Krigen mod Tjetjenien –

og kapitalens ’humanisme’

Den anden russiske krig mod Tjetjenien har igen bragt billeder på TV-skærmene af fly- og raketangreb på en hovedstad, af sårede og dræbte civilister, af trøstesløse og desperate flygtningestrømme. Mindre end et halvt år efter afslutningen af NATOs krig mod Jugoslavien står en del af det europæiske kontinent igen i brand; fly efter fly letter sig for deres dødbringende bombelaster. Den allerede en gang ødelagte republik, som langtfra har overvundet sårene fra krigen 93-95, smadres i småstykker, ethvert levn af en eksisterende infrastruktur bliver knust. Dyrkningen af jorden gøres umulig; fabrikkerne er for længst gået i stå; kraftværkerne er smadret, så Tjetjenien er helt afhængig af russisk strømforsyning; boligkvarterer og landsbyer er jævnet med jorden; hundredtusinder er på flugt. Hovedstaden Grosnij er belejret og sønderbombet.

E

n ny humanitær katastrofe er tydeligvis under opsejling. Men denne gang er den politiske reaktion udeblevet. For mindre end et år siden skreg politikerne fra København til Bonn, London, Paris og New York op om, at ’verdenssamfundet ikke kunne se passivt på, at værgeløse civile blev massakreret’.

Nu bliver ’værgeløse’ civile igen åbenlyst massakreret og fordrevet – men denne gang ikke af Milosovic’ Serbien. Denne gang af Jeltsins Rusland, under anførsel af hans nyudnævnte regeringschef og håndplukkede kandidat som efterfølger, Putin. Og så er det selvfølgelig en helt anden sag. Så stiller tingene sig anderledes for kapitalens ’humanister’.

Vi plæderer selvfølgelig ikke for, at NATO skal gå i krig mod Rusland, eller for at bombardementerne af Beograd skal følges op af raids mod Moskva. Vi understreger bare, at ’humanisme’ ingen plads har i de blodige udviklinger; at det ikke er bekymringen for civile ofre, der er udslagsgivende, hverken i forhold til krigen i Kosova, bombardementerne af Beograd eller vurderingen af den tjetjenske krig. Det er helt andre interesser, der står på spil.

R

uslands krigsmål er åbent udtrykt. I ly af kampen mod ’terrorisme’ vil man partere den tjetjenske republik i dels en militært besat russisk såkaldt ’sikkerhedszone’, dels i et område, der skal styres af en prorussisk marionetregering. Tjetjenien skal med andre ord undertvinges med vold – uafhængigt af landets egne eller befolkningens ønsker. Sådan ’løser’ Ruslands magthavere – det imperialistiske Vestens venner og allierede, Jeltsin og Co. – det nationale spørgsmål efter Sovjetunionens opløsning og kapitalismens åbenlyse genrejsning. Ikke engang de værste borgerlige propagandaskrøner om Stalins socialistiske Sovjet, eller den reelle nationale undertrykkelsespolitik under hans revisionistiske efterfølgere, kan berette om systematiske bombning af en officiel del af Rusland, af landets egne indbyggere.

Men Jeltsin og Co. følger selvfølgelig i NATOs og Vestens fodspor. Billederne af luftbombardementerne af en anden europæisk hovedstad – Beograd – er knap forsvundet fra nethinderne. Jeltsin gør det samme, som NATO gjorde for få måneder siden!

O

g de danske og tyske ’humanistiske’ politikere er tavse. Også Clintons USA er påfaldende stille, og nøjes med blide formaninger. Kun den fløj af det imperialistiske USA, der har direkte interesser i at få fingerene i den kaspiske olie og ønsker foden på den rige kaukasiske jord, som kredsen med Bresjinski som talsmand, advokerer en mere aktiv indgriben. De udslagsgivende imperialistiske kræfter i Europa – og det er den tyske imperialisme – ønsker at sikre sig adgang til de russiske (og kaukasiske råstoffer) – og det drejer sig først og fremmest om OLIE – med fredelige midler.

Derfor har tjetjenernes ’menneskerettigheder’ liden interesse. Derfor ser man til. Humanitære katastrofer eller ej.

Imperialisme er overmoden og rådnende kapitalisme.

Redaktionen den 9. november 1999