Guden til hvem man ofrede børn

I 1965 VARMANRIGTIGSMARTE i LO-toppen og de kommunale arbejdsgivere.Dengang indført man fidusen med samarbejdsudvalg i det offentlige, herunder på hospitalerne. På det private arbejdsmarked havde man allerede haft glimrende nytte af denne narresut, hvor man bildte arbejderne ind, at de havde medindflydelse.

På et hæderkronet københavnsk hospital var ansatte socialdemokratiske tillidsmænd i den syvende himmel og bildte sig ind at være nogle helvedes karle, der skulle følge op på hospitalsledelsens intentioner. Planerne var imidlertid, at der skulle spares over en bred bank - for patienternes og samfundsøkonomiens skyld selvfølgelig. Det var pinligt for en enkelt kommunistisk tillidsmand at se repræsentanterne for både de kvindelige og mandlige socialdemokratiske kommunale falde over hinanden i grænseløst snobberi for hospitalsledelsen. Der var ikke den idé, de ikke kom med til, hvor der kunne spares. Også selvom nok så mange af de ansatte i det daglige kunne skære tænder over pressede forhold i den ellers menneskelige arbejdsgang. Vi er "medbestemmende" og har betydning - "det er dejligt at være socialdemo-krat". Som tiden gik mistede både tillidsmænd og ansatte interessen for narresutten. I dag er samarbejdsudvalg, både i erhvervslivet og i kommunalt regi, noget kun "indforståede" karrieremagere deltager i.

OMTALTEHÆDERKRONEDEhospital var såmænd Kommunehospitalet, som nu trods talrige protester fra hele den københavnske befolkning er skammeligt lukket og slukket af det åh, så ‘demokratiske’ borgerrepræsentantskab på Rådhuset. Sparehyklernes forklaring: "Vi er nødt til at spare". Billedet af det ikke eksisterende velfærdssamfund er uhyggelig iøjnefaldende; døende på hospitaler, der er blevet kørt ud på gangen eller i skyllerummet i kolde umenneskelige omgivelser. Eller inde på stuen, blot skærmet fra de andre patienter med et lille forhæng. Den vanvittige spareepidemi raser uformindsket videre uden mindste hæmninger. Ikke engang børnene tager kapitalen kapitalismens politiske håndlangere nogen som helst hensyn til. Skoler forfalder i fugt, svamp og råd og børnene stuves sammen i samme antal som i trediverne, 28-30 elever pr. klasseværelse, og kynisk udsat for at blive syge af allergi, astma eller angreb på lungerne. Også på daginstitutioner for de helt små børn spares der på den mest infame måde - der er ikke penge til kærlig omsorg. Nej, for pengene går et helt andet sted hen - nemlig til monopolkapitalens Molok. Fremmedordet Molok betyder: "Guden til hvem man ofrede børn".

SPARESVINERIETSERMANFRAden socialdemokratisk ledede regering på med forståelse eller ligegyldighed. Pensionisterne kan ved højlys dag se sig bestjålet for tillæg fra en vedtagen pensionsfond, hvis milliarder skulle komme den i forvejen liden folkepension til gode. Fuldstændig ulovligt har man misligholdt fondens vedtægter til folkepensionisternes gavn og på sigt omdirigeret denne kapital til statskassens dispositioner i det fatamorgana, som man fra ‘folketing’ stadig kalder ‘vores velfærdsstat’. Der skal spares, men til hvad? Medens der kastes milliarder og atter milliarder i grams til EUs brobyggeri for at opfylde den stortyske drøm, forfalder den danske infra struktur med nedslidte veje - så farligt, at den gængse fart for trafikken må sættes betydeligt ned.

Fehmernbroen ligger klar på tegnebrædtet, og herhjemme er 200 vejbroer i så dårlig stand, at der kun er rester tilbage af asfaltlaget. Sikkerhed for liv og lemmer indgår ikke i spørgsmålet om udlicitering - det kan de stressede buschauffører tale med om.

NUKOMSÅKATASTROFEN

i Margaret Thatchers og Tony Blairs England som skriften på væggen. Før ulykken havde de private jernbaneselvskaber foretaget den kyniske beregning at ved at undlade at investere 10 mia. kr. så var der ‘kun’ to menneskeliv, der gik tabt om året - godt så lad der komme hvad der komme vil - profitten længe leve. op i r.... med trafiksikkerheden.

Arbejdere om morgenen på vej til arbejde, døde og lemlæstede i hundredvis, og ofre for djævelsk kapitalisme. Selvfølgelig skal lokomotivførene have skyld for katastrofen (det kan man nemt komme om ved, for begge blev slået ihjel) ligesom ved tidligere togulykker.

Men nu trues der med lokoførerstrejke, hvis ikke sikrere automatiske systemer bliver indført. Nu er man klar over, at alle de private jernbaneselskabers ‘risikoberegninger’ er fup og sparesvindel.

Kommer det til togstrejker (hvis ikke fagforeningspamperne får forhindret det) vil det være klassekamp, som magthaverne ryster og bæver for.

I DANMARKERKLASSEKAMPEN skærpet ret overfor udlicitering og sparehysteri. Socialdemokratisk sædvane tro erklærer trafikminister Mikkelsen, at der ikke kan ‘drages paralleller’ til modstanden mod privatisering af jernbanen på grund af katastrofen i London. Alligevel er kampen i fuld gang: lærere nedlægger arbejdet ‘overenskomststridigt’ - blokader ved 300 Daginstitutioner - pædagoger nedlægger arbejdet - i solidaritet - vrede forældre i hundredtal vil lamme trafikken ved indfaldsvej til København og studerende ved fem seminarier hjælper med - (politiet er parat med kniplerne) Plakater med kontrafej af ‘kræmmer’ Mikkelsen sættes op i bybilledet - tekstet rammende LEGEMORDER...

De hjemløse skræmmer livet af ‘social’-minister Karen Jespersen ved nærgående demonstrationer. Sparehykleriet bliver bekæmpet og klassebevidstheden breder sig, for som Lenin har sagt det: