Østtimor og Vesten

Folkeafstemningen om Østtimors fremtid blev en sand triumf for uafhængighedsbevægelsen.

Valgdeltagelsen var på ikke mindre end 97 pct. – og heraf stemte 78,5 pct. for løsrivelse.

Østtimors folk tilkendegav på en måde, der ikke kan misforstås, at uafhængighedskampen var folkets valg og vilje. Godt 450.000 havde stemmeret – 200.000 kunne ikke stemme, fordi de var myrdet af det indonesiske militær.

Sidste gang Østtimor stod på tærsklen til uafhængighed – da FRETELIN-bevægelsen den 28. november 1975 erklærede det uafhængigt, da det portugisiske kolonistyre faldt ovenpå den såkaldte ’nellikerevolution’ - reagerede det amerikanskstøttede, fascistiske indonesiske Suharto-regime prompte: Den næste dag erklærede Suharto, at Indonesien ville annektere Østtimor, og i december 75 besatte hans hær landet i en veritabel blodrus. I et af de proportionelt største folkemord i nyere tid udryddedes en trediedel af befolkningen.

Alligevel fortsatte kampen – også den væbnede kamp – for uafhængighed.

Denne gang udløste det entydige afstemningsresultat (overvåget af FN) en ny udslettelsesbølge, en terrorkampagne fra proindonesiske militsgruppers side med støtte fra dele af den indonesiske hær.

Hvor mange der har måttet give deres liv som et offer i uafhængighedskampen denne gang (nøje overvåget af FN og det internationale samfund) er endnu ikke talt op. Mens dette skrives fortsætter myrderierne, mens en australsk anført FN-styrke på 7500 mand er på vej til Timor med den indonesiske regeringschef Habibies accept. Indenfor relativt kort tid må det formodes, at ’ro og orden’ er genoprettet, og østtimoreserne kan slikke deres sår i en formelt set uafhængig stat under en australskdomineret ’fredsstyrkes’ overvågning i den næste lange tid.

De folkelige protester mod den indonesiske terror har været omfattende: I den indonesiske hovedstad Djakarta organiserede studenterne og ungdommen masseaktioner; i Australien indledte havnearbejderne en blokade mod indonesiske skibe og opfordrede havnearbejdere verden over til det samme; i mange andre lande i Asien og verden over, indbefattet i den tidligere kolonimagt Portugal, har den international solidaritetsbevægelse med Østtimor markeret sig.

Til gengæld har reaktionen fra Vesten været forbløffende langsommelig – også i betragtning af det hastværk, man tidligere har udvist i f.eks. Irak eller Jugoslavien. Blodbadet – som var forventet af mange iagttagere – fik lov til at gå sin gang. De fleste af de hærgende militser blev først oprettet efter at den indonesiske regering i år accepterede gennemførelsen af folkeafstemningen. Ingen effektive forholdsregler til beskyttelse af befolkningen blev truffet.

Forklaringen er enkel:

Den amerikanske imperialismes interesser har dikteret politikken over for Indonesien – med Østtimor som den store taber. På et hvilket som helst tidspunkt kunne USA have tvunget sin allierede Suharto til at anerkende Østtimors selvstændighed. Det gjorde man ikke, men forsynede den indonesiske hær med de våben, der nu bruges til slagterierne. . I mere end 20 år kunne I mere end 20 år dikterede de amerikanske imperialistiske interesser i Ind

De samme hensyn til Habibie-regimet og forholdet til den kommende indonesiske regering dikterede mangelen på beskyttelse og den sene reaktion, selvom Clinton og de vestlige ledere har sendt en strøm af verbale fordømmelser ud i medierne.

En pæn del af de australske soldater er på forhånd udset til at bevogte de rige oliefelter. Folket på Østtimor har god grund til at spørge om, hvilken rolle det næste hold soldater - med våben fra de samme fabrikanter som den indonesiske hærs - kommer til at indtage i dets langvarige selvstændighedskamp.