Kvindearbejde er murbrækker i Frankrig

Det er jo ikke naturgivet, at kvindearbejde skal betyde dårlig og lavere løn, dårligere arbejdsforhold, korttidsansættelser og øget fleksibilitet. Når det alligevel den dag i dag stadig er tilfældet, skyldes det de kapitalistiske arbejdsmarkedsforhold, hvor arbejdsgiverne bruger arbejderkvinderne i deres "del og hersk"-politik over for arbejderklassen til at gennemfører forringelser for hele arbejderklassen.

Konsekvente og progressive fagforeningsfolk burde tænke over, at den ene halvdel af arbejdsstyrken – nemlig kvinderne – forsat arbejder under langt dårligere forhold. Og ikke bare tænke over det, men være med til at handle for at ændre forholdene. Ved at bekæmpe ulighederne på arbejdspladserne, ved at kæmpe for arbejderkvinderne krav, kæmper vi for alles krav.

Fagforeningerne har i dag en vigtig opgave i at sikre, at arbejderkvinderne bliver organiserede i langt højere grad, end det er tilfældet. For arbejderkvinderne selv er det afgørende for deres forhold. Alene og uorganiseret er det næsten ikke til at stille noget op imod arbejdsgivernes skalten og valten.

Men fagforeningerne kan heller ikke undvære arbejderkvinderne. Uden dem vil det være næsten umuligt for fagforeningerne at bremse den illoyale konkurrence, som kapitalismen organiserer på arbejdsmarkedet mellem mænd og kvinder.

Kvinder har altid arbejdet. Det, der har ændret sig med tiden, er vilkårene for kvinders arbejde.

Fra århundredes begyndelse frem til midten af tresserne arbejdede de franske kvinder først og fremmest som medhjælpende hustruer inden for landbruget, i industrien og med hjemmearbejde. I takt med landbrugets tilbagegang og de store kædelukninger i tekstil- og beklædningsindustrien skiftede kvindernes job i stadig højere grad til handel og kontor.

Fra 1962 frem til i dag er der sket et bemærkelsesværdigt spring i kvindernes erhvervsaktivitet.

Alligevel er der stadig en tilbagestående diskrimination i forhold til mandlige lønmodtagere. Den findes i sin mest simple form – lavere løn for samme slags arbejde – til de mere komplicerede og ikke så let gennemskuelige former – og de virker.

Kvindernes valgmuligheder på arbejdsmarkedet er reelt meget begrænsede. Der er typiske kvindejob og typiske mandejob. Over halvdelen af alle erhvervsaktive kvinder – 66% - er ansat inden for bare seks forskellige slags job:

De mest karakteriske job er praktiske og kræver ikke de store kvalifikationer: salgsassistenter, kasseassistenter, sekretærer, barneplejersker, plejeassistenter, hushjælp eller kvindelige arbejdere i industrien. Der er for størstedelens vedkommende tale om såkaldte "servicejob".

Unge kvinder følger normalt et uddannelsesforløb, der sigter mod job inden for handel og service og ender med de lavt kvalificerede job, på trods af et højt skolemæssigt og fagligt niveau.

Hverken private eller offentlige arbejdsgivere vil ansætte kvinderne efter deres kvalifikationer. For at skjule den kendsgerning, at der er tale om billigere arbejdskraft, holder de liv i myten om, at de særlige kvindejob skyldes særlige kvindelige kvalifikationer, "huslige færdigheder", en kompetence, som først og fremmest erhverves under opdragelsen:

Håndelag, præcision, imødekommenhed, at kunne være præsentabel, ordenssans, organisationssans, tålmodighed osv. Disse evner kræves af et vist antal job. Inden for industrien gælder det tekstil og konfektion, elektronik, industriel rengøring og kantinedrift. Og inden for servicefagene: butik, hotel, administration, turisme, uddannelse, sundhed og rengøring.

Kvinder er stadig dårligere lønnet end mænd. Den kendsgerning får stadig større betydning, nu hvor pension, sygesikring og andre sociale ydelser i stigende omfang afhænger af ens lønforhold. Og hvor vi også i Frankrig ser den udvikling, at stadig flere kvinder bliver eneforsørgere af familien.

I de offentlige og private virksomheder var kvindernes årsløn i 1997 19,7 % lavere end mændenes, når det gælder fuldtidsarbejde. Uligheden kommer helt op på 27 %, hvis man sammenligner timeløn og inkluderer graden af deltid. På samme niveau for uddannelse og erfaring, for fag og alder er lønforskellen stadig 13 %.

Den store detailhandel, den industrielle rengøring samt hotel- og restaurationsbranchen er forsøgsmark i disse år for "nye atypiske jobtyper". Job, hvor du ansættes på kortidskontrakter (hvilket medfører en række både løn- og sociale forringelser, samt en opskruet arbejdsintensitet, så længe du har jobbet). Vikararbejde, hvor du udlejes til skiftende arbejds- og lønforhold. Fleksible arbejdstidsnormer, hvor du ikke længere har en fast ugentlig arbejdstid. Disse atypiske job omfatter alle job, der på en eller anden måde afviger fra normen for et arbejde på en ikke-tidsbegrænset kontrakt og for en arbejdsuge på 39 timer.

Det er således store kvinde-arbejdsområder, hvor en stor del af den franske arbejderklasse er beskæftiget, der nu er ved at blive omdannet til såkaldt "atypisk" arbejde. De færreste kan vel være i tvivl om, at det er, hvad arbejdsgiver ønsker skal blive den typiske norm på arbejdsmarked.

Derfor bør det heller ikke længere være atypisk for fagforeninger at kæmpe for arbejderkvindernes krav.