Fredsaktivister frikendt i Skotland

Den danske fredsaktivist Ulla Røder og to andre fredsaktivister er blevet pure frikendt ved en retssag i Skotland efter de havde gjort ubåds-test-stationen Maytime ukampdygtigt til atomvåben. Kvinderne handlede i overensstemmelse med de internationale love, der erklærer atomvåben for ulovlige. Den opsigtsvækkende dom, der er en sejr for anti-atomvåbenbevægelsen, ventes at gå til en højere ret.

 

Den 8. juni sejlede tre fredsaktivister ud i en oppustelig båd fra den skotske kyst. Målet var øen Loch Goil, hvor det flydende ubåds-laberatorium Maytime ligger forankret. Maytime er en teststation, der bl.a. bruges i forbindelse med afprøvning af de engelske atomvåbenbærende ubådes evne til at undgå sonar opdagelse.

De 3 aktivister var Ulla Røder (44 år) fra Danmark, Ellen Moxley (63) fra Skotland og Angie Zelter (49) fra England, og deres erklærede formål var at disarmere Maytime. De havde derfor forsynet sig med værktøj som hammere og brækjern for at kunne tiltvinge sig adgang til teststationen.

Alt forløb glat. Der var ingen på teststationen, da de ankom, og i de næste 3 timer kunne de uhindret slå løs på computere med hammerne og smide meget udstyr over bord. Myndighederne har opgjort, at de nåede at uskadeliggøre for næsten 2 mio. kr. udstyr, inden de blev stoppet i deres forehavende af militærpoliti og blev varetægtsfængslet. Siden har de siddet bag tremmer, indtil dommen i retssagen mod dem faldt for en uges tid siden. Frikendelse for hærværk.

De tre frikendte aktivister er alle medlemmer af aktionsgruppen "Pheasents Union", som er en del af den internationale anti-atomvåbenkampagne TP2000. En kampagne, der har det erklærede formål at fjerne illegale masseødelæggelsesvåben i Storbritannien, ikke mindst det nye, engelske atomvåbenprojekt Trident Plougshare 2000, ved ikke-voldelige og direkte aktioner.

I en kollektiv udtalelse i forbindelse med fængslingen slog de tre aktivister fast: "Vore aktioner er baseret på den lovlige og etiske præmis, at UK’s (United Kingdoms) Trident atomvåben-system er et system, der forbereder massemord på uskyldige civile over utalte generationer. Som fredselskende mennesker føler vi os ansvarlige for at prøve at gøre alt, der står i vor magt, til at forhindre systemet i at være i stand at operere, forudsat at vore aktioner er sikre, ikke-voldelige, åbne og ansvarlige."

 

Ret til at aktionere mod atomvåben

De tre anklagede holdt sammen under hele retssagen, og de forsvarede deres handlinger med, at de havde en moralsk og politisk ret til at gennemføre aktionen, da der var tale om, at det nye, engelske Trident Plougshare-atomprojekt var et brud mod international lov.

Retssagen startede 27. september og varede i godt fire uger. De første dage gik med, at anklageren førte sine vidner, først politifotografen, der blev sat til at fotografere alt det ødelagte udstyr, og senere den øverstkommanderende for de involverede politifolk og en dykker, der videofilmede på bunden af havet rundt om Maytime. De berettede omhyggeligt om de mange skader mod Maytime, som var blevet begået.

Men det lykkedes for forsvarerne at få drejet sagen ind på motivet for aktionen. Brugen af Maytime som teststation til afprøvningen af de nye, engelske atomvåbenbærende ubåde, Trident Plougshares, sonar-usynlighed. Forsvarerne fik fastslået, at der var tale om udviklingen af et ny, mere avanceret atomvåbensystem, og de anklagede kunne senere, da de blev krydsforhørt, på overbevisende måde begrunde og retfærdiggøre deres aktion.

Retssagen løb ud i sandet for anklagemyndigheden og den britiske stat. Det endte med frikendelse for alle anklager. Samtlige 15 udpegede nævninge var enige om, at aktionen var i orden, set i forhold til, at det engelske NATO-atomvåbenoprustningsprogram var illegalt set ud fra international lov. De anklagede havde derfor ret til at aktionere for disarmeringen af Trident-atomvåben-ubådene. De har ikke gjort noget ulovligt, tværtimod.

TP2000 har både før og efter Maytime-aktionen gennemført tilsvarende aktioner, hvor man ulovligt er trængt ind på NATO-baser, og de har deltaget i demonstrationer mod NATO-topmøder. Flere aktivister er blevet anholdt for deres aktiviteter. Frikendelsen af de tre vil uden tvivl anspore til nye aktioner.

 

Udmarvende retssag

Selve retssagen var udmarvende fysisk og psykisk for de tre aktivister, der, da den startede, allerede havde siddet indespærret i næsten fire måneder. I celler, hvor de kun blev lukket ud en gang om dagen for at gå en rundtur i fængselsgården. Under retssagen forlod de fængslet kl. 7.15 om morgenen og vendte først tilbage kl. 21.00.

