Stor – større – størst

Fusionering, sammenlægning eller opkøb er langt fra noget nyt. Det har fundet sted i hele det sidste århundrede. Fænomenerne er knyttet til imperialismen, hvor koncentration af kapital er afgørende for overlevelse. Allerede fra starten af kapitalismen var det en afgørende faktor at have bankforbindelsen i orden. Fabriksejere, som via bankbestyrelse eller lign. havde et afgørende ord , når konkurrenter søgte om lån til udvidelse, kunne ved afslag kvæle de mindre konkurrenter, hvis marked blev overtaget og opslugt.

Omkring århundredeskiftet antog kapitalkoncentrationen en anden form, idet bank- og industrikapitalen sammensmeltede til finanskapital. Finanskapitalens koncentration er gennem dette århundrede vokset nærmest eksponentielt. Hver storbank havde egne særlige erhvervsområder, som de dominerede. Koncentrationen var så voldsom, at der ikke kunne udvides inden for egne erhvervsområder, hvorfor banksektorerne og deres forretningsområder blev fusioneret (1980-95). Dette var også en kapitalistisk nødvendighed ift. den internationale finanskapital.

I dag er der tilføjet et særtræk til koncentrationen, idet den nye fondskapital (forsikrings- og pensionsselskaber) er et integreret led i finanskapitalen. Begge er fremkommet via den kapitalistiske stats lovgivning, som tvinger eller fremskynder arbejdere til at forsøge at sikre sin alderdom ved pensionsopsparing eller via livsforsikringer. Dette er blevet sat i system ved hjælp af overenskomsttvungne pensioner.

Koncentrationen af finanskapitalen bliver dagligt i medierne fremstillet positivt, - som en nødvendighed i konkurrencen, der styrker erhvervslivet, forbrugerne og arbejderne. Men der er ridser i lakken. Eksempelvis når Den Danske Bank lokker nye investorer på eventyr i Hafnia, trods viden om selskabets forlis, for blot at kunne minimere deres eget tab. Eller når samme bank trækker tæppet væk under et helt samfund; nemlig Færøerne.

Deres ret til dette er grundlovssikret, og i tilfælde af overtrædelser, så er det yderst sjældent, at nogen stilles til ansvar og i givet fald med meget milde straffe.

Så lad os vende tilbage til, hvordan koncentrationen ser ud i dag.

Den samlede markedsandel for det finansielle marked af udlån i realkreditter og banklån, samt præmier på livs- og skadesforsikringer, er for 89 procents vedkommende fordelt på 4 institutter:

Tilbage er der 11% til resten, som langsomt vil blive opslugt/spist af de store.

Tre af disse giganter gør sig også gældende i toppen af firkløveret for de såkaldte herreløse koncerner (herreløse, fordi kunderne ikke har råderet over indskuddet).

Nykredit, Unidanmark, Kapital Holding og BRF Kredit har tilsammen puget 25 milliarder kr. sammen i pengetanke ud over, hvad loven kræver. Pengetankene er forenings- eller fondsejet og kan ikke røres. De er sikret via lovgivning og vedtægter. Bliver pengetankene opløst, strømmer de blot over i nye fonde. Analyserer man vedtægter og valgregler, fremgår det, at den afgørende magt ligger hos en snæver personkreds på 58 personer (så helt herreløse er de ikke). Denne lille magtelite sidder oftest også repræsenteret i bank- og virksomhedsbestyrelser.

Vi kan også se på de 10 største opkøb i årene 1994-98. I denne 5-årsperiode beløb blot de 10 største opkøb sig til mere end 32 milliarder kr.: 32.000.000.000 kr.

Halvdelen af opkøbene stod bankkapitalen direkte for. Den Danske Bank tegnede sig alene for tre ud af de 10 største opkøb: Danica, Baltica Forsikring og Östgota Enskilda. Samlet set blev de tre firmaer opkøbt for omkring 14 mia. kr. – eller ca. en tiendedel af statens budget for år 2000.

50% af opkøbene blev foretaget af banker eller forsikringsselskaber. Det normale er ellers, at industrien opkøber/fusionerer; men banksektoren havde tabt terræn i 80´erne, fordi de i samme periode med den internationale konkurrence brugte kræfterne på indbyrdes at fusionere på deres hjemmemarked. Det er nemlig nødvendigt at koncentrere megen kapital for at gå ind og dominere de store virksomheder. Eksempelvis må en storbank som BG-Bank "kun" investere 2 mia. kr. i en enkelt virksomhed.

