Poul Bomstærk

- Den danske økonomi er bomstærk, jublede Poul Nyrup Rasmussen fra talerstolen på socialdemokratiets årsmøde, der udstillede en næsten øredøvende enighed.

- De fleste familjer har fået 25 pct. mere at råde over gennem de senere år, tilføjede han i et efterfølgende TV-interview. Det var mange penge, og det var folk måske ikke klar over, men han og regeringen vidste det!

Alle folketingspartiernes landsmøder er medieshows, hvor det gælder om at udstille et optimistisk, stærkt og enigt parti. Et parti i form og vigør. Derfor faldt der ikke et ord om den vælger- og medlemskrise, den asociale efterlønspakke udløste sidste år. Derfor undgik man at komme ind på sprængfarlige temaer som sidste års udliciteringsdebat. Og for at være helt sikker på, at kongressen forløb efter partitoppens hoved, har man i den mellemliggende tid fået udskiftet en mængde lokale socialdemokratiske bestyrelser, som endnu tror på de gamle ’socialdemokratiske værdier’ og partiets velfærdsretorik fra 60erne og 70erne. Alligevel er partiets medlemstal historisk lavt – godt 50.000.

Med skræk og bæven ser Nyrup, hvad der er ved at ske med storebror Gerhard Schröders regerende tyske socialdemokrati, der bevæger sig fra det ene valgnederlag til det andet; de socialdemokratiske vælgere er dybt skuffede over kanslerens økonomiske politik, mens splittelsen i partiet er brudt ud i lys lue. Mellem tilhængerne af de ’gamle socialdemokratiske værdier’, som den afgåede Oscar Lafontaine og hans fløj repræsenterer, og Schröders parti, som har forkastet dem til fordel for den politiske platform, som er udtrykt i Toni Blairs og Schröders fælles manifest. Det vil sige et socialdemokrati, der stadig mere åbent har antaget en platform, som er mere eller mindre identisk med de åbent borgerlige, såkaldt liberale partier.

Fra paroler om ’en retfærdig fordeling af samfundsrigdommen’ til at sætte erhvervslivets, d.v.s. storkapitalens profitbehov, i centrum, og overtagelse af den borgerlige retorik om ’det enkelte menneske i centrum’, ’det frie valg’ osv. - og med udlicitering og privatisering af profit-egnede dele af den offentlige sektor som logisk konsekvens. Det kendetegner samtlige de regeringsbærende socialdemokratier i Den europæiske Union – og Nyrup og hans partiledelse er da også overbeviste tilhængere af Blair-Schröder-platformen.

Peter Struck, formanden for det tyske socialdemokrati SPDs Bundestagsgruppe, har erklæret det bramfrit:

Hovedspørgsmålet på landsmødet var endnu en revanche overfor det danske folkeafstemningsresultat i 1992, da Maastricht-traktaten blev forkastet. Nu står det ’nationale kompromis’, hvormed folkeafstemningsresultatet blev omgjort, for fald. En folkeafstemning om ØMU og euro alene, og ikke om de andre forbehold – for Nyrup risikerer nødigt endnu et nej, og vil lade afstemningsdatoen være afhængigt af opbygningen af et stabilt flertal for euro’en på mindst 60 pct. i meningsmålingerne. I forhold til socialdemokratiet og de landsmødedelegerede er spørgsmålet imidlertid overhovedet ikke kontroversielt: Partitoppen, LO-toppen og hele det socialdemokratiske kadrelag er svorne unionister og euro-tilhængere.

Det gav ikke anledning til den mindste rift på mødet, men lod Nyrup fremstå som både en demokratisk partiformand og ditto statsminister, der er dybt interesseret i en fair debat, som lader både ’fordele og ulemper’ ved dansk medlemskab af ØMUen komme frem. Fordelene er selvfølgelig langt overvejende, kunne Nyrup meddele: for det første handler det om ’tryghed’, for det andet om ’at sidde med ved bordet, hvor beslutningerne træffes’. Ulemper kunne han ikke komme i tanke om.

