"Hans navn blæser i vinden"

Filminstruktøren J. T. Allen skabte et sandru epos i 1995 med sin film om den legendariske indianske frihedskæmper apachehøvdingen Geronimo. Og om et gigantisk folkemord på Amerikas oprindelige indbyggere.

USA’s daværende "heltemodige militær kaldet "blåjakkernes kavaleri" nedslagtede i tusindvis af sagesløse indianske kvinder og børn - fik endog pengepræmier for hver myrdet kvinde eller barn. Selvfølgelig den højeste pengepræmie en dollar for hver myrdet kvinde og så det halve i "præmie" for hvert dræbt indianerbarn.

Vi har ellers fået serveret underlødige og løgnagtige film og historier, hvor indianere fremstod som undermennesker og blodtørstige vilde uden den mindste eksistensberettigelse. Tanken ledes automatisk hen på nazismens myrderier af jøderne.

Denne enegænger blandt amerikanske film om indianerne i Nordamerika beretter om en kultur så ubeskrivelig smuk omkring livet og naturen, som kan få en til at græmmes over den herskende kapitalismes "civiliserede kultur" med narko og vold, svindlerierne i Bruxelles og atombomber over Hiroshima og Nagasaki.

Her ser vi i filmen de skønneste traditioner i danse og vidunderlige bryllupsceromonier, alt i den mest fredelige og menneskekærlige atmosfære. Indianernes tro eller religion, om man vil, som omhandler solen og vinden, kunne vel være lige så anerkendelsesværdig som Buddhas, katolikkernes eller den herostratisk berømte amerikanske vækkelses-prædikant Bill Grahams fantasterier.

Men indianerne stod i VEJEN for Mammons griske begær. Eventyrlysten graven efter det gule metal - guldet - trængte uimodståeligt ind og ødelagde et helt folks naturlige livsbetingelser. Guldets magt, som blev indledningen til monopolkapitalens globale udbytning af de arbejdende mennesker og imperialismens hærgen, af undertrykte folk og nationer. Her ledes tanken automatisk hen på en forgangen udtalelse af Lenin om, at "når kommunismen har sejret, bygger vi i Moskva et pissoir af det bareste guld".

Den dyriske og brutale skalpejagt var ikke ‘rødhudernes’ opfindelse, men tværtimod de ‘’hvides". At raseriet i kampen mod de indtrængende voldsmænds hærgen fik karakter af gengældelse, er en anden sag. Sikke sandheder, der kom frem ved denne enlige svale af en modig amerikansk filminstruktør..

Den dag i dag kan man ved progressive reporteres indsats få bevidnet, at indiansk liv og kultur forsmædeligt er sunket ned i armod og elendighed i såkaldte "reservaters" slum a la Apartheid i Sydafrika , ‘Guds eget land’ og God bless America (Gud velsigne Amerika).

Videre i dette enestående epos vistes de øde reservaters ufrugtbare jord, som kynisk henvistes til ‘jordbrug’, der resulterede i svindsot, sult og død, ganske som i koncentrationslejre. Ved slutningen af filmen ses flugten fra reservatet for at kæmpe en sidste desperat kamp mod overmagten. De forskellige stammer, spredt i skarer omkring i det tabte land, forenes.

Sejren over den fanatiske yankee-general Custer ses ikke, men omtales pr. speaker. Det hele ender med Geronimos frivillige overgivelse, arrestation og henrettelse- hvad ellers? I indiansk myteologi hedder det sig, at ‘hans navn blæser i vindene". Helt i ånden fra skalpering af indianerbørn kan vi i ‘vort århundrede’ endnu have et billede på nethinden - de skrigende vietnamesiske børn på landevejene, overdænget med napalm fra kampfly af ‘overmenneskene’ i US AIRFORCE ...

Herhjemme skete der noget, som forskrækkede borgerskabet: ‘Stormen på Rådhuset’.

Tankerne gik uvilkårligt tilbage til ‘Slaget på fælleden’, revolten i Nakskov først i trediverne eller Ribuskonflikten i halvfemserne. Tusindvis af rasende forældre, som fik stænget deres børn til dårligere vilkår i daginstitutionerne, forsamlet i protest på Rådhuspladsen, hørte det gjaldende råb: "Bryd ind, gå ind, gå ind!" - Og det gjorde de sgu! Fint. Lige det, der skulle til.

Måbende sad ‘Demokratiets fortolkere’ i de gyldne sale parat til at stemme menigmands utvivlsomme flertal ned. Forargelsen - for ikke at sige rædslen - lyste ud af øjnene på ‘de folkevalgte’, som måtte se det celebre møde afbrudt med harmfulde skældsord, ja, endog deres talerstol blev erobret af arbejderbørn, medens demonstranternes store skarer blokerede overalt omkring de polstrede lænestole. Dette var et lynglimt af, hvad magthaverne kan vente sig i fremtiden, og til den tid vil der komme magt bag skældsordene.

"Den nye verdensordens" ødelæggen og hærgen, krige, narko og fornedrelse, og monopolkapitalismens krise med spekulationsbørsernes evige tendens til krak og kursfald med arbejdsløshed til følge - også i Danmark selvfølgelig - vil i det nære årtusinde føre til oprørsdemonstrationer, hvor dørene til Christiansborg vil blive slået ind. Det bliver en storm, som hensætter ‘Stormen på Rådhuset’ som et kært minde.

Den borgerlige presse og TV elsker at tale om en venstrefløj som et alibi for "demokratiet". En selvpiner fra SF, Antorini og Dahl, har skrevet en bog om ‘venstrefløjens’ vildfarelser. De mener, det er nye tider, hvor middelklassen spiller hovedrollen, medens proletariatet er ‘en råbende dværg". Deres åndsevner fatter slet ikke, at ‘det moderne menneskes’ brug af digtigal teknologi og robotindustri simpelthen vil føre til øget proletarisering og skabe det overvældende flertal, som naturnødvendigt overtager magten ved den socialistiske revolution.

Hvorfor? -Fordi produktionen er samfundsmæssig og derfor ikke abnormt kan ejes af et fåtal af profitmagere. I øvrigt … hva’ for en ‘venstrefløj’? Det er jo kun revolutionære kommunister, som er berettiget til dette navn. ‘Venstrefløjen’ er jo kun en dyne af opportunister, som drømmer om ‘ministersocialisme’ og forsoning med det bestående. Forskel og afgrænsning er da tydelig for enhver, som aktivt er med i klassekampen.