Konsekvenser
"Klassekampen er forbi,"
lyder det fra politikerne,
"nu gælder det samarbejde og solidaritet!"
Med hvem?
- jeg husker, da jeg som barn
besøgte en fætter på Vesterbro:
dagens oplevelse var at få lov til
som eneste pige
at lege "røvere og soldater"
sammen med alle drengene nede i gården
- allerede den gang inspireret af
amerikanske film.
Ganske vist var det en betingelse,
at jeg kom på det upopulære
"røver" - hold,
men det gjorde jeg gerne
selv om det kostede en flænget kjole
og mors vrede øjne.
Drengene fik deres del af fornøjelsen,
når de efter endt jagt over
skraldebøtter, plankeværk og lokummer
kom op på femtesal i tredje baggård
til farens lussinger.
En kusine ude fra det pæne Holte
(som udtaltes Halte)
så til med bange øjne,
dyb forargelse
og stor misundelse.
Nu
er jeg folkepensionist på ydre Nørrebro
bor blandt 95% indvandrere,
som vi få andre danskere har det fint med.
Vi, som er ældre, møder stor respekt,
opmærksomhed og venlighed
både fra børn og voksne.
Jeg ser hver dag de mange børn lege i gårdene
og mindes med glæde min barndoms
spændende dyster sammen med
"røverne!"
jeg er vist aldrig blevet færdig med at være på deres hold!
Men
stor blev min forfærdelse,
da jeg i går opdagede,
at børnenes leg nu ikke kun
er inspireret af amerikanske film.
Nej,
nu behøver de bare at lukke op for
T.V.- avisen,
hvor en ung indvandrer frejdigt erklærer :
"Der blir krig mellem danskere og indvandrere !"
Og 30 års politiske undladelses-synder
fra skiftende regeringer
samt manglende social indsigt og indsats
i intergreringsarbejdet
hævner sig nu !
For det er jo ikke mere kun
"røvere og soldater"
- men Under-Danmark mod Over-Danmark !
Og så siger man, at klassekampen er forbi?
Nej,
for disse unge indvandrere er den lige begyndt !
fronterne går stadig mellem rig og fattig
mellem de magtfulde og de desperate magtesløse.
Og hvis hold er du på ?
Nede i gården leger de for alvor.
Legen hedder :
"Arabere mod danskere !"
Bente Østrup Madsen