"Nürnberg Backstage"

Den 38-årige teaterinstruktør Rolf Heim er født i Schweiz, men har boet i Danmark i snart 10 år. I sit teaterstykke "Nürnberg Backstage" vil han have os til at føle med det psykologiske pres, det angiveligt skulle have været, at være nazistisk bøddel og krigsforbryder.

Nazismen var blodig virkelighed og Nürnberg-processen var ikke teater. Men ligesom flere andre åndsfælller har Heim ikke evnet eller ikke gidet sætte sig ind i Nürnberg-domstolens præmisser. Hvis han havde gjort sig den ulejlighed, havde han f.eks. fået udførlige svar på sine skoledrengeagtige, naive spørgsmål om, hvorfor der blev dømt efter love med »tilbagevirkende kraft«.

Da nutidens hvidvaskere og flittige historieforfalskere bruger dette spørgsmål til at sprede tvivl og myter, kan der være grund til at se lidt nærmere på domstolen og dens arbejde.

Den internationale krigsforbryderdomstol, som samledes i Nürnberg, blev formelt oprettet af USA, Frankrig, Storbritannien og Sovjetunionen. Det var indlysende og naturligt, at domstolen blev oprettet af disse lande, der som ledende medlemmer af Anti-Hitler-Koalitionen også havde været i spidsen for den fælles, verdensomspændende kamp imod den fascistiske aggressionskrig. Efterspillet efter Anden Verdenskrig var helt enestående. Det var f.eks. første gang, der blev rejst tiltale imod et lands øverste politiske, militære og økonomiske ledelse for krigsforbrydelser. Det skyldtes helt enkelt, at det var første gang, at et lands ledelse helt bevidst og velovervejet havde planlagt og gennemført besættelse af en lang række lande og havde forberedt og gennemført hidtil usete krigsforbrydelser, herunder industriel aflivning af millioner af mennesker.

Efter Første Verdenskrig blev det i Versail- lestraktaten i 1919 slået fast, at tyskere, der havde begået krigsforbrydelser, skulle drages til ansvar. På grund af politisk spil blev retsforfølgningen overdraget de tyske myndigheder, hvilket resulterede i en farceagtig behandling af sagerne. Kun i få tilfælde blev der rejst anklage, og de anklagede blev i vidt omfang helt frifundet eller idømt latterligt ringe straffe. Derfor gik man nu en anden vej.

Nürnberg-domstolen, som formelt havde sit sæde i Berlin, udarbejdede en statut, en art retsplejelov, der blev vedtaget den 8. august 1945. Her blev en række begreber nærmere defineret. Det gælder således begreberne "krigsforbrydelse", "krænkelser af krigens love og sædvaner" samt "forbrydelser mod freden", navnlig "angrebskrig". Helt nyt var begrebet "forbrydelser mod menneskeheden". Bestemmelserne herom var først og fremmest affødt af udryddelsen af hele folkegrupper som jøder, sigøjnere og andre. Forbrydelser af denne art kunne f.eks. ikke straffes efter tysk lov, da forbrydelserne på sin vis var udført i overensstemmelse med det nazistiske Tysklands gældende love. Det bør hele tiden erindres, at Tyskland i hele perioden under Hitler var i hænderne på et forbryderisk regime, og at domstolen kun kunne udføre sit arbejde ved at tilvejebringe de nærmere regler og bestemmelser, hvis man overhovedet ville straffe for de nævnte forbrydelser. Det var fra starten aftalt, at der ikke skulle føres en, men flere krigsforbryderprocesser. En af de efterfølgende omfattede således militærpersoner, en anden de øverst ansvarlige læger for anvendelse af levende koncentraitonslejrfanger som forsøgsdyr ved operationer og medicinske eksperimenter.

Der var enighed om at opretholde et princip om, at individuelle forbrydere som f.eks. SS-mordere af typen Søren Kam skulle udleveres og dømmes i det land, hvor de havde forøvet forbrydelsen. Den nævnte statut var først og fremmest baseret på gældende folkeretlige traktater og overenskomster.

Det var og er også bemærkelsesværdigt, at krigsforbryderne næsten udelukkende blev dømt efter beviser, de selv havde underskrevet, eller dokumentationer, som på anden måde var kendt. Ved omfattende vidneafhøringer blev mængden af fældende bevismateriale yderligere forøget.

