På hat med fortiden

De småborgerlige demokrater stortrives med den såkaldte globalisering, der giver dem anledning til at udkaste reformplaner i massevis, der med garanti vil gøre verden til et langt bedre sted at leve i, i den ikke så fjerne fremtid. De vil ’tøjle markedskræfterne’, stoppe den destruktive ’globale spekulation’, skabe ’bæredygtig udvikling’ og sikre ’respekt for menneskerettighederne’ som ledetråd i internationale relationer; de vil nedruste og vil redde freden; de vil sikre velfærd og fremgang, i Danmark som i resten af verden.

For der er ’råd til det hele’, erklærer de; det er et spørgsmål om politisk vilje, om demokratisk ånd, om moral og etik.

DDet er imperialismens talløse fellow travellers, i bedste fald dens ’nyttige idioter’, der gør karriere ved på 117 måder at fortælle alverdens arbejdere, at det nuværende samfundsystem kan bringes til at fungere til fordel for alle; at det kan reformeres på den mest elegante måde, hvis de – arbejderne – holder sig langt væk fra klassekamp, oprør og revolution.

Hvor imperialismens propagandister forsvarer alle dens gerninger og hele dens uvæsen som den bedste og mest fremskredne samfundsorden, der nogensinde har eksisteret, vil det småborgerlige demokrati ikke lade sig nøje med verden, som den er, selvom det er ik’ så ringe endda, som Nyrup og Co. siger. Det kan gøres lidt bedre.

GGrænsen mellem skønmaling af imperialismen og det småborgerlige demokratis reformillusioner kan være hårfin; de glider uden besvær over i hinanden - hvad enhver, der fulgte statsministerens åbningstale til dronningen, folketinget og det gemene folk uden videre vil forstå.

For mere end et halvt århundrede siden erklærede den første socialdemokratiske statsminister i Danmark, Th. Stauning, sin vilje til at finde Danmark en plads i Hitler-Tysklands ’Ny Europa’. Nyrup Rasmussen overgår forgængeren ved ikke bare at præcisere Danmarks plads i den tyske storkapitals virkeliggørelse af dens gamle strategiske drøm, som lydigt Euro-land, men også som et foregangsland i ’den ny verdensorden’.

Hævet til denne fremskredne globale position kunne Nyrup meddele, at grundprincipper i den internationale folkeret må laves om. Han angreb direkte den nationale selvbestemmelsesret. Nu må den væk; især i forhold til ’diktatorer’ og ’krænkelser af menneskerettighederne’. Den må vige for helt andre opskrifter.

Folkeretslige principper er som alt andet menneskeskabt i klassesamfundene resultat af blodige stridigheder, og ikke eviggyldige sandheder, som respekteres i kraft af moralske eller etiske love. De etableres, overtrædes eller forkastes i kraft af klassepolitiske styrkeforhold. National selvbestemmelse kan være en hindring for imperialismens diktat; derfor skal den væk. Forbrydelser mod menneskeheden kan begås med den som facade, men talløse undertrykkelseskrige viser, at de største forbrydelser har krænket den.

Suverænitetsprincippet skal afløses af militær magt – en særlig betvingende magt, med moral og ‘folkeret’ i hånden. I Nyrups univers er det danske samfund et folkefællesskab af borgere, der viser ’solidaritet med de bagerste’. Unionen af de rige lande er en velgørende forening, der hjælper mindre begunstigede brodernationer i øst og syd, mens den gode verdensorden betrygges af den ny magt.

Da den tidligere generalsekretær i NATO, spanieren Javier Solana, tiltrådte sit nye job som ’Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitiske repræsentant’, erklærede han, at EU-landene må opstille og overholde nogle militære kriterier, i stil med ØMUens økonomiske konvergenskrav.

- Ikke nødvendigvis i form af, hvor mange penge, hvert enkelt land skal bruge, men snarere hvilke resultater, samarbejdet forventer, at de kan præstere. For nogle kunne det for eksempel være et bestemt antal soldater, for andre en bestemt kapacitet til lufttransport af tropper, sagde han.

Stauning skeler fra sin grav til Nyrup. Hans politik grundstødte på den folkelige modstand og gjorde det umuligt at redde eftermælet. Hvordan vil det gå efterfølgeren?

Redaktionen d. 13.10.99