Socialdemokratiets knæfald for nazismen

Socialdemokratiets og dermed regeringens manglende vilje til at bekæmpe nazismen er trådt så tydeligt frem, at mange mennesker er begyndt at stille spørgsmål. Hvorfor nøler de? Blandt de affærer, der har vakt til eftertanke, kan nævnes sagen omkring den frit gående morder Søren Kam, den 75 pct. statsstøtte til naziradioen i Greve, politiets helt overflødige og voldelige optræden over for antinazister - og også den manglende vilje til at genoprette værdien af den beskedne hædersgave, der ydes til modstandskampens veteraner.

Det er ikke blot i Danmark, at socialdemokratiet indtager en sådan holdning. Og den er heller ikke af nyere dato.

Det er naturligvis ikke så kendt i dag, men det er en ubestridelig kendsgerning, at det tyske socialdemokrati ved at bekæmpe alle forsøg på at samle socialdemokrater, kommunister og andre progressive kræfter til fælles og enig optræden imod nazismen, faktisk banede vej for Hitler.

Det historiske svigt eller forræderi kom klart til udtryk, da de tyske socialdemokrater i den tyske rigsdag stemte for en tillidserklæring til Hitlers kupregering.

Dette foregik efter at præsident Hindenburg i overensstemmelse med de parlamentariske regler havde udnævnt Hitler til kansler. Straks efter satte nazisterne ild til rigsdagen, hvorefter kommunisterne blev pålagt skylden og forfulgt af politiet og de nazistiske korps. Tusinder blev kastet i interimistiske koncentrationslejre, som herefter blev gjort permanente og til en vigtig bestanddel af den nazistiske terror.

Nazisterne i rigsdagen krævede en bemyndigelseslov, der for fire år ophævede de fundamentale demokratiske rettigheder og gav fri bane for nazidiktaturet. Nazisterne blev støttet af et liberale parti Centrum, hvorved de krævede to trediedels majoritet var sikret. I virkeligheden var der tale om at indføre en art undtagelsestilstand. Loven blev vedtaget i mod social demokratiets 94 stemmer. De 81 kommunistiske medlemmer var spærret inde og deres mandater ophævet. I tilslutning til vedtagelsen af denne lov forlangte nazisterne at få en tillidserklæring. Den blev forelagt af rigsdagspræsidenten, Gøring. Erklæringen lyder:

Erklæringen blev vedtaget med alle de tilstedeværendes stemmer, også socialdemokraternes. Politikens Berlin - korrespondent refererede forløbet således:

Da Tyskland overfaldt og besatte Danmark den 9. april 1940, blev der på socialdemokratisk-radikalt initiativ dannet en samlingsregering. Venstre, der dengang var storbøndernes parti, krævede dog en række betingelser opfyldt for at gå med. Partiet ville have garanti for højere kornpriser. Der skulle føres en 1ønpolitik, som var »tilpasset erhvervenes bæreevne«. Det betød, at pristalsreguleringen af lønningerne, det eneste værn imod de galopperende priser på dagligvarer, blev ophævet. Der blev indført tvungen voldgift inden for enkelte faggrupper. Unge arbejdsløse blev tvunget til at arbejde til markant underbetaling, og der indførtes en særlig skat på lønmodtagere.

Socialdemokratiets »grå eminence«, Henning Tjørnehøj, har tit og ofte kritiseret Venstre for partiets arbejderfjendske politik. Det er kun fortjent, men Tjørnehøj glemmer desværre at stille spørgsmålet: Hvem var det, der gjorde denne politik mulig for reaktionen?

Svaret er: Socialdemokratiet. Der var ingen slinger i valsen. Til gengæld fik socialdemokratiet Venstres uforbeholdne støtte i den politik, der skulle føres over for tyskerne.

Det burde socialdemokratiets historieskrivende Henning Tjørnehøj oplyse. Han er jo ikke en hr.-hvem-som-helst og ser sig selv i rollen som tidens antikommunistiske indpisker a la den intellektuelle fyrste Hartvig Frisch, manden, der gav sig til at studere græsk, da fjenden stod i landet. Officielt er Henning Tjørnehøj konsulent i Specialarbejder Forbundet i Danmark (SiD), men han sidder og trækker i de politiske tråde på højere plan. Det er f.eks. ham, der har forestået udarbejdelsen af socialdemokratiets seneste program.

Socialdemokratiets politik under den tyske besættelse af Danmark var karakteriseret ved krybende underdanighed over for fjenden. Selv over for tyske, østrigske og tjekkoslovakiske flygtninge, hvoraf der kom en del til Danmark, opretholdtes den dekreterede splittelsespolitik. Partiet havde oprettet en hjælpefond, Matteottifonden, men den var forbeholdt antikommunister. Enhver socialdemokratisk flygtning, der ville samarbejde med kommunisterne i modstandsarbejdet, blev som minimumsstraf udelukket fra partistøtte.

En almindelig snæversynet småborger, Henning Gronenberg, der kalder sig historiker, lagde i en kronik i Politiken den 23. august i år ud med at give kommunisternes »martyrglorie et par ridser«, hvorefter Tjørnehøj lynhurtigt forstærkede den opblæste antikommunistiske hetz i Politiken den 27. august.

