Foran det ny årtusinde:

FÆLLES KAMP MOD KAPITALEN

Politisk hovedudtalelse fra OKTOBER’s 3. landsmøde

 

Ved afslutningen af dette århundrede og indgangen til et nyt årtusinde befinder det kapitalistiske og imperialistiske verdenssystem sig i en ny krise, som ryster det i sin grundvold.

Den økonomiske verdenskrise er en realitet, som berører alle regioner og lande, med dybe konsekvenser for arbejderklassen og verdens folk, ikke mindst i de afhængige lande– samtidig med, at dens årsager og dens karakter af en relativ overproduktionskrise søges skjult.

Denne økonomiske krise forbinder sig med og uddyber det kapitalistiske og imperialistiske verdenssystems almene krise, og skærper alle dette historisk udlevede udbytningssystems indre modsigelser.

Under paroler om ’globalisering’ og ’forsvar af demokrati og menneskerettigheder’ er kapitalismens og imperialismens dominans over arbejderklassen og folkene øget.

Det er imidlertid umuligt at skjule, at det kapitalistiske og imperialistiske system ikke sikrer økonomisk og social fremgang for det store flertal af jordens indbyggere, men ophober enorme rigdomme hos en lille herskende klasse, og først og fremmest i en håndfuld rige imperialistmagter, hvoraf USA fortsat udgør den dominerende. Det er umuligt at skjule dette systems aggressive og voldelige karakter, som gør krigen til dens faste følgesvend – som det sås i NATO’s aggressionskrig mod Jugoslavien, der benyttede kosovarernes retfærdige krav om national selvbestemmelse til at styrke imperialismens egne positioner.

Det er umuligt at skjule systemets stadig mere udtalte reaktionære og antidemokratiske karakter – og i stedet for at udvide folkenes og individernes demokratiske rettigheder krænker og indsnævrer det disse og beskærer eller fjerner nationernes selvbestemmelse. Den rå kapitalmagt hersker, imperialismens og de multinationale monopolgruppers diktat gennemtrænger alle celler i det internationale og nationale samfundsliv.

Op gennem 90’erne har imperialismen og det herskende borgerskab, tilskyndet af en stadig forstærket kapitalistisk konkurrencekamp, gennemført en offensiv på alle felter, der generelt har forværret arbejderklassens og folkenes levevilkår, angrebet de tilkæmpede rettigheder og demokratiske landvindinger i alle lande og øget slavebindingen og gældsætningen af de afhængige lande. En vigtig side af denne offensiv har været angrebene mod arbejderbevægelsen og dens organisationer, mod de kommunistiske og revolutionære partier, mod alle de revolutionære landvindinger i det 20. århundrede på revolutionens, den nationale frigørelseskamps og socialismens vej. Også fascistiske og nazistiske kræfter genoplives med terroristiske formål.

Men arbejderklassen og folkene verden over har ikke passivt accepteret denne bølge af angreb over hele linjen – men er gået til modstand i magtfulde strejkekampe, protestbevægelser og politiske kampe mod imperialismens og de lokale herskende klassers og deres regeringers arbejderfjendske, asociale, antinationale, reaktionære eller fascistoide politik.

Arbejderne verden over har gennemført omfattende kampe og strejker til forsvar for deres levevilkår og rettigheder imod kapitalmagten, såvel i udviklede kapitalistiske og imperialistiske lande som i afhængige lande – i Frankrig, Italien, Rusland, Sydkorea, Japan og USA og mange andre steder har der udviklet sig store arbejdskampe mod arbejderfjendske love, masseafskedigelser og produktionsomlægninger og meget andet. Undertrykkende regimer som Suhartos i Indonesien eller Raúl Cubas i Paraguay er faldet som følge af den folkelige kamp. Modstanden mod imperialismens krigsførelse og diktat udfolder sig i masseomfang og i international skala.

Op til årtusindskiftet eksisterer der hverken social eller politisk stabilitet på noget kontinent, i noget land eller for det kapitalistiske og imperialistiske system som helhed. Store sociale kampe, ikke bare af økonomisk, men stadig mere udtalt af politisk karakter, udvikler sig. Arbejderklassen og folkene og deres partier og organisationer, med de marxistisk-leninistiske kommunistiske partier i spidsen, forbereder sig på en ny bølge af antiimperialistiske, nationale befrielseskampe og proletariske revolutioner.

* * *

På overfladen kunne det se ud, som om der råder social og politisk stabilitet i Danmark op til årtusindskiftet. Men det er kun tilsyneladende. Stabiliteten er relativ, og under overfladen ruster forskellige politiske og sociale kræfter sig til kommende styrkeprøver.

