Strøtanker
17.9.
Når nu afsløringen af overvågningsprogrammet Echelon får så stor opmærksomhed i pressen, kommer det meget belejligt, at den tidligere RAF-aktivist Horst Ludwig Meyer, der blev dræbt af det østrigske politi, havde et dansk pas. Der blev da også kastet en enkelt molotov-cocktail mod den østrigske ambassade og udsendt en pressemeddelelse om kamp mod stigende politisk forfølgelse og overvågning af kurdiske og baskiske befrielsesbevægelser. Nogle autonome aktivister indkalder videre til en demonstration onsdag den 29.9. Jeg kan ikke opfatte disse autonomes demonstrationer som andet end en belejliget afvigelsesmanøvre, der bevidst eller ubevidst, forærer overvågningsliderlige politikere argumenterne for, at det er nødvendigt for at beskytte staten mod den internationale terrorrisme.Den 25.9. har Politiken en helsides artikel om den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman. Han slår til lyd for at der skabes offentlige rum, dvs. steder hvor der kan diskuteres og private problemer kan oversættes til fælles offentlige anliggender. Egentlig synes jeg, der er gjort masser af forsøg på at skabe disse muligheder i Danmark gennem de seneste 30-40 år, med foreninger af alle slags, alskens fritidsundervisning og foredrag samt medborgerhuse og anden billig lokaleudlejning. Z. Bauman slutter da også med det langt alvorligere spørgsmål om, hvem der har evnen og viljen til at gøre verden til et bedre sted at leve i. Det er min bedste overbevisning, at der omkring dette blad findes en dybt engageret kreds af mennesker, der har viljen. Desværre har han ikke forstået, at det ikke er statsapparatets opgave, at gøre verden til et bedre sted at leve i, men derimod til et bedre sted, at investere og tjene penge i. Derfor kan vi heller ikke forvente nogen offentlige rum, endsige nogen offentlig støtte til den absolut nødvendige opgave, at gøre de private problemer fælles.
Dagbladet Arbejderen og bladet Socialisten skriver noget om USA’s medvirken ved træning af de indonesiske militser til overgrebene i Øst Timor. Efter lang tids søgen fandt jeg henvisninger til dokumentation herfor på dette link
http://worldnews.about.com/library/weekly/aa092099.htm.
Hvad jeg ikke har set i disse blade er en mere dybtgående beskrivelse af, hvad USA’s rolle i Indonesien egentlig er. Det fandt jeg derimod hos MoJoWire et magasin og et nyhedsnet med undersøgelser og ideer for uafhængige tænkere (independent thinkers) på internetadressen
http://www.mojones.com/east_timor/features/usaid.html,
Da jeg synes, de beskriver, hvad det er for økonomiske og politiske interesser, der står bag og medvirker til terroren, følger her nogen uddrag i egen oversættelse:
….Den internationale Valutafond (IMF) har af en samlet lovning på 12,3 mia. $ udbetalt over 9 mia. $ til Indonesien siden 1997. Imidlertid har den financielle restrukturering efter fondens mandat i virkeligheden forværret krisens virkninger for den almidelige indoneser, siger journalist Allan Nairn, som har skrevet omfattende om Indonesien. Således har ’restruktureringen’ inkluderet en høj-lånerente politik og fjernelsen af landets brændselshjælp til de fattige, regeringen er angiveligt under pres for at reducere fødevarehjælpen og afskaffe et stort antal arbejdere. Ifølge Nairn "tog (IMFs betingelser) en meget smertefuld økonomisk krise og gjorde den dødelig"….
…"(IMF) presser i det væsentlige landet til at bevæge sig fra en økonomi domineret af Suharto-familien til en domineret af fremmede investorer og verdensmarkedet," siger Nairn. Indtil fornylig kunne fremmede investorer f.eks. ikke eje aktiemajoriteten i indonesiske banker. Under den nye IMF-politik er det ændret. Ligeledes elimineres restriktionerne for fremmed ejerskab af indonesisk jord og detail virksomheder. På grund af den indonesiske rupiah’s kollaps er fremmede investorer og multinationale virksomheder, som Nairn siger det "i stand til at starte på at købe landet op til favorabelt lave priser."
Hvorfor Indonesien?
USA har sine egne grunde til den loyale undestøttelse af den indonesiske regering….Henry Kissinger forklarer…landet er den femte største population i verden og har omkring halvdelen af regionens totale population…Indonesiens geografiske beliggenhed og ressourcer er af stor strategisk betydning for USA’s interesser i regionen. Indonesien kontrollerer adskillige yderst vigtige søveje, der forbinder Stillehavet og Det indiske ocean, at beholde en venligtsindet adgang til disse ruter er vital for Amerikas kommercielle og militære interesser….
…Indonesien er ligeledes vigtig af økonomiske årsager. Der er store mængder olie og gas i regionen og amerikanske virksomheder har betydelige investeringer i disse sektorer….I 1997 eksporterede Indonesien for mere end 9 mia. $ tekstil, olie, gummi og andre varer til USA.
Endnu engang et eksempel på, at den internationale politik grundlæggende styres af økonomiske interesser.