Hånd i hånd forsøger de to »meningsdannere« at sætte lighedstegn mellem nazisme og kommunisme og at nedgøre kommunisternes indsats i modstandsbevægelsen. De foretog sig intet som helst før Tyskland angreb Sovjet, påstår de frejdigt. De er sikkert ikke de eneste, der ikke kan eller vil forstå, at Anden Verdenskrig i virkeligheden var mange krige. Det begyndte jo egentlig i Kina, da japanerne i begyndelsen af 30rne erobrede Manchuriet i Nordkina og senere gjorde indfald i Sovjet.

I alle bestræbelser i bl.a. Folkeforbundet på at skabe kollektiv sikkerhed i Europa, glimrede socialdemokratierne ved deres fravær. De bekæmpede end ikke vestmagterne lemlæstelse og senere udlevering af Tjekkoslovakiet til Hitler. Og det var det store vendepunkt. Efter århundredets forræderi i München var krigen sikret. Socialdemokratierne lod det hele passere revy.

Under besættelsen accepterede de stikkerkartoteker, grundlovsbrud, jagten på kommunisterne, deportationerne og udleveringerne til den måske visse død i nazistiske koncentrationslejre. De gik endda så vidt, at de også jagtede faglige aktivister. Sådanne tåltes ikke, blev stemplet som fæle kommunister og sat på porten. Det var også under besættelsen, at de opbyggede et finmasket net med tusinder af »meddelere«, som andre mere præcist kalder stikkere. Til formålet oprettede de særlige apparater med senere koryfæer som ledere, bl.a. den senere overborgmester Urban Hansen og den senere statsminister Hedtoft.

Tjørnehøj & Co. burde dykke ned i socialdemokratiets historie. Under datoen den 8. marts 1941 vil han finde en tale, hvor den noget tørstige landsfader Thorvald Stauning indordner Danmark under kapitalens interesser - nøjagtig på samme måde som i dag i den imperialistiske Euro-Union. Bulderbassen Stauning messede for de troende:

Det er uklogt af Tjørnehøj & Co. at sætte spørgsmålstegn ved kommunisternes indsats i frihedskampen. Det ville være klædeligt med en smule selvkritik og selvransagelse. Men socialdemokraterne, der udviste en høj grad passivitet og først dukkede frem, da det gjaldt om at ruste sig til kampen imod kommunisterne, har mange forklaringsproblemer. Er det måske ikke rigtigt, at de deltog i den skæve våbenfordeling? Eller at de stod bag brigaden i Sverige - den brigade, der ikke skulle sættes ind imod tyskerne, men imod kommunisterne efter krigen? Er det ikke rigtigt, at socialdemokraterne havde en holdning, hvorefter kommunisterne pønsede på kup, og derfor skulle slås ned som gale hunde? Og hvordan var det med de grupper, der blev bevæbnet og udrustet efter alle kunstens regler, men som unddrog sig kontrol af Frihedsrådet? Hvis de ikke var socialdemokrater, hvad var det så?

Er det ikke ynkeligt, at Socialdemokratiet efter krigen mødte frem med en statsministerkandidat, som i virkeligheden burde have siddet bag lås og slå, anklaget for at være storstikker? Det drejer sig om Vilhelm Buhl, som i en radiotale til det danske folk direkte opfordrede til at angive sabotører. Hvis man vidste noget, men nægtede at blive stikker, handlede man »mod sit fædrelands interesse«, lød det bønfaldende fra den kommende statsminister den 20. juni 1942.

Besættelsestiden er på mange måder et lærestykke i socialdemokratisk og i kommunistisk politik. Det store parti var i den grad sovset ind i kompromis- og korridorpolitik, at det blev mere borgerligt end de borgerlige. Man vil lede forgæves efter tilkendegivelser om krigen, selv om de ikke blev antastet eller forfulgt af tyskerne.

Der er masser af dunkle sager fra krigens tid. Historikeren Henning Tjørnehøj kunne måske hjælpe med til at op at finde en plausibel forklaring på affæren omkring socialdemokratiets forsøg på at blive det eneste tilladte parti i Danmark - i ly af de tyske bajonetter?

Overretssagføreren J.L. Cohn drog sagen frem i en artikel i Sorø Amtstidende i marts 1947. Og socialdemokratiet har så vidt vides ikke dementeret den eller rejst injuriesag. Han skriver bl.a.:

"Jeg véd, at der i politiets arkiv ligger beviser for, at den forhenværende minister Laurits Hansen havde intime forhandlinger med tyskerne om, at socialdemokratiet ved en kommende europæisk nyordning skulle være det eneste tilladte parti her i landet"

Overretssagføreren skriver videre i et forsøg på at forklare baggrunden, at partiet regnede med at være i farezonen:

I alle årene op gennem 30rne havde kommunisterne været levende engageret i freds- og antinazistisk arbejde. Her kan blot i korthed nævnes arbejdet i Røde Hjælp, der støttede flygtede og jagede antinazister. Nogle tyskere blev gemt så godt »under jorden« - at de kunne danne dybt hemmelige grupper, der var til uvurderlig hjælp i den danske modstandsbevægelse, ligesom denne omvendt støttede de tyske antinazister, bl.a. med at fremstille illegale tysksprogede blade til uddeling blandt tyske tropper.

Mange kommunister drog til Spanien for at give en hånd - og for mere end 200 også livet - i forsvarskampen imod Franco, Hitler og Mussolini.

Da Tyskland udløste Anden Verdenskrig den 1. september 1939 var kommunisterne det eneste danske parti, der offentlig fastslog sin stilling, og den kurs blev retningsgivende i resten af krigen.

Det kommunistiske parti udsendte en erklæring, der ikke efterlader tvivl om holdningen:

Argus