De anklagede fik alle muligheder for at forsvare sig og fik stillet en hel hær af førende tyske advokater til rådighed. Man kan sige, at selve beslutningen om at oprette domstolen var en politisk beslutning, men de afsagte domme i 1946 var juridisk baserede afgørelser. Der forelå et separat anklagskrift for hver eneste af de anklagede, og dommene var også forskellige. Der var aldeles ikke som påstået tale om summariske afgørelser. Det glemmes ofte, at tre af de anklagede blev frifundet, og at andre slap med fængselsstraf. Der var i virkeligheden tale om en meget mild retshåndhævelse.

De mindre stater inden for de Forenede Nationer tiltrådte overenskomsten. Det gælder således også Danmark. At Danmark så senere mente at kunne løbe fra sine forpligtelser, f.eks. med hensyn til at opspore og bringe morderen Søren Kam og 30 andre officielt eftersøgte krigsforbrydere for retten, er en anden sag. Den store tavsheds skærmende og lunende tæppe har sænket sig over den pinlige affære.

Allerede da statutten blev udarbejdet, var der en livlig debat om den, om domstolens beføjelser og andre problemer. Det siger sig selv, at nazisterne heller ikke lå på den lade side. Det samme kunne konstateres under det skæve, såkaldte retsopgør i Danmark. Der blev bl.a. rejst spørgsmål om rigtigheden og upartiskheden ved afsigelsen af en dom, som blev afsagt at krigens sejrherrer over den slagne fjende. Det samme gælder spørgsmålet om en lov med »tilbagevirkende kraft«, et problem, som Rolf Heim også har haget sig fast i. Dette problem er i mange år forsøgt holdt kunstigt i live af notoriske nazister og af revisionistiske historikere som den familiebelastede professor Claus Bryld, Anette Warring og andre. Det skal her bemærkes, at det var verdens dengang mest agtede og respekterede juridiske sagkundskab, som udarbejdede domstolens statut.

De lagde til grund, at de begåede forbrydelser var af en sådan karakter og af et sådant omfang, at deres ophavsmænd ikke kunne fritages for straf. Fiaskoen efter Første Verdenskrig gjorde et umuligt at overlade sagen til det nye Tyskland, der ville komme. Da jurisdiktionen senere overgik til de to Tysklande, blev alle krigsforbrydersagerne i Vesttyskland stærkt nedtonet, således at f.eks. Hitlers »bloddommere«, hans diplomatkorps og mange strafskyldige officerer og embedsfolk blev fredet.

De sejrende magter var faktisk tvunget til at påtage sig retshåndhævelsen. Der skulle drages omsorg for at garantere imod magtmisbrug ved at fremlægge en omfattende offentlig dokumentation af de begåede forbrydelser.

Under forarbejdet var der endvidere fuldstændig enighed om, at så godt som alle de begåede forbrydelser var af en sådan art, at de var strafbare efter ethvert civiliseret lands straffelov. Det kunne f.eks. aldrig være »lovligt« for Frikorps Danmarks landsforrædere at drage til fremmede lande og føre krig der, også imod civilbefolkningen, sådan som det skete i Ukraine og Kroatien. Ud over det helt overordnede - som de omhyggeligt planlagte og uvarslede angrebskrige, undertrykkelse, plyndringer osv., der lå ud over, hvad der kaldes "krigens love og sædvaner" og blev beskrevet som krigsforbrydelser - var der tale om mord, terror, tortur, frihedsberøvelse, mishanding og meget andet, alt sammen forbrydelser, som de øverste tyske ledere måtte stå til ansvar for. Forbrydelser af denne art kunne ikke være fritaget for straf. I så fald ville de blive legitimeret som folkeretligt tilladte krigshandlinger. De måtte bedømmes som de »almindelige« forbrydelser, de var udtryk for.