Køreturen til retssalen var meget lang, men den daglige ud- og indtjekning fra fængslet tog også sin tid. Inger Bjørn Andersen fra Kvinder for Fred var i Skotland under den første uge af retssagen. Her overværede hun en dag i retten, og hun fik også lejlighed til at tale med Ulla Røder i fængslet. Hun beskriver forholdene i retssalen som afslappede, mens forholdene i fængslet var langt mere strikse. Alligevel var Ulla Røder og de to andre anklagede ved godt mod.

Inger Bjørn Andersen vurderer, at der er tale om en vigtig sejr for fredsbevægelsen. Det er for første gang retsligt fastslået, at det er tilladt at aktionere mod atomvåbenoprustningen med henvisning til, at den er ulovlig ifølge international lov. Når politikerne ikke vil fjerne atomvåbene, så må TP2000

og andre indenfor fredsbevægelsen gå i aktion mod ulovlige masseødelæggelsesvåben og opbygge en bevægelse, der kan gennemtvinge nedrustning.

Hun forklarer, at det er kommet helt bag på "plovskærerne", som hun kalder aktivisterne i TP2000. De havde, som retssagen skred frem, forventet, at de tre ville være blevet idømt en fængselsstraf, der ville svare til den tid, som de havde siddet i fængsel. Dommen skal udnyttes til at sætte ekstra gang i aktiviterne mod Trident 2000 Plougshare

Der var ingen, der havde drømt om, at retten ville frifinde dem totalt, som det er sket. Om sagen vil blive anket til en højere retsinstans af anklagerne, vides på nuværende tidspunkt endnu ikke. Indtil videre er de anklagede på fri fod.

Plovskærerfolkene forventer imidlertid, at den opsigtsvækkende dom i sagen vil blive appelleret til en højere retsinstans, fordi myndighederne ikke vil kunne leve med, at de tre fredsaktivister er blevet frikendt fuldt og helt. Det vil være en alt for stor opmuntring for fredsbevægelsen verden over, hvis det kommer til at stå fast, at hensynet til overholdelse af international lov, der forbyder atomvåben, står over national lov.

 

Et NATO-projekt

Trident Plougshare 2000 er et vigtig led i den atomvåbenoprustning, som NATO/USA har iværksat, og sker med USA’s fulde støtte. Der er tale om en modernisering af det britiske atomvåbensystem, der går ud på at forsyne fire britiske atomvåben-ubåde med nye, effektive atombomber, der har en længere rækkevidde en de gamle.

Selvom der er tale om en effektivering af de britiske atomvåben, så fremstilles Trident Plougshare 2000 officielt som et nedrustningsinitiativ, da Storbritannien samtidig skrotter de forældede, udrangerede atomvåben.

Med de fire moderniserede atomvåben-ubåde vil Storbritannien og NATO til stadighed kunne have ubåde med kraftige, træfsikre bomber, der er 8-10 gange større end Hiroshima-bomben, placeret i internationalt farvand. Atomvåben, der er rettet mod lande, der anses for at udgøre en fare for imperialismen. Der er tale om ødelæggelsesvåben, der er så kraftige, at de ikke kan siges kun at have et militært formål. De civile tab og naturødelæggelserne vil være katastrofale utallige generationer frem.

Atomvåbene er bygget til at blive taget brug, hvis imperialismens interesser for alvor er truet, og de britiske vil ikke kun blive taget i brug, hvis Storbritannien er i overhængende fare for at blive angrebet. I en nødsituation vil våbnene blive brugt, hvis også andre NATO-lande er truet, og det er NATO/USA, der vurderer, hvornår der er tale om en nødsituation.

Det er med den begrundelse, at atomvåbene kun vil blive brugt i en overhængende krisesituation, at stormagterne fastholder lovligheden i at besidde atomvåben. Der er tale om et afskrækkelsesmiddel, der udnyttes til at true alle lande, der træder op mod imperialismens verdensomspændende interesser.

Verden er ikke blevet spor fredeligere, og imperialismen er ikke blevet mindre rovgrisk og krigerisk efter sammenbruddet i Øst-Europa. Våbenkapløbet og herunder atomvåbenoprustningen fortsætter i et rask tempo, international lov om atomvåben og højtidelige traktater om nedrustning eller ej. Den nye verdensorden, Pax Americana, har ført nye krige og fortsat undertrykkelse af verdens folk med sig. Imperialismen lader sig ikke binde af international lov og ret.

Den sætter selv sin dagsorden, som resten af verden tvinges til at acceptere. Om ikke fredeligt, så ad voldelig vej. TP2000 har sat sig op mod imperialismens - NATO’s - atomvåbenoprustning og sat sig som mål at disarmere/fjerne det engelske Trident Plougshare atomvåbensystem inden år 2001.

Mo/Od