Som et lille imperialistisk land og deltager i den vestlige imperialismes politiske, økonomiske og militære alliancer påvirkes Danmark af de hurtige ændringer og stadigt skærpede modsætninger, som ryster hele det kapitalistiske og imperialistiske systems fundamenter. Danske virksomheder og den danske økonomi er sammen med en lang række private og offentlige, statslige, politiske og andre institutioner og strukturer blevet stadig mere integreret i sådanne ’overnationale’, imperialistiske strukturer. Samtidig er udenlandsk kontrol over vigtige kommandoposter i økonomi og samfund blevet forstærket.

Gennemførelsen af det herskende borgerskabs kurs for fuldstændig integration i de kapitalistiske organismer har både gjort det danske samfund mere sårbart for alle internationale kriser og har samtidig ført til en markant social og politisk polarisering befolkningen.

På trods af intens folkelig modstand med arbejderklassen som kerne, blandt andet udtrykt ved en række folkeafstemninger, er det lykkedes det herskende borgerskab i Danmark at sælge den nationale selvbestemmelsesret og op gennem 90’erne omforme og integrere det danske samfund til monopolernes EU og dens ’nyliberalistiske’ fundament. EU har sat kursen mod ’Europas Forenede Stater’, en ny imperialistisk supermagt. Den fælles mønt er en realitet; den fælles hær er på vej; de sidste skridt i den statslige overbygning er ved at blive taget.

Danmark er tildelt en særlig rolle i den imperialistiske politiske og militære arbejdsdeling som aktiv deltager i imperialismens og NATO’s krige og som politikorps for at opretholde den imperialistiske ’fred’. I denne sammenhæng har den danske krigsmagt ændret sig fra forsvar af de territorielle grænser til at have aktive operationer langt uden for disse som hovedopgave. Også denne udvikling og dansk krigsdeltagelse uden for landets grænser støder på stærk folkelig modstand.

Under disse omstændigheder bliver udviklingen af den internationale solidaritet mellem arbejderklassen og folkene i kampen mod imperialisme og krig af stadig større betydning. Som en lille imperialistmagt har Danmark også en kolonial fortid og et historisk efterslæb: Det færøske og det grønlandske folk har gennem årtier kæmpet for national selvbestemmelse. Denne kamp må anerkendes og støttes. Selvbestemmelsesretten indebærer også retten til fuldstændig løsrivelse.

Gennem en lang årrække er alle led i daginstitutioner og uddannelsessystemet generelt blevet ringere, sundhedsvæsenet er sakket bagud, og alle sociale sikrings- og pensionsordninger blevet omlagt og forringet. Serviceniveauet i den offentlige sektor er bevidst forringet, blandt andet med henblik på at øge det store omfang af udliciteringer og privatiseringer.

Arbejdsmarkedet er blevet omlagt i EU-retning, og der er blevet skabt et såkaldt tredje arbejdsmarked af aktiverede, bistandsmodtagere og arbejdsløse, som fungerer som et særligt løntrykkerkorps, uden faglige og andre rettigheder. Selv i år med økonomisk opsving er reallønnen ikke vokset for arbejderklassen taget som helhed.

Skattetrykket på det store flertal er øget, blandt andet gennem massiv indførelse af brugerbetaling – mens formue- og selskabsbeskatningen til stadighed er sat ned. De rige er blevet yderligere forgyldt – på det store flertals bekostning.

Derfor har der udviklet sig en række omfattende bevægelser og protester, der begynder at samle sig i en fælles kamp mod kapitalen. Med den store overenskomstkonflikt i foråret 98 som et foreløbigt højdepunkt er strejkebevægelsen er vokset i størrelse og omfang. Den retter sig mod privatiseringer, udliciteringer, angreb på tilkæmpede rettigheder, forringelser i arbejdsvilkår og offentlige nedskæringer o.m.a. Samtidig har de aktiverede arbejdsløse og bistandsmodtagere aktioneret og søgt at organisere sig til kamp. I de uddannelsessøgende NU-ER-DET NOK!-kampagne og mange andre protestbevægelser er en voksende protest mod forringelser kommet til udtryk, som også har manifesteret sig i forældrekamp mod nedskæringer på daginstitutioner, nedlæggelser af fritidshjem, forringede skoler o.s.v.

Også de folkelige bevægelser mod fremmedhad, racisme og ikke mindst den bevidst genoplivede nazisme har manifesteret sig. Reaktionen søger at udnytte og puste til modsætningerne mellem danskere og indvandrere og drømmer om etniske opgør, for at splitte kampen. Men enheden mellem danske arbejdere og udenlandske arbejdere vokser; det bekræftes til stadighed, at en linje for integration på verdsligt grundlag, og ikke tvangsassimilering, ghettoisering eller barbariske udsmidningskampagner, er vejen frem.