Rolf Heim og andre, der præker forståelse og medlidenhed med de uhyggelige krigsforbrydere, lader hånt om ofrene. Rolf Heim benytter også det trick, at han bruger bl.a. USA’s krigsførelse og andre negative eksempler som en slags forsvar for nazisternes forbrydelser. Han glemmer, men må faktisk vide, at en persons eller et lands eventuelle forbrydelser ikke på nogen mådes kan frikende en anden persons eller et andet lands forbrydelser. Det er fristende her at minde om det gamle bibelord, der er som møntet på konfuse »humanister« som Rolf Heim, og som siger: »Tilgiv dem, thi de véd ikke, hvad de gør.« Det skal blot vendes 180 grader til: »Tilgiv dem ikke, thi de véd, hvad de gør.« Rolf Heim m.fl. kunne meget let konstatere omfanget og karakteren af nazisternes helt bevidst planlagte og gennemførte krigsforbrydelser. Han kunne jo f.eks. studere den relevante litteratur, inklusive dokumenterne fra Nürnberg-domstolen, hvor det vrimler med dagbøger, skriftlige beskrivelser og dokumenterede tilståelser.

Rolf Heim mener, at de tyske mordere og krigsforbrydere var idealistiske mennesker, erklærede han i et stort interview, der under overskriften »Fem minutters medlidenhed« bredte sig over mere end en side i Politiken den 20. oktober.

Rolf Heim er voldsomt fascineret af Rudolf Hoess, der fra maj 1941 til december 1943 var kommandant i den største nazistiske udryddelseslejr, Auschwitz, hvor han organiserede den industrielle menneske-udryddelse. Rolf Heim siger bl.a.:

»... det begynder med mennesker, som var idealistiske. De var mennesker hele vejen igennem, også når de kom til Nurnberg. Der var aldrig et øjeblik, hvor de blev til kolde dyr, de er komplekse, de har haft deres kampe og tvivl, og det er det, som gør det skræmmende at gå ind i. F.eks. når man ser Auschwitz-kommandanten, Hoess, der, når han gik gennem lejren, måtte sige til sig selv: ´Gør dig hård og kold, hård og kold. jeg udfører kun ordrer fra Berlin´... Krigen var virkelig et helvede for ham, fordi han skulle gennemføre udryddelsen, han var under pres hele tiden ... Mit mål er faktisk, at man får en lille smule medlidenhed med Auschwitz-kommandanten, måske bare i fem minutter, før man slår bremserne i, men de fem minutter er det højeste mål, man kan have ...«

Rolf Heim fremhæver, at hans far var psykiater, og at det måske er grunden til, at han »altid har prøvet at forstå motivationer og handlinger«.

Eftersom Rudolf Hoess må være født af en kvinde, må han også have været et menneske, men det var da af en særlig nazistisk afart. Mon ikke man skal lide af et eller andet for at kunne respektere et sådant væsen? Det er da indlysende, at han, som Rolf Heim da også understreger, holdt meget af heste og var lykkelig, når han befandt sig i stalden, som Heim fremhæver. Ligesom Hitler og Himmler og mange andre menneskelige udyr holdt den hagekorsbærende menneskeslagter også meget af sine kone og af alle de små blonde børn, som han klappede på hovedet og aede på kinden. Han elskede også blomster og læste Goethe og havde vel en hund at lege med ligesom guden Hitler.

Da Rolf Heim åbenbart forsøger at forvandle sin yndlingsfigur til en »blød mand«, bringer vi her enkelte uddrag fra sidstnævntes vidneforklaring ved Nürnberg-domstolen:

- Alle, der kunne arbejde, blev sendt til lejren. Alle andre blev øjeblikkelig sendt til dødsfabrikkerne. Små børn blev udryddet uden undersøgelse, eftersom de ikke kunne arbejde på grund af deres ringe alder

- Nu og da havde vi optøjer og vanskeligheder... Ofte skjulte kvinderne deres børn under skørterne, men hvis vi fandt dem, sendte vi naturligvis børnene til aflivning ...

- Det tog fra tre til femten minutter at slå et menneske ihjel i gaskammeret ... Når ligene var fjernet, indsamlede specialkommandoer alle ringe og pillede guldet ud af ligenes tænder...

I retten oplyste Rudolf Hoess, at der i det tidsrum, hvor han var i lejren, blev myrdet 2.500.000 mennesker. Desuden omkom 500.000 af sygdom og sult, sagde han.

Auschwitz var langt fra den eneste udryddelseslejr.