Arbejde uden løn
I Sverige diskuteres forslag om at sætte bistandsmodtagere i arbejde uden løn. Herhjemme er Århus kommune gået skridtet videre med forslag om, at arbejdsgiverne frit kan benytte bistandsmodtageren i tre år.
"Färre med bidrag, fler i jobb" er en svensk version af, hvad vi herhjemme har fået fra socialminister Karen Jespersens side, når de gælder tvangsaktivering af arbejdsløse på bistand.
I følge det svenske forslag skal alle, der ikke har lønarbejde, og som ikke kan komme i A-kasse, kunne sættes til alt muligt slags arbejde. Nogen løn for arbejdet vil der ikke blive tale om. Men derimod tvangsarbejde for en lav bistandshjælp: fuldtidsarbejde under et år til 2-3.000 kr om måned plus en lille "stimulans" på 500 kr. Tvangsarbejdet kvalificerer ikke til at komme i A-kasse, og siger man nej tak ryger bistandshjælpen. I Danmark kaldes det "en udvidet rettighed" - et tilbud, man ikke kan sige nej til. I Sverige kaldes det "en udvidet udviklings garanti", der hverken garanterer udvikling eller arbejde.
Meningen er, at det ikke kun skal gælde arbejdsløse på bistand. Arbejdsløse på A-kasse skal også kunne udnyttes, hvilket kan sættes i værk uden at ændre den eksisterende A-kasse lovgivning i Sverige.
Socialminister Karen Jespersen chokerede sig selv for nylig med en ny bestilt rapport, der viser, at trods den megen tvangsaktivering er antallet af mennesker på kontanthjælp ikke faldet siden 1994. At der med de seneste arbejdsmarkedsreformer er smidt tusindvis af især ufaglærte ud af a-kasserne over på kontanthjælp, og at det rammer flere og flere, var ikke rapportens opgave at dokumentere. Socialministeren skulle bruge den til at sige, at nu må der tages endnu skrappere midler i brug.
Århusmodellen
I disse uger sendes der prøveballoner op for at se, hvor skrappe midler der kan tages i brug i lige nu. I Århus har den socialdemokratiske socialrådmand Lis Særkjær Petersen foreslået, at Århus får "frikommune-status" til at forære arbejdsgiverne 3.000 arbejdsløse bistandsmodtagere i tre år. Arbejdsgiverne skal ikke betale en eneste krones løn for de tre års arbejde - den bliver betalt af Århus kommune, der til gengæld sætter taksten op, så den svarer til overenskomstmæssig løn. Arbejdsgiverne skal ikke være forpligtede til at ansætte bistandsmodtagerne ud over de tre år.
"Ikke helt godt nok" lyder den foreløbige dom fra arbejdsgiverne i DA, LO-toppen og Christiansborg-politikerne. "Modellen skaber ikke en samlet positiv effekt på ledigheden, fordi de virksomheder, som baserer sig på denne arbejdskraft, vil påføre andre en urimelig konkurrence," udtaler direktør i DA, Ole Krogh.
"Hvis man kan lave en aftale med arbejdsgiverne om, at der er faste job bagefter, så er det fint", siger SF’s finansordfører Jes Lunde til forslaget.
"Man klientgører bistandsmodtagerne unødigt ved at sende dem ud på arbejdsmarkedet med en pose penge," lyder det fra LO-sekretær Marie-Louise Knuppert.
SiD chance
Formanden for SiD’s offentlige sekretariat, gruppeformand John larsen mener imidlertid, at man bør give forsøget med Århusmodellen en chance.
"Det helt nyskabende i Århus-modellen er trods alt, at de aktiverede får fuld løn. Det er et stort skridt i den rigtige retning.Det afgørende er at bistandsklienterne ikke skubber ordinær arbejdskraft ud af arbejdspladserne", siger John Larsen.
Hvordan SiD vil forhindre at deres egne medlemmer ikke skubbes ud tilfordel for arbejdskraft, som arbejdsgiverne får gratis foræret, gives der intet bud på.
"Hvis spørgsmålet var reelt arbejde på lige fod med alle andre og at bistandshjælpen samtidig blev rettet op, så den svarer til en lønindkomst ville det være en nyskabelse af dimensioner. Men Århusmodellen er bare lokkemad for at udvide arbejdsgivernes brug af os som lokkemad",
mener bistandsmodtager Jan Nielsen, ABiO.""Afskaf det 3. arbejdsmarked - skab reelt arbejde" var derimod kravet fra den landsdækkende konference i Odense om tvangsaktivering af arbejdsløse.
At indholdet - tvangsudskrivning af arbejdsløse til fri afbenyttelse af arbejdsgiverne - vil blive sat langt mere omfattende i værk, er der derimod ingen tvivl om. Nyrup-regeringen indgik den 5. oktober i år en aftale med kommunerne, der med "frikommune-status" skal gøre det muligt for kommunen at udlicitere de arbejdsløse frit til arbejdsgiverne.
Vito