Virus tur - retur

Besparelserne udsendt fra henholdsvis kommunen og regeringen rammer som aldrig før. Ikke nok med, at der skal spares 50 millioner på institutionsområdet, nu skal der også spares 53 millioner på plejesektoren. Kommunen kalder det smukt og fint en regnefejl. Besynderligt nok befandt samme regnefejl sig på Frederiksberg forrige år, altså 98, så den lyder rimelig smittefarlig. Næste år rammer den højst tænkeligt en anden kommune. Måske stammer smitten helt fra Bruxelles.

Følgerne af sådan en regnefejl er selvfølgelig ikke videre velkomne hverken hos beboere eller plejepersonalet. Den betyder fuldt stop for al afløsning, især ved sygdom. Men som lederen så smukt sagde: Folk kan jo bare lade være med at blive syge. Nu er det jo ikke ligefrem sygdom, vi går og fisker efter. En influenza med 40 i feber, eller dårlig ryg, det kan man godt undvære.

Også ferie og afspadsering er ude af afløsernes syne. Hvis aftenvagterne vil have ferie inden 1. januar, skal de dækkes af dagvagterne, eller man bytter sig til en feriedag med en aftenvagt fra modsatte hold, som så skal have dækket vagten ind ved en ombytning. Altså fuldt stop for al afløsning/ferie og afspadsering.

Men med ovenstående virus på 53 millioner i besparelse skal personalet så til at knokle mere ved sygdom. Må man alligevel lægge sig syg, er der slet skjult bebrejdelse, man mødes med bagefter: "om man nu også var så syg, så man behøvede at blive hjemme". To til tre gange om året er der opsat tørre statistikker om, hvor mange der har været syge, om, hvor mange der har været langtidssyge, og om det er dag-, aften- eller natpersonalet, der har været mest syge, og så fremdeles. Det gør personalet noget sure i betrækket og fremmer ikke ens positive syn på arbejdslivet.

Men vel findes der også en masse positivt. Det er rart, når man går ind til en beboer og bliver hilst varmt velkommen tilbage og får at vide, at man har været savnet. At vi efterhånden også har fået et par friske beboere, der kan se, at vi engang imellem virkelig knokler, og som synes, vi burde have lidt mere i lønningsposen, og at vi gør en god gerning hver dag, gør, at jeg og alle andre synes, at arbejdet er knokleriet værd. Men det er også en dejlig fornemmelse at få beboere på 91 og 97 år ind, som er friske, og som følger med i, hvad der sker i verden omkring dem, og som sidder under maden og snakker om det, de har set og hørt i løbet af dagen.

Et par beboere får man da også snakket lidt mere alvorligt med. Bl.a. om hvad en vis hr. Poul Nyrup får sagt om de ældre her i landet. "Hvordan kan han stå og sige, at der er for mange gamle. Hvad har han dog tænkt sig, skal vi bare lægge os til at dø, fordi vi er blevet gamle og ikke kan arbejde mere? næ," siger en af mine beboere, "han skulle dæleme sættes af, skulle han. Han er da blevet noget høj i hatten af at sidde på den høje taburet. Og her i København vil de lukke 11 plejehjem, fordi der bliver færre ældre. Det er helt hen i vejret. Næ, jeg stemmer sgu ikke mere på Socialdemokratiet, de er jo blevet fulde af løgn." Og det kan jeg kun give ham ret i. Også i hans kommentar til regeringens indgreb i sygeplejerskernes strejke : "De kan lige så godt sige, at arbejderne ikke må strejke mere, når de laver sådan noget svineri." Jeg kan se, at han virkelig har mistet alt for den danske regerings virke her i landet, og det kalder de demokrati, vorherre bevares. Vi pjatter lidt, men så skal vi begge fyldes med løgn igen, som han siger. Hvilket betyder, at så er der TV-avis-tid. Under TV-avisen har vi mange gode ideer til, hvad vi kunne tænke os at gøre med de forskellige politikere. Nogle af dem har vi ofte sendt til Mars på en enkeltbillet. Men de dukker op igen med returbillet på 1.klasse.