BELEJLIG ‘borgerkrig’

"I en tilsyneladende meget veltilrettelagt operation skabte omkring 50 unge mennesker tilstande på Nørrebro i København, som bedst kan beskrives som borgerkrig."

-Internetavisen Jyllandsposten, 7/11 ‘99

"Borgerkrig" - ja det var den borgerlige presses umiddelbare kommentar til balladen natten til den 8. november - der ifølge pressen var en reaktion på udvisningen af en tyrkisk statsborger født og opvokset i Danmark.

‘Borgerkrigen’ kom yderst belejligt. Dagen før krystalnatten med de brede folkelige manifestationer mod nazisme landet over. Og lige op til finanslovforhandlingerne om politibevillingerne. Hærværk mod småhandlende, også indvandrere, på Nørrebro. Brand og terror på Nørrebrogade, mens politiet magtesløst måtte se på!

Efterhånden har kapitalens stik-i-rend-drenge med Nyrup i spidsen bygget et ordentligt Sankt Hans-bål af fremmedhad op, og udvisningen af en tyrkisk statsborger der er både født og opvokset i Danmark, blev, ikke overraskende, til en ordentlig omgang benzin oveni. Det er reaktionen, der oppisker til ‘borgerkrig’ og etniske bestemte opgør. Det er vand på dens mølle. Nu snakker de selvsamme politikere, der har bygget bålet, om ekstra politi og skærpelse af straffeloven; de vil bruge "ballademagerne" som syndebukke, og alene den voldsomme reaktion bruges til at retfærdiggøre udvisningen.

Vi vil uden tvivl se flere udvisninger i fremtiden. Flere mennesker der tvinges til et land, de måske betragter som deres hjemland. Et land som de, deres kone og deres børn, ofte kun kender fra ferier. Det er også stensikkert, at størsteparten af - hvis ikke alle, udvisningerne, vil være mod arbejdere. Det er ingen hemmelighed, at langt størstedelen af dem,der straffes i Danmark - og et hvilket som helst andet kapitalistisk land for den sags skyld - kommer fra arbejderklassen. Det er selvfølgelig indlysende, at dem der intet har, er dem der er mest desperate for at forbedre deres liv. Og at frustrationerne ved at være låst inde i kassen "social taber" skal ud på en eller anden måde, ofte med vold som følge, er uundgåeligt.

De rigtigt grove forbrydelser, både berigelses- og voldskriminalitet, begås dog sjældent af arbejdere. Massemord, tæppebombninger, selskabstømning osv. osv., er alt sammen i kapitalisternes synderegister, men bortset fra enkelte syndebukke, går de altid fri, for den, der skriver loven, straffer næppe sig selv.

Ja, det kapitalistiske system spillede fallit for mange år siden, og for hver time der går, må flere og flere føle det på egen krop... sult, nød, krig, masseudrydelser, listen er lang. Kapitalen bruger en hvilken som helst mulighed til at splitte arbejderklassen, og forhindre dens kamp. Til dette har racisme altid været, og vil altid være et våben. En syndebuk at bebrejde, i stedet for det kapitalistiske system, ud fra devisen, "hvis arbejderne tæver hinanden, tæver de ikke os".

For det store flertal af Danmarks og verdens befolkning, er der kun en vej væk fra den stigende elendighed, uanset hudfarve, sprog og kultur:

Vejen hedder Socialisme!