Ulige meget vanskeligere vil det blive at overbevise de danske arbejdere – både de, der har stemt socialdemokratisk, og de, som ikke har – om euro’ens velsignelser. For euro’en er et instrument for monopolerne i den stadig skærpede konkurrencekamp i og udenfor unionen, som anvendes på arbejdernes bekostning, og samtidig et led i opbygningen af den europæiske imperialistiske superstat – og hverken de danske eller de øvrige europæiske arbejdere har den fjerneste positive interesse i nogen af delene.

Der blev på årsmødet snakket meget om fastholden af de ’socialdemokratiske værdier’. Det var som en besværgelse, der igen og igen blev fremsagt i et forsøg på at mane den stadige kritik af partiets utilslørede borgerlige politik væk. For udviklingen i de vesteuropæiske socialdemokratier har fået mange til at spørge, hvorfor socialdemokratierne ikke længere er socialdemokratiske?

Og den har fået mange partier ’til venstre’ for de regeringsbærende socialdemokrater – som Holger K. Nielsens SF i Danmark eller Gregor Gysis PDS i Tyskland – til at melde sig på banen som arvtagerne til det gamle socialdemokrati og dets værdier.

Snakken om de ’socialdemokratiske værdier’ skal skjule, at de allerede er forladt af det danske socialdemokrati. Nyrup-regeringen har hele vejen igennem været på linje med Schröder og den omtalte Peter Struck – og ofte flere skridt foran.

Den ny socialdemokratiske politik rummer ikke den fjerneste verbale kritik af kapitalismen, dens ejendoms- eller fordelingsforhold, der bliver stadig mere skæve: Nyrup og Co. erklærer Danmark som et ’foregangsland’ i økonomisk, politisk og demokratisk henseende, og han brugte en stor del af sin landsmødetid på at udtrykke sin begejstring over, at den kapitalistiske forretning Danmark er krøbet op på den højest mulige placering i de internationale vurderinger af kreditværdighed. Ikke mindre end tre gange – med ligeså mange fingre i vejret – gentog han: 3 gange A. En forkølet kritik af de internationale valutaspekulanter, der kan ryste fundamenterne for selv en BOMSTÆRK kapitalistisk økonomi var alt, hvad Nyrup og landsmødet havde at sige om et økonomisk system, som producerer armod og sociale ulykker i samme tempo, som det producerer forgyldte millionærer og milliardærer.

Den forladte socialdemokratiske position om ’retfærdig fordeling’ var gennem årtier det væsentligste element i dets ideologi: Arbejderklassen foregøgledes at en sådan fordeling ville være mulig under kapitalismen, såfremt de støttede den socialdemokratiske klassesamarbejdspolitik og undlod at kæmpe for at ændre produktionsforholdene.

Men den kapitalistiske fordeling er en nødvendig følge af de kapitalistiske produktionsforhold: Arbejdet under kapitalismen er lønarbejde, arbejde for andre. Og resultatet af arbejdet er, at samfundsrigdommen produceres som kapital – og dermed som en magt, der behersker arbejdet og arbejderne. Arbejderne må sælge deres arbejdskraft, og får til gengæld i bedste fald arbejdskraftens værdi som løn: det vil sige værdien af de forbrugsgoder, som er nødvendige for at reproducere arbejdskraften. Hovedparten og en stadig voksende del af den nyskabte værdi tilegner kapitalisterne sig, og den anvendes (i det omfang den ikke går til kapitalisternes forbrug) brugt til at øge kapitalen og dermed den magt, som behersker arbejderne.

