Et nyt Nej skal i hus

Hvordan sikrer vi et nej ved den kommende ØMU-afstemning? Ved at sige tingene, som de er. Et nej til ØMU er også et nej til hele den påtrængende Unionsudvikling, til tankerne om Unionsstat og føderal forfatning, der ligger i monopolernes/Kommissionens planer.

Regeringen vil gøre alt for at begrænse dagsordenen til ja eller nej til ØMU. Jo kraftigere og jo længere tid modstanden kan sætte sin dagsorden NEJ til EURO og Unionsstat, jo bedre. Vi skal ikke spille med, men imod regeringens ØMU-taktik, som lægger tæt låg på, at nede i EU er det regeringskonference og ny traktat, som debatteres. Den debat vil tilhængerne ikke have med i ØMU-kampagnen. Det er modstanden, der må sikre, at regeringen ikke slipper af sted med sin fortielsestaktik.

Hvis vi begrænser os til kun at tale for eller imod ØMU’en, stiller vi os selv en unødigt vanskelig opgave.

I selve ØMU-afstemningen kan politikerne komme en del af sted med at sige, at det er et valg mellem to meget ens muligheder: Binding til ØMU’en uden politisk indflydelse og binding til ØMU’en med politisk indflydelse. Vi er jo de sidste, som med god samvittighed kan sige, at vi i dag har frihed fra ØMU’en, at vi har et reelt forbehold osv.

Vi kan derfor igen blive tvunget delvist i defensiven, ligesom Folkebevægelsen blev det i 86, hvis vi pålægger os en politisk begrænsning for vores dagsorden.

Begrænsning til et ’snævert’ ØMU-nej er at gå bag efter bevægelsen. I forhold til modstanden i befolkningen, hvor det først og fremmest er Unionsstat, der er kernepunktet, og i forhold til den borgerlige modstand, som den bl.a. kommer til udtryk i bogen "Euro eller krone".

Vi skal gøre det, som politikerne er skrækslagne for (jf. økonominister Marianne Jelved), nemlig drive benhård propaganda på EU’s dagsorden lige nu: Unionsstat, Unionshær og en ny omfattende regeringskonference om en ny traktat.

Derved gør vi også fremtiden den tjeneste at lægge grunden til et nej ved næste traktatafstemning, i det hele taget lægge grunden til, at politikerne ikke kan komme af sted med at snyde os for den afstemning.

Avisen Notat skriver i lederen den 1. oktober: "Alt peger på, at ØMU’en under den kommende regeringskonference vil udvikle sig til en PØMU : En Politisk, Økonomisk og Monetær Union. Det, vi skal tage stilling til ved den kommende folkeafstemning, er altså, om vi skal give grønt lys, ikke bare til en økonomisk union, men også til en politisk union."

I samme udgave anmeldes bogen Euro eller krone, hvis forfattere bl.a. er Mette Kofoed Bjørnsen og Henning Gottlieb. Notat skriver : "Alle forfatterne peger samstemmende på, at al erfaring med møntunioner viser, at de kun fungerer, hvis de ledsages af en politisk union. Ellers bryder møntunionerne sammen. Gunnar Thorlund Jepsen udtrykker synspunktet mest markant i kapitlet : `ØMU’en er vejen til en europæisk forbundsstat`. Derfor drejer den næste folkeafstemning sig i realiteten ikke ‘kun’ om dansk ØMU-medlemskab, men snarere om vi også skal give grønt lys til en politisk Union."

I opsummeringerne efter parlamentsvalget har mange i Folkebevægelsen peget på, at nu må Folkebevægelsen styrke sin profil, Folkebevægelsens politik for frihed fra ØMU og Unionsstat og Danmark ud af EU. Den politik skal pakkes ud i stedet for at pakkes ind og gemmes væk – som der er nogle af bevægelsens talsmænd, der foreslår.

Folkebevægelsen skal gå offensivt frem med ønsket om frihed fra EU. Ib Christensen skriver i artiklen ’Det forudsigelige valgnederlag’: "I takt med, at EU udbygges som forbundsstat, vil der i de kommende årtier udvikles nationale selvstændighedsbevægelser, og i kriseområder og –perioder vil de kunne blive ret så militante. Hvis ikke Folkebevægelsen markerer sig krystalklart som Danmarks selvstændighedsbevægelse, vil andre gøre det."