For en ordens skyld skal det nævnes, at den danske kapitalkoncentration er yderst lille og ukampdygtig på internationalt plan, i forhold til de rigtige rovdyr. I øjeblikket prøver den danske kapital fortrinsvis at gøre sig gældende i den nordiske region. Men selv i dette selskab spiller Den Danske Bank, som ellers er dansk kapitals flagskib, en lidet flatterende rolle. På det nordiske plan er det de svenske banker, som dominerer. Måler man på børsværdi, ser billedet på de største fem sådan ud:

MeritaNordbanken (finsk-svensk) 87 mia. kr.

Handelsbanken (svensk)

Förenings Sparbanken (svensk)

SEB (svensk) 50 mia. kr.

Den Danske Bank 43 mia. kr.

Et særtræk ved nutidens fusionsbølge er, at man spekulerer i kerneområder. Det betyder, at man mindre er interesseret i virksomheder, som driver forskellige forretningsområder. Det skal være "rene" produkter. Konsekvensen er, at virksomheder, der har blandet produktion, går den modsatte vej: De fissionerer. Det vil sige, at de udskiller/opsplitter deres produktion i selvstændige selskaber. Et aktuelt eksempel på dette er NOVO-Nordisk, som netop har besluttet at adskille deres insulinforretning fra enzymområdet. Filosofien begrundes med følgende: Hvem er interesseret i at købe en pakke bestående af en fiskestang og en T-shirt? Virksomheden, som på det nærmeste har verdensmonopol på de to områder, udskiller selskabet i to, udelukkende med henblik på at gøre det lettere at fusionere på hvert af de to områder.

Dette er ikke et specielt dansk fænomen; men en international kapitalistisk erfaring. Igennem firserne herskede tesen "Big is beautiful". Mange høstede mindre profitter i deres iver over opkøb, der var forbundet med produktioner, som var forbundet med produkter, der faldt uden for deres normale felt. Konsekvensen blev taget: Monopolkapitalen vil ikke handle på flere hylder på én gang.

Det generelle indtryk fra den borgerlige medieverden er, at fusioner sikrer arbejdspladser. Det ruster angiveligt virksomhederne mod den internationale konkurrence. Det sidste passer; men det er til fordel for ejere og investorer på bekostning af ansatte og deres arbejdspladser. Alene inden for banksektoren blev 11.000 personer prikket ud til en tilværelse som arbejdsløs i forbindelse med fusionerne i en 10-årig periode fra 1985-95. Fusionen mellem de 2 store slagterigiganter, Danish Crown og Vestjyske Slagterier kostede umiddelbart 310 jobbet.

Det samme positive billede forsøges skabt, når det gælder forbrugernes fordele. Det er igen sandt og falsk. Det afhænger helt af, hvem der er kunde. Bankernes vigtigste kunder er de store erhvervsvirksomheder – de er faktisk oprettet og har til formål udelukkende at tjene dem – mens småsparerne blot udsættes for optrækkeri. Den aktuelle metode er en sand jungle af forskellige gebyrer.

Hvis vi tager den produktive erhvervskapital, så er mejerisektoren vist (i modsætning til produkterne) det mest friske eksempel på, hvordan det går med priserne, når der opnås monopol.

Kapitalismen bryster sig af den frie konkurrences fordele. Man kan sige, at da kapitalismen som samfundssystem blev undfanget i midten af sidste århundrede, eksisterede den fri konkurrence i en stor udstrækning. Det var et fremskridt i forhold til det feudale system, der fastlåste arbejdskraften som fæstebønder o.lign. Men der skulle ikke gå mange år, før jungleloven – den stærkes ret – satte sig igennem. I dagens Danmark råder omkring 100 familier over omkring 90% af værdierne i Danmark. Deres interesser er sammenvokset med staten, der som et lydigt redskab lovgiver og udøver efter deres behov. Det gælder indgreb i overenskomstkonflikter eller at holde hånden over snyltervirksomhed, som f.eks. når Nyrup Rasmussen drager til Færøerne for at rede tråden ud for Den Danske Bank.

Vores skattekroner går også til regeringsnedsatte tænketanke, der er finans-kapitalen behjælpelig med nye strategier for nye internationale nicheproduktioner. Eller såkaldte kontrolorganer, alias konkurrencestyrelsen, hvis rolle er at kontrollere konkurrenceforvridning og monopolmisbrug. Men når der endelig dukker sager op til overfladen - jf. mejerifusionen - forbliver det ved den løftede pegefinger. FJ