Det er karakteristisk, at arbejderklassens stemme er blevet stadig kraftigere hørt, og at arbejderne udgør kernen i den fremspirende fælles kamp mod kapitalen. Dette er sket på trods af en enig front af regering og opposition omkring alle de antifolkelige, asociale og antinationale grundelementer i gennemførelsen af den herskende klasses politik – og på trods af et massivt forræderi overfor arbejderklassen fra LO-toppens og fagbureaukratiets side, som har arbejdet på overtid for at spænde klassen for de herskendes vogn. Samtidig er det ikke lykkedes at aflede den voksende politiske og sociale utilfredshed i en fremmedfjendsk retning, som fascistiske og ultrareaktionære kræfter søger at opmuntre til, med magthavernes tavse bifald og bistand.

For at disse bevægelser for alvor skal komme til at udgøre en trussel mod den herskende klasses kurs er det imidlertid nødvendigt, at de øger deres grad af organisering og militans, og at den tætte sammenhæng mellem kampen til forsvar for levevilkårene og de tilkæmpede rettigheder, den økonomiske kamp som helhed og den politiske kamp kædes stadig tættere sammen. Den må befri sig for illusionerne om Socialdemokratiet og de øvrige reformistiske kræfter, herunder de ’små’ socialdemokratier som SF og Enhedslisten, som lover fremgang og reformer uden kamp mod den socialdemokratiske regering og dens politik.

Alle store konflikter og kampe viser, at treenigheden regering, arbejdsgivere og fagtop står sammen imod den brede befolkning; at skillelinjen går mellem imperialismen og dens organismer, herunder EU og NATO, og den danske kapital og dens statsmagt og politiske og andre institutioner på den ene side – og arbejderklassen, herunder arbejdsløse og bistandsmodtagere, ungdommen, herunder den studerende ungdom, det store flertal af pensionister og den øvrige arbejdende befolkning på den anden.

Fremgang i kampen mod kapitalens angreb forudsætter også et fuldstændigt brud med den socialdemokratiske og revisionistiske klassesamarbejdspolitik.

* * *.

Året 1999 har set et fald i den økonomiske vækst og andre krisetegn, som hurtigt kan blive forstærket. Mens Nyrup-regeringen søger at berolige ved at fortælle skrøner om en ’bomstærk’ økonomi og fabler om ’sikring af velfærden’, uddyber regeringen og alle de øvrige sorte kræfter imperialismens og kapitalismens offensiv på alle områder.

Arbejderklassens og det store flertals kamp må i denne situation have følgende hovedretninger:

Kamp mod øget flekstid, ’Ny løn’ og andre af de danske og europæiske monopolers metoder til at øge udbytningen, forlænge den samlede arbejdstid og svække arbejderklassens kampkraft! Kamp mod det tredje arbejdsmarked og andre metoder til at bekæmpe de arbejdsløse og ikke arbejdsløsheden og til at skabe et løntrykkerkorps! Kamp for generel nedsat arbejdstid i retning af en 30-timers normal arbejdsuge med fuld lønkompensation! Generelle klækkelige lønforhøjelser – en mindsteløn på 100 kr. i timen! Oprettelse af nye arbejdspladser med normale overenskomster og fulde faglige rettigheder til aktiverede, arbejdsløse og bistandsmodtagere!

En klækkelig forhøjelse af EU’s laveste selskabsbeskatning, genindførelse og stramning af formuebeskatningen! Fjernelse af alle bistandsordninger til kapitalen! Stop for oprustningen; ikke en øre og ikke en mand til den imperialistiske hær!

Generel forhøjelse af dagpengesatserne, bistandssatserne, de sociale pensioner og folkepensionen!

Forbedringer af daginstitutionerne, folkeskolerne, uddannelsesinstitutionerne, sundhedsvæsenet og de offentlige serviceydelser! Afskaffelse af brugerbetaling som beskatning med social slagside og stop for udliciteringer og privatiseringer!

Luk naziborgene! Stop nazimarcherne! Forbud mod nazistiske organisationer, propaganda og virksomhed!

Danmark ud af NATO! Danmark ud af enhver tilknytning til Vestunionen og det kommende EU-militær!

Nej til ØMU og Euro! Bekæmp ’Europas Forenede Stater’! Danmark ud af EU!

Fælles front mod imperialismen! For fred og venskab mellem folkene.