal indfanges i den sidste glans fra de falmende myter.

V

erdenshistoriens sus var det selvfølgelig. Den rådne murs fald var afslutningen på en godt 30-årig periode, en hel generations europæeres historie. Det var indledningen til en nyordning af Østeuropa, af hele det europæiske kontinent, til etableringen af, hvad den amerikanske imperialisme kalder ’Den ny verdensorden’. I et kort og dramatisk forløb fulgte de gamle regimers fald i de øvrige østeuropæiske lande, Sovjetunionens opløsning, den åbne kontrarevolution i det socialistiske Albanien, den tyske genforening – og nye krige i Europa, nye storkrige i verden.

Også dengang rejste marxist-leninisternes og arbejderklassens nøgterne stemme sig imod det enstonende kapitalistiske jubelkor, der besang en gylden fremtid for alle europæere med økonomisk, social og demokratisk fremgang med ’markedsøkonomiens’ og ’pluralismens’ sejr.

Det var ikke socialismen, der havde spillet fallit, påpegede de, men den moderne revisionisme.

De regimer, der måtte forlade den historiske arena i det østeuropæiske lande var ikke kommunistiske, men arbejderfjendske, antifolkelige, reaktionære regimer, der for længst havde tømt socialismen for alt indhold og kun bevaret visse gamle former. Med Albanien som den eneste undtagelse var det lande, som for længst var gennemsyret af kapitalisme ned i deres mindste celler, hvor kapitalismens love for længst var virksomme, hvor de antagonistiske klassemodsætninger og udbytningen allerede eksisterede, med dens uundgåelige nationale og sociale undertrykkelse. Hvad der skete var ikke ’en revolution fra neden’, men den revisionistiske kontrarevolution, der slog over i åben kontrarevolution, organiseret og styret af den vestlige imperialisme, der satte sig på et stort marked, et halvt kontinent, til spotpris.

D

et var et sviende nederlag for den revisionistiske supermagt Sovjet, og en triumf for den amerikanske imperialisme. En triumf for den europæiske monopolkapital, der med det genforenede Tyskland straks satte kurs mod genopbygningen af en ny global imperialistisk supermagt: Den europæiske Union, ’Europas Forenede Stater’. Krigene i eks-Jugoslavien, i det tidligere Sovjetunionenn og Rusland er det direkte resultat af rivaliserende imperialistmagters indblanding og profitjagt.

Gør man status 10 år efter rejser der sig et indlysende spørgsmål: Hvem profiterede på denne situation. Var det befolkningerne i østlandene, var det arbejderklassen og folkene i Europa? Svaret er indlysende: Det er kapitalens magt, der er blevet styrket. Det er dens magt over arbejderklassen og folkene, som er blevet lagt i tungere lænker. I alle de europæiske lande uden undtagelser hersker kapitalistiske udbytter- og undertrykkerregimer. Ingen steder er arbejderklassens og folkenes ønsker om social fremgang, virkelig frihed, uafhængighed eller demokrati blevet indfriet. De små og mellemstore lande i Østeuropa har ikke opnået en selvstændig national udvikling, men er blevet fordelt som indflydelsessfærer mellem stærkere imperialistmagter, og erstattet en undretrykkernation med nye: Vesttyskland opslugte DDR, som sammen med nogle få andre kører på l. klasse efter østeuropæiske forhold. Andre, som Rumænien eller Albanien, er blevet dømt til en tilværelse som bundskrabere i den europæiske fattiggård. Hver har fået sin plads, om nødvendig sat på plads med magt.

I en rapport fra Den europæiske Udviklingsbank forkyndes det optimistisk, at de 26 tidligerere østeuropæiske lande i år 2000 vil opleve økonomisk vækst for første gang. 3,2 %, det dobbelt i forhold til i år. Den økonomiske krisecyklus har altså skrabet bunden. Samtidig konstaterer banken, at mens der i 1988, var 13 millioner mennesker, der levede under fattigdomsgrænsen, var dette tal i 1999 steget til 170 millioner mennesker. Slå selv efter, hvor stor en andel, det udgør, som i dag lever i absolut fattigdom. Et slående tal for kapitalismens triumf!

10 år efter murens fald eksisterer ikke engang resterne af socialisme på det europæiske kontinent. Men socialismen er så nødvendig som nogensinde. Arbejderklassen og folkene er der og rejser sig til kamp. Magthavernes glædesrus synger på sidste vers; det kommunistiske spøgelse rumsterer igen. -lv