"Gucci-feminister"
De seneste år er begrebet feminisme blevet brugt om de fleste spørgsmål, som angår kvinder – hvad enten de er politiske eller ej. Der er gået ren inflation i ordet. En oprydning i begrebet – og hvad kommunister lægger i feminisme – er nødvendig.
Artiklen her er sakset fra det norske tidsskrift "Revolusjon", der netop er kommet på gaden.
I dag bruges ordet feminisme om alt, hvad der angår kvinder – omtrent. En slags individuelt kvindeoprør – et oprør blandt andet imod kropsdyrkelse – men hvor det også afvises, at det er et politisk spørgsmål. I et interview i Dagbladet siger de norske forfattere til den ny bog "RåTekst", at en feministisk kampsag er at spise kage til morgenmad. Den kulørte presse med flere fremstiller dette som " de unge kvinders" feminisme.
Et udtryk, der har været meget brugt i den sidste tid er "Gucci-feminister". De fleste mandfolk ved overhovedet ikke, hvad dette er. Men Gucci er altså en modedesigner, og udtrykket beskriver de vellykkede overklassekvinders karrierekamp. I gamle dage ville Klassekampen (norsk venstrefløjsdagblad, red.) og AKP/RV/RU (det norske maoist-parti, Rød Valgalliance og Rød Ungdom i Norge, red.) vel slet og ret have kaldt disse kvinder for feminister. Men efter, at de fleste kvindeaktivister i dette miljø er begyndt at betegne sig selv som feminister og kvindekampen som feminisme, så bruges blandt andet udtrykket "Gucci-feminister" til at skelne mellem de gode og de "dårlige" feminister.
En anden feminismevariant, der er dukket op igen, er dyrkelsen af alt "kvindeligt". Heksebevægelsen ( var levende særlig i Danmark i 70’erne) er en afart af dette, økofeminisme er en anden.
Findes der politiske og radikale feminister?
Ja, det er klart, at der gør. Mange kvindeaktivister og kvindeforskere, som udelukkende har et feministisk grundsyn og ikke et klassekampsperspektiv på det, de laver, har fået bragt meget vigtigst stof frem både for kvindekampen under kapitalismen og for den kamp, der må føres videre under socialismen. Samtidig vil deres politiske udlægninger og strategi – blandt andet teorien om patriarkatet løsrevet fra en økonomisk klasseanalyse, være ubrugelig til at få bragt kvindeundertrykkelsen til ophør. Den er en lynafleder og fører bare kampen væk fra den samfundsomvæltende ideologi – væk fra nødvendigheden af den socialistiske revolution.
Findes der kommunistiske feminister ?
Kan man dele feminismen op i så mange forskellige retninger, at der også findes en kommunistisk?
Op gennem den organiserede kvindebevægelses historie er det et faktum, at den revolutionære linje og den feministiske har stået i modsætning til hinanden. Selvom hele kvindebevægelsen har stået sammen om mange dagskampskrav – som f.eks. kravet om fri abort - så har kvindernes forskellige klasseinteresser altid slået igennem. For den revolutionære kvindebevægelse var kampen for betryggende fødemuligheder og de økonomiske muligheder – retten til at have børn – en del af abortkampen. Mens det ikke var problemer, kvinder fra den højere middelklasse og opefter behøvede at bekymrer sig om.
Tøv med søsterskab på tværs af klasseskel
Den tyske kommunist, Clara Zetkin, som er "mor" til 8.marts – Kvindernes Internationale kampdag, skriver i en artikel fra 1903 med titelen "Hvad kvinderne skylder Karl Marx":
"Gennem sin dybtgående, skarpsindige analyse af klassemodsætningerne i nutidens samfund og dens rødder har Marx åbnet vore øjne for de uforenelige klassemodsætninger, som skiller kvinderne i de forskellige klasser. Kærlighedsvrøvlet om det ene store søsterskab, der tilsyneladende slynger et forenende bånd om bourgeois-damer og proletarkvinder, brister som sæbebobler i lyset af den materialistiske historieopfattelse. Det sværd, som har hugget forbindelsen mellem den proletariske og borgerlige kvindebevægelse over, har Marx smedet og lært os at bruge, men han har også smedet indsigtens kæde, som ubrydelig knytter den proletariske kvindebevægelse sammen med den socialistiske arbejderbevægelse og sammen med proletariatets revolutionære klassekamp."
Feminismen (ofte kaldet kvindesagen) og revolutionær kvindekamp har op gennem historien fulgt forskellige linjer og været talerør for kvinders forskellige klasseinteresser.
I dag bruger kvindeaktivister på venstrefløjen udtrykkene "feminisme" og "kvindebevægelse" om hinanden. På den måde "viskes" skellene ud, klassespørgsmålet bliver diffust – hvis det ikke forsvinder helt ...
Klasse eller andre kriterier?
Der er flere teorier på venstrefløjen, som ser bort fra klassespørgsmålet som hovedspørgsmål.
En af dem er "triple oppression"- teorien, der ligestiller sexisme og racisme med det kapitalistiske system som undertrykkelses faktorer. Kritikken mod at hævde, at klassespørgsmålet er det afgørende, tog for alvor fart i 60’erne og 70’erne. Kritikken gik på, at kvinder fik deres klassetilhørsforhold defineret af mandens klassetilhørsforhold og ikke sin egen, at ideerne om klasser var bygget på billedet af den mandlige arbejder, at klasseteorierne ikke kunne begrunde, hvorfor kvinder var særlig undertrykt. Ikke særlig forskellig fra det som findes i Kersti Ericssons skrifter og teorier, som jo har formet AKP’s og /RV/Rus syn på kvindekampen i dag. Teorien om trippel-undertrykkelsen voksede frem i USA – men fik også stor opslutning blandt kvindeaktivister i den tredje verden. Ifølge denne teori er det tre forhold, som definerer en persons stilling i samfundet. Eftersom både kvindeundertrykkelsen (som langt hen af vejen bliver defineret som mandschauvinisme) og racisme eksisterede før kapitalismen – har disse ikke nogen direkte tilknytning til det kapitalistiske økonomiske system. Kommunisterne anklages, fordi de hævder, at arbejderklassen og dens kamp for socialisme er det essentielle. I dag har denne teori specielt støtte blandt "de autonome" – Blitz er vel det nærmeste vi kommer i Norge. Men den påvirker også andre miljøer ...
Den alvorligste fare ved både den nye og den gamle feminisme – uanset retning, farve eller facon, er, at den kaster hovedspørgsmålet i kvindekampen væk. Kun gennem revolutionen, gennem socialismen har kvinderne en chance for at blive undertrykkelsen kvit. Alle andre standpunkter, uanset hvor ideelle de er, vil virke samfundsbevarende.
Tid til selvkritik
Kommunisterne i Norge og internationalt har ikke altid været på højde i kvindespørgsmålet. Det er ofte blevet nedprioriteret, både indadtil i organisationerne og når det gælder teoriudvikling. På den måde har feministerne fået hele den kvindepolitiske arena for sig selv.
Ofte bliver kvindepolitik i bedste fald forbeholdt nogle få kvinder, uden at det bliver en samlet politik for hele bevægelsen. Spørgsmål om kvindernes klassetilhørsforhold, feminisering af arbejderklassen, familiens rolle under kapitalismen, kvinders reproduktive rolle og andre emner er centrale spørgsmål for hele den kommunistiske bevægelse. De angår både mandlige og kvindelige kammerater og må ikke reduceres til "kvindeanliggender".