Gælden der tog det hele

For at blive medlem af den eksklusive europæiske møntunion skal landene opfylde en række krav til økonomien, heriblandt at statens gæld ikke overstiger 60% af nationalproduktet.

Den danske stat optager gæld bl.a. ved at udstede statsobligationer med en løbetid på f.eks. 5 eller 15 år til en årlig rente på 7%. Nogle af de største vestlige lande kan opnå en rente på 5-6%. Helt anderledes er forholdene for de fattige lande. Selv med en beskeden inflation kan u-lande sjældent opnå lån med en løbetid på mere end et år, og renten, de må slippe, er 20% eller mere. Det etårige lån når sjældent at blive afdraget og bliver derfor indløst med nye etårige lån. Hurtigt fanges landene i en gældsspiral hvor gamle lån, inkl. renter, betales med nye lån.

Forskellen på udlandsgæld og indlandsgæld er ikke ret stor i virkeligheden, fordi det er de samme finansgiganter, der står som udlånere, men indlandsgældens størrelse bliver ikke direkte påvirket af valutakursen, og pengene skal ikke findes ved et overskud på betalingsbalancen. Så længe staten evner at skrabe kontanter nok sammen fra borgerne, ønsker hverken regering eller finanskoncerner at skabe opmærksomhed om den indenlandske gæld.

Heller ikke i Danmark er der megen interesse omkring, hvem det er, der modtager de godt 52 mia. kr., som der i år er afsat til renteudgifter, de 45 mia. alene på den indenlandske gæld. Den samlede danske gæld er på 733,7 mia. kr., men eftersom regeringen bl.a. har lånt Den Sociale Pensionsfond, og fordi den ikke agter at betale tilbage, angiver man, at det reelle lån er ca. 140 mia. mindre. Den samlede danske gæld udgør efter regeringens mening 46,2 pct. af BNP i 1999.

Den nyere økonomiske udvikling i Brasilien har været en lang runddans med alle de værste af kapitalismens onder. I 1994 var den årlige inflation vokset til over 1000%. Først alt for sent blev regeringen tvunget til at skære igennem og indførte den nye møntfod, realen, der skulle stå i et stabilt forhold til dollaren. Et program med omfattende privatiseringer og liberaliseringer blev vedtaget, og i en årrække var Brasilien et mønster på en vækstøkonomi. En del af politikken lykkedes: Inflationen var i 1997 bragt ned til de mere almindelige 2%.

Verdenskrisens gennembrud i 1997-1998 betød, at den brasilianske valuta kom under meget hårdt pres, og i løbet af august og september 1998, efter at Rusland var faldet ud over den økonomiske afgrund, brugte statskassen 30 mia. dollar på at sikre valutakursen, førend man blev tvunget til at justere kursen. Valutakrisen betød, at den internationale valutafond IMF lånte Brasilien 41,5 mia. dollar i november 1998. Kravene for den finansielle nødbevilling var en række ekstra økonomiske reformer. Først og fremmest privatiseringer og skattelettelser til udenlandske investeringer. Den 15 januar i år blev nationalbanken tvunget til at opgive den stramme valutapolitik, devaluerede med 8% og erklærede realen for "frit flydende".

Et nyt monster er imidlertid dukket op, efter at man fik bugt med inflationsuhyret: Det hedder indlandsgælden. IMF’s krav til statsbudgettet var et overskud på 2,7%, et krav, som den brasilianske regering har gjort meget for at leve op til. Og det var da også lykkedes for regeringen at få budgettet til at give et pænt overskud på papiret, for det er kun et såkaldt primært overskud og indeholder ikke renteudgifter. Alene i årets første seks måneder var renteudgifterne på 240 mia. kr. Brasiliens samlede indlandsgæld er vokset til 1.500 mia. kr. eller ca. 50% af deres nationalprodukt, hvilket jo er det samme som det danske niveau, men renten på 19% gør, at renteudgifterne er uoverstigelige, og at gælden er vokser med utrolig hastighed. Nogle få "uansvarlige" politikere har været fremme med forslag om at sætte tilbagebetalingen i bero, men regeringen med IMF i ryggen har pure afvist det, da et sådant skridt vil sætte Brasilien uden for det gode selskab og skræmme de udenlandske investorer.

Et af argumenterne, som staten har brugt i slutudsalget af statslige selskaber er, at staten skal koncentrere sig om det, den er bedst til. Ifølge argumentationen har en række statsselskaber været drevet på en urentabel måde, således at det i virkeligheden er i samfundets interesse, at el- og teleselskaber, minedrift, stålindustri og den petrokemiske industri er solgt til fordel for den slunkne statskasse. Befolkningen kan nu ved selvsyn vurdere, hvad regeringen er bedst til: nemlig at stjæle fra de fattige og give til de rige. FSK