De kapitalistiske fordelingsforhold er således en lovmæssig følge af produktionsforholdene – og det gamle socialdemokratiske løfte om at ændre fordelingsforholdene uden at røre ved produktionsforholdene er tom snak, lutter løfter uden indhold. Det, om noget, er blevet bevist af den socialdemokratiske politik, som ikke har ændret fordelingen i arbejdernes favør igennem næsten et århundrede, hvor det har siddet med ved bordet i samfundets top – selv i det nu historisk afsluttede ’socialdemokratiske velfærdssamfunds’ glansperiode.

Men hvorfor forlader socialdemokratiet sine gamle positioner, som ubestrideligt har haft en vis succes og betydelig lydhørhed i arbejderklassen? Det hænger sammen med, at kapitalen inddrager sine indrømmelser i stadig hurtigere tempo: Gennem sådanne indrømmelser blev arbejderklassens øverste lag, arbejderaristokratiet, gennem århundredet bundet fast til kapitalen – men også den almindelige arbejder i Danmark eller Tyskland har levet betydeligt bedre end arbejderne i de af imperialismen beherskede lande. Denne politik købte den danske kapitalisme og den herskende klasse i de imperialistiske lande borgfred og ’ro på bagsmækken’. Men i dag har kapitalen forladt denne kurs med indrømmelser: de inddrages, og det er klart, at kapitalen søger at presse arbejderklassens levestandard generelt nedad. Det er også lykkedes den et stykke hen ad vejen (om end langt fra så langt som ønsket, endnu, men det skal euro’en være med til at råde bod på. Når Nyrup fabler om de ’mange familjer, der har oplevet en økonomisk fremgang på 25 pct.’ gælder det ikke arbejderklassens flertal; og det gælder slet ikke arbejdsløse eller andre på overførselsindkomst.

Den væsentligste forklaring på at kapitalen har opgivet sin borgfreds- og indrømmelsespolitik og har indledt en offensiv mod alle arbejderklassens tilkæmpede resultater er profitratens fald. Profitraten udtrykker ikke bare forholdet mellem merværdi og løn, men mellem merværdi og kapitalisternes samlede omkostninger, indbefattet investeringer i produktionsmidler som maskinel og ny teknologi. Disse omkostninger stiger til stadighed i forhold til lønomkostningerne – men produktionsmidlerne skaber ingen merværdi; det gør kun den levende arbejdskraft. Den stigende arbejdsproduktivitet betyder en voksende tendens til fald i profitraten. Men profitratens fald truer selve den kapitalistiske produktionsmåde – og det væsentligste middel til at imødegå den er ved at hæve udbytningsraten, fordelingen af den ny værdi i merværdi og løn, til gunst for kapitalen. Profitratens fald tvinger med andre ord kapitalen til at formindske og inddrage indrømmelserne.

Og dermed er enhver snak om ’retfærdig fordeling’ på den kapitalistiske produktions grund blevet helt umulig. Derfor tvinges Blair og Schröder samt Poul Nyrup og Co. til at opgive de klassiske socialdemokratiske positioner, og i voksende omfang at anerkende og bruge de kapitalistiske ’forklaringsmodeller’ med profitten som omdrejningspunktet.

Sænkningen af levestandarden medfører naturligvis modreaktioner fra arbejderklassen, som vil blive kraftigere endnu. Og denne forsvarskamp fører også til at der vil blive sat spørgsmålstegn ved hele den kapitalistiske uorden. I Nyrups Danmark og i monopolernes Union er vi på vej ind i en periode med øget social ustabilitet og uro, på vej mod ’nye tider’.

Der er ingen vej tilbage for kapitalen i dens konkurrencekamp på liv-og-død - eller for socialdemokratiet til de glade 60ere og ’velfærden’. Og for arbejderklassen er der kun én vej: udover kapitalismen og socialdemokratiet.

Det er alt sammen skuespil: Dansk kapitalistisk økonomi er ikke BOMSTÆRK. Nyrups euforiske udtalelser vækker minder om en anden dansk statsminister, der kom grueligt galt af sted, da han meddelte, at det gik ’ufatteligt godt’ for dansk økonomi.