Kapløbet om megafusioner

Med USA som udgangspunkt berører bølgen af fusioner og overtagelser for halvdelens vedkommende europæiske virksomheder. Indførelsen af euroen har accellereret disse operationer i Europa, på samme måde som den har opmuntret ikke-europæiske virksomheder til at investere mere her, herunder at bygge produktionsenheder her. Frankrig er et af de lande, der har "profiteret" mest af disse investeringer og anlæg. I dag arbejder en ud af fire lønmodtagere i Frankrig i en virksomhed, hvor størstedelen af aktiekapitalen er udenlandsk (tallet var 18% i 1980).

Fusionerne sker i alle sektorer, men mest, hvor der er udsigt til den hurtigste udvikling, og der, hvor der er udsigt til størst profit. I spidsen ligger alle de virksomheder, der har noget med Internettet at gøre. De amerikanske monopoler ligger stort set forrest i denne sektor, som "vejer" lige så tungt som automobil-sektoren i dag. De europæiske monopoler forsøger at indhente denne forsinkelse ved at opkøbe amerikanske virksomheder i denne niche til meget høje priser, op til fem eller seks gange markedsprisen.

Mobiltelefoner, internetudbydere, kabelselskaber, fabrikanter af kommunikationsmateriel etc. er, hvad finansen kæmper om at kontrollere.

Det samme ses inden for kemien, og specielt inden for genforskningen og bioteknologien. Det, der står på spil, er indsatsen omkring gensplejsning i planteavl og hele forskningen i kortlægningen af det menneskelige gen, med alle udsigterne til de patenter, monopolerne venter at opnå på dette område.

En anden sektor, hvor giganterne samler sig, er olien. Alliancerne Amoco-BP, Exxon-Mobil og Total-Fina er nogle af de vigtigste på dette strategiske område. Den iranske olie, Sortehavet, og denne olies fragt til udskibningsterminaler, som de store selskaber og imperialistmagterne betragter som "sikre", er indsatsen i en livlig konkurrence, som i marken giver sig udtryk i de "uafhængigheds"-krige, der ryster Kaukasus. Som bagtæppe for den igangværende "befrielses"-krig i Dagestan ses spørgsmålet om kontrollen over olieledningen fra Baku til Novorossijsk, som forbinder det Kaspiske Hav med Sortehavet. Kampen for kontrol med olien i denne zone var allerede bagtæppe for den inter-imperialistiske rivalisering, som førte til 1. verdenskrig.

Disse opkøb på adskillige milliarder dollars foregår "kontant", idet de opkøbende virksomheder tyr til internationale lån, hvis renter er lave. Disse virksomheders ledere lover høje profitter til deres fremtidige aktionærer: minimum 15% afkast af investeringen. Man forstår bedre den tidsmæssige sammenhæng mellem disse kapitalistiske koncentrationer og offensiven for fleksibilisering af arbejdet og reduktion af prisen på arbejdskraft, som finder sted.

Denne kapitalistiske koncentration ledsages af en vækst i mængden af kapital, der investeres bl.a. i Frankrig af de amerikanske pensionsfonde og andre institutioner, der tumler med sådanne kapitalstørrelser, som langt overgår mange landes finanslove.

"Ved hver ny fusion klapper investorerne i hænderne: I deres øjne lover disse koncentrationer fremtidige stordriftsfordele og rentabilitet," kommenterede en erhvervsjournalist fra le Monde.

Disse "stordriftsfordele" er først og fremmest nedlagte stillinger. Ved enhver meddelelse af denne art stiger aktiekurserne og antallet af arbejdsløse. Når de store aktionærer hjemtager solide udbytter, overlader de besværet med de sociale konsekvenser til staten. Det er nok det eneste felt, hvor disse hårdnakkede tilhængere af "liberalismen" kan finde noget fordelagtigt ved staten.

Alle sektorer og alle lande er berørt; det er ikke blot i de store kapitalistiske lande, man ser disse monopolistiske koncentrationer, som man konstaterer i EU, hvor fusionsbølgen også gælder spanske banker såvel som italiensk telekommunikation.

Monopoler i globalt format opstår også i mere traditionelle sektorer såsom den kemiske industri, stålindustrien, landbrugsmaskiner og plastikindustri. Disse sektorer, som de mest avancerede monopoler har forladt, udløser også monopolprofitter. Således har Case, en amerikansk producent af landbrugsmaskiner, lige opslugt New Holland (en Fiat-filial) og er således blevet nr. 1 på dette område, lige foran den anden kæmpe på området, John Deere. Det er i dag de to eneste amerikanske fabrikanter. Selv tobaksindustrien, som er en risikosektor i betragtning af den succes, som ofrene for to-bakssygdommene har haft i deres retssager, og det store beløb, der er udbetalt i erstatninger, oplever internationale koncentrationer: Japan Tobacco har opkøbt RJ Reynolds (USA), BAT (GB) har opkøbt Rothmans og Imasco(Canada). I den kemiske industri sidder Dow Chemical og Union Carbide på 20% af verdensmarkedet og 40% af det amerikanske marked for plastikprodukter.

"Disse store sammenslutninger opnår aldrig samme rentabilitet som et ungt firma, der har held med ny teknologi. Men de er i færd med at opbygge solide renteindtægter på store områder af økonomien", skrev førnævnte journalist. Med andre ord: Intet undgår kapitalens grådighed.

La Forge sept. 1999