LO-rapport-fusk om ØMU

 

LO-toppen har det mere end svært, når det gælder at sælge EUs fortræffeligheder til den danske arbejderklasse. 27 års erfaringer med EF/EU har lært arbejderklassen, hvilke klasseinteresser opbygningen af Europas forenede Monopoler tjener.

Nu står LO-toppen overfor den ØMUlige opgave at sælge EUs økonomiske monetære samarbejde til de medlemmer, hvis interesser de efter sigende varetager.

På den kommende kongres lægges en omhyggeligt udarbejdet ØMU-rapport frem, der skal tilsløre den dybt asociale virkning, den har og vil have for løn- og arbejdsforholdene i Danmark og for den brede befolknings levestandard.

Der er tale om en uforbeholden hyldest til regeringen Nyrups arbejderfjendske politik.Den er betitlet "Ny kurs mod bedre tider", og fyldt med kringlede og meget tekniske bortforklaringer af de reelle følger af ØMU’en, og ikke mindre kringlede påstande om muligheden for med den at føre en bedre beskæftigelsespolitik til gavn for lønmodtagerne.

Formålet med rapporten er at forsyne LO-burokratiet med "gode" argumenter, så de faglige pampere kan kaste sig ud i kampagnen for at ophæve det danske forbehold - inden år 2002.

Første påstand er den sædvanlige, at "vi" mister indflydelse ved at stå udenfor "det europæiske samarbejde"; i dette tilfælde ØMU’en. At ‘vi’ i denne sammenhæng er borgerskabet, den danske storkapital, der har fået EURO-LYS i øjnene og absolut må med, undlader LO at gøre opmærksom på.

ØMU’en betyder indskrænkning i den danske regerings mulighed for at føre en uafhængig social- og arbejdmarkedspolitik

Vi, her forstået som arbejderklassen, har ved overenskomstforhandlingerne oplevet, hvordan EU i stadigt stigende omfang lægger rammerne for overenskomsterne på det danske arbejdsmarked, helt i modstrid med den såkaldt "frie" forhandlingsret mellem arbejdsmarkedets parter.

EU-direktiverne om fleksible løn- og arbejdstider implementeres i overenskomsterne;indførslen af den danske arbejdsmarkedspensionsordning bærer EUs stempel;og rammen for lønforhøjelser følger anvisninger fra EU.

ØMU’en lægger op til øget samordning af arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitik landene imellem, og den EU-liderlige EFS, der er den socialdemokratiske sammenslutning af fagforeninger i Europa, ønsker overenskomst- forhandlinger på EU-plan.

Den danske arbejders mulighed for indflydelse på løn- og arbejdsforhold er allerede før en officiel dansk tilslutning ved at være meget lig nul.

De faglige mål sikres bedre, hævder LO i sin rapport. Men det er ene og alene arbejdsgivernes mål for den højest mulige udbytning af arbejderklassen, og dermed den højest mulige profit, der sikres.

Også farvellet til resterne af den danske velfærdsstat har sammenhæng med opbygningen af ØMU’en. Her har Nyrup-regeringen med arbejdsmarkeds reformerne, med forringelserne af dagpengemodtagernes og bistandsmodtagerne forhold og med opbygningen af det tredje arbejdsmarked med statsdikterede løn- og arbejdsforhold, uden faglige rettigheder, ikke blot opfyldt EUs ønsker.Danmark har været foregangsland for EU-udviklingen.

ØMU’en stiller strenge krav til landenes politik indenfor det offentlige område, så når LO-rapporten påstår, at den danske regering selv bestemmer den offentlige sektors størrelse, kan det ikke beskrives som andet en direkte usandt.

Privatiseringen af offentlige arbejdsopgaver er en direkte følge af udviklingen af det økonomiske og monetære samarbejde;der lyder også krav om, at skatteudskrivningen skal harmoniseres, hvorfor Danmark må omlægge finansieringen af de sociale udgifter - efter Solanas devise om militær byrdefordeling.

Som med folkepensionenvil de sociale udgifter i stigende grad blive finansieret via forsikringsordninger, som arbejdsgiverne indbetaler til.

Tilknytningen til arbejdsmarkedet vil afgør, hvad man kan modtage i hjælp. Ve den, der har været udenfor arbejdsmarkedet som arbejdsløs i store dele af sit liv.

LO’s ØMU-rapport er et blålys, der skal dække over de katastrofale følger, indførslen af ØMU’en vil få den danske arbejderklasse.

Det kan nok så sindrigt opsatte kurver og snedigt udtænkte påstande ikke dække over.

Søderberg