Har vi brug for en hovedaftale?

Hovedaftalen fra septemberforliget 1899 er netop rundet de 100 år, hvilket har givet anledning til både 'festligholdelse' fra arbejdsgivernes og LOs side. Og til diskussion.

DA & LO har hver deres forslag til ændringer, som ligger meget tæt op af den nuværende. Det er der ingen grund til at spilde mange ord på. Klassebevidste arbejdere har gang på gang følt dens negative virkninger i praksis.

Mere spændende er det at følge, hvilket bud der er kommet fra den selvudnævnte faglige opposition.

'Den faglige venstrefløj’ i Danmark har begået en lille pjece, hvori de rejser et forslag til en ny hovedaftale på arbejdsmarkedet. Ifølge Finn Sørensen, formand for Bryggeriarbejdernes Fagforening, er det en håndfuld fagforeninger - heriblandt Jord & Betonarbejdernes Fagforening - der står bag oplægget, som senere skal uddeles på LO-kongressen.

Som bekendt er den nuværende hovedaftale knyttet til septemberforliget, hvis 100-års-dag er blevet markeret af både kapital og LO. Initiativet fastslår - ifølge samme Finn Sørensen - at septemberforræderiet har betydet flere gode ting for den danske arbejderklasse, heriblandt retten til at organisere sig. Når forliget ikke blev bedre, skyldes det, at arbejderne, der havde været i strejke i 4 måneder, led nød og sultede. Faktum er imidlertid, at de daværende faglige ledere stak en kniv i ryggen på arbejderklassen ved at håndfæste ’arbejdsmarkedets grundlov’, der siden har bundet arbejderne, tillidsrepræsentanter og organisationer på hænder og fødder.

Når man - som Initiativet gør - betragter en sådan grundlov som indeholdende nogle gode ting, mens andre kan reformeres over til arbejderklassens interesser, så begår man pr. automatik fejl, da justeringer ikke rokker ved bindinger og straffe overfor strejker.

Det fremgår da også forslaget, hvoraf nogle skal kommenteres her:

Initiativet ønsker at reformere ledelsesretten i form af en uddelegering af denne arbejdsgiver’ret’. Her er man helt på bølgelængde med LO & DA, som allerede har taget selvstyrende grupper i brug på stort set alle større arbejdspladser i Danmark. Uanset om det bliver beskrevet i en ny Hovedaftale eller ej, så er det en klar fordel for arbejdsgiverne og deres produktion/profit at foregøgle arbejdere en indflydelse, de kun har under hensyntagen til øget profit.

Endnu vigtigere er det at fredspligten skal bevares!

’En gyldig overenskomst er bindende i overenskomstperioden. Så længe overenskomsten er gældende kan der - bortset fra nogle undtagelser - ikke iværksættes retmæssige kampskridt med henblik på ændring i eller ophævelse af overenskomsten.’ (KPs fremhævning og indføjelse).

Det er da rene ord for pengene. Skulle situationen opstå, at arbejderklassen har styrke til at kæmpe forbedringer igennem, må vi afvente overenskomstfornyelsen, lægge kræfterne på hylden og håbe på, at styrken og mobiliseringen fortsat eksisterer.

Har man sagt A, må man også sige B.

’Overtrædelse af gældende overenskomst kan medføre idømmelse af erstatning og bod’. Ganske vist ikke personlig men kun organisationsbod, hvilket skal afgøres af den faglige voldgift, som altså skal bestå.

Initiativet bliver her fanget af deres egen logik. Når nu fredspligten er bevaret, skal der selvfølgelig udløses bøder ved overtrædelser.

Det kan da heller ikke undre, at den såkaldte venstrefløj i Socialdemokratiet - på et meget småt besøgt tillidsmandsmøde i Lager- & Handelsarbejdernes Fagforening i København den 13. september - kan erklære sig totalt enig i den faglige oppositions forslag.

I øjeblikket er LO sammen med andre EU-faglige organisationer ved at forberede en Hovedaftale på EU-plan.

Man kan kun gisne om, hvilket forslag den danske faglige opposition har til den?

Hovedaftalen er og bliver - også i DAs, LOs og tilmed i 'den faglige venstrefløjs' reformforslag - en lænke om arbejderklassens hænder og fødder, et redskab vendt mod arbejderklassen. Derfor skal den ikke reformeres - og derfor hedder kravene for den kæmpende arbejderklasse:

Når 'den faglige venstrefløj' skrotterdisse hæderkronede paroler er det simpelthen et udtryk for, hvor langt ned ad det socialdemokratiske skråplan, den ar bevæget sig i 90erne.

Hvad der er brug for er en stik modsat kurs:ingen forsoning, ingen tilnærmelse, men tværtimod brud med den socialdemokratiske klassesamarbejdslinje, hvis fallit demonstreres stadig tydeligere i disse år.