Fremskridt uden ende

De professionelle på Christiansborg og omegn har indledt en ny sæson med den særlige kapita-
listpolitikerdisciplin – kunsten at regere mod folket, ved hjælp af folket. Det vil sige at lade, som om de brede massers krav til en bedre tilværelse opfyldes, og opfyldes stadig bedre, til arbejde og uddannelse, til en værdig alderdom og andel i en rasende histories seneste masseteknologiske frembringelser – og på én og samme tid brutalt ribbe selvsamme folk for alt - som arbejdere, forbrugere og borgere i ’velfærdssamfundet’.

Hejsa! – der skar vi lige ned på de københavnske børn med 4 %, og alligevel ligger København i toppen af Danmark, og Danmark i verdenstoppen. Nej, det var ikke monbopolernes profitter, der blev beskåret med 4 pct.; det var heller ikke politikerlønningerne. Det var toppen af landets højtpriste fremtid og eneste virkelige råstof. Det var børnehaverne, mens lærerne skal undervise flere børn i flere timer.

’Det går den rigtige vej’, kunne Nyrup forsikre i sin åbningstale. Danmark er et mønstersamfund, økonomien er bomstærk, og faktisk er Danmark på vej til at indtage førstepladsen som internationalt foregangsland!

Imens blokerede børneforældre og pædagoger institutioner og indfaldveje, de uddannelsessøgendes NU ER DET NOK-kampagne trak sit spor af protest hen over slotspladsen, lærere strejkede, mens arbejdende og arbejdsløse, aktiverede og bistandsmodtagere forsamledes til velbesøgte konferencer for at stoppe de taskenspillertricks, der garanterer et minus til det store flertal.

Nyrups åbningstale beskæftigede sig angiveligt med ’de store perspektiver’ og ’strategiske visioner’. Der var ingen: det sammenfattedes i signal-ladede kodeord som ’tryghed’, ’velfærdssikring’, ’solidaritet med de svage’, moderat ’lov-og-orden’, og igen ’tryghed’, tryghed’ og atter ’tryghed’.

En rigtig tale midt mellem valgene var det: De største nedskæringshug blev taget sidste år; ingen store, kontroversielle, pludselige reformer a la den om efterlønnen; masser af nye skiver salami fra hundens hale, men uden de helt store indvortes operationer. Noget af fokus væk fra Christiansborg, ud til kommunerne, hvor de lokale konsekvenser udmøntes i blodbadet på daginstitutioner og skoler.

Den åbent borgerlige opposition væltede sig rundt i spinaten. Ude på flanken blev Glistrup genoptaget i Fremskridtspartiet, og fik på én nat spaltet det i to med sine kriminelle racistiske udtalelser. Hans mål er et rabiat hard-core fascistparti med medietække, som oppisker bølger af fremmedhad og etniske opgør i den europæiske Union. Pia Kjærsgård ville matche sin gamle ærkerival og rev til regeringspartiernes fryd og en blanding af glæde og ærgelse for det borgerlige fire-partis skyggealliance den så hårdt tilstræbte stuerene maske af, ved at fremsætte et forslag om at straffe kriminelle med anden etnisk baggrund end dansk ved at deportere samtlige familiemedlemmer. Helt i pagt med den stolte nationale tradition om at rette bager for smed.

Peter Brixtofte fra det håbefulde regeringslederparti Venstre udbasunerede til gengæld, at det var hans partis politik at finansiere skattelettelser ved at lade A-kasse-kontingenterne stige med 40.000 kr. på årsbasis – en moderne kopskat på arbejdsstyrken efter middelalderlig model. Et par dage senere var han ikke længere sit partis skatteordfører, mens formand og statsministerkandidat Fogh Rasmussen havde det rigtig svært med at udenomsforklare, hvad der egentlig er Venstres skattepolitik.

Med en så begavet ’opposition’ fremstår Nyrups felttog mod det store flertal næsten statsmandsagtig elegant, og SF og Enhedslisten ligefrem kappedes om at se ’de positive elementer’ i åbningstalen. De fandt dem især i fraserne om at gøre noget for ’de bagerste’, om ‘dem som opsvinget er gået uden om’, altså almindelige arbejdere, arbejdsløse og tvangsaktiverede.

Men denne snak har så lidt som lovsangene til den vidunderlige euro og ØMU’en (hvor endnu et folkeafstemningsresultat skal annulleres) og alle de øvrige ’strategiske aspekter’ i Nyrups tale noger positivt i sig. Den skimlede socialdemokratiske åbningssovs gled imidlertid godt ned.Den kluntede ‘opposition’ til højre og den perspektivløse og slappe ‘til venstre’ er på plads - bag Nyrup.

Hele det parlamentariske felt stinker således af fremskridt.

Skal der sættes tal på – mindst 4 pct. fremskridt, i forhold til sidste år.

Det ved forældrene i København, de aktiverede på Fyn og arbejderne i Vejle. -lv