Offensivt vil sige, at jo mere vi taler om det og uddyber det som en reel fremtidsmulighed– jo mere tages brodden af tilhængernes "skrækkampagner". Valget mellem at være med i EU eller ej stiller sig skarpt ved næste regeringskonference, for hvordan kan et land være ¾ med i en Unionsstat? Det er ingen umulig opgave at få styrket synspunktet: Jeg vil hellere være fri for EU end være med i en Unionsstat.

Offensivt vil bl.a. sige at konkretisere og uddybe Danmark ud af EU som det realistiske alternativ. Valgopsummeringen har efterlyst mere kød på alternativet til EU.

Folkebevægelsen er politisk den vigtigste modstandsorganisation. Aktivistmæssigt er vi det også – ikke mindst sammen med vores unge.

Folkebevægelsen skal styrkes organisatorisk, ledelsesmæssigt, agitationsmæssigt og mediepolitisk, der skal omprioriteres og nytænkes – og først og fremmest skal politikken styrkes. Dette er nødvendigt, hvis ikke den frihedsbegrundede modstand helt skal stækkes.

Folkebevægelsen bør også hurtigst muligt lave en henvendelse, hvor vi kort begrunder den politiske platform, der er nødvendig for at vinde EURO-afstemningen. En appel, som sendes bredt ud til enkeltpersoner, og som komiteer og medlemmer lokalt kan sende videre ud til flere kredse. (Der kan knyttes hundrede ideer om lancering, brug og opfølgning af sådan en henvendelse). Opfølgningen består bl.a. i at finde veje til at lade forskellige kendte og ukendte komme frem med, at EURO’en er et stort skridt ind i Unionsstaten – og at de siger nej til begge dele. Mange vil også kunne uddybe, at de hellere var fri for EU end blive tvunget med i EU-staten.

Arbejderne er dem, der bliver voldsomst angrebet af ØMU’en. ØMU-politikken stiler benhårdt mod et fleksibelt arbejdsmarked, hvor løn og arbejdsforhold er trykket i bund, og hvor arbejdernes mobilitet er lige så stor som i EU’s økonomiske forbillede, USA. Arbejderne er den vigtigste kraft i at få et nej ved afstemningen. Kampagnen direkte på arbejdspladserne er derfor vigtig. En politisk appel underskrevet af 50 buschauffører er langt mere værdifuld end en halvhjertet støtte til nææh-njej til ØMU’en fra en halvkendt socialdemokrat.

For at få mest mulig udvikling i den folkelige modstand handler det først og fremmest om nogle politiske grundargumenter, som rammer plet i forhold til folks mening om EU.

En kampagne skal have folkeligt rodfæste frem for alt. En kampagne, som designes efter at få opslutning fra et par halvkendte socialdemokrater og en enkelt fra toppen af fagbevægelsen, vil blive så politisk udvandet og uskarp, at den vil miste i bredden og dybden, hvad den eventuelt har vundet i toppen.

Den omfattende modstand mod ØMU’en kan komme til udtryk på mange måder. Naturligvis kan man sidst i kampagnen give modstanden et fælles udtryk i kraft af store fælles annoncer o.lign. Undervejs vil det være stærkest, om Folkebevægelsen udfoldede sin ØMU-modstand, samtidig med at f.eks. de borgerlige økonomer med deres nye bog, "Euro eller krone", og kommende debatdeltagelse udfolder deres argumenter, osv. Som den politiske situation er, vil det være det klogeste.

Det er langt fra den stærkeste taktik at danne nye ’bevægelser’ på et mindre og mindre minimumsgrundlag. Og der er ingen garanti for, at det giver store aktivistgrupper. Junibevægelsen blev ikke til den store aktivistbevægelse med sin begrænsede politik.

Folkebevægelsen og ikke mindst Folkebevægelsens unge kan godt sætte gang i ringe af modstand udefter – uden at det kræver, at folk deltager i komitemøder eller netværksmøder, uden at det overhovedet kræver medlemskab af en bestemt bevægelse. Folkebevægelsen kan nogle steder være aktive i at samle en lokal kreds i en nej til ØMU-staten-paraply, men det vil være et kæmpesvigt, hvis Folkebevægelsen flytter hele tyngden over i en paraplyorganisation. At Folkebevægelsen vitterligt er blevet færre og svagere modsvares først og fremmest med en stærkere politik – ikke med det modsatte.