Revolutionens program

Men jeg tror, at disse organisationers arbejde med ny partiprogrammer hænger sammen med et par forhold:

For det første at der i den kommunistiske og revolutionære bevægelse er et behov for programmatisk afklaring, som allerede længe har gjort sig gældende. Efter sammenbruddet for de revisionistiske regimer i Sovjetunionen og Østeuropa og socialismens fald i Albanien har der været et indlysende behov for at uddrage den programmatiske lære heraf og for at klarlægge betingelserne for en revolutionær strategi under den såkaldte ’ny verdensorden’.

Den diskussion har allerede længe været på dagsordenen. Som formand for DKP/ML tog jeg – var det ikke i 93? – initiativ til udarbejdelsen af et Program for et socialistisk Danmark og til en bred diskussion i den daværende kommunistiske bevægelse.

På det tidspunkt afviste ledelserne af f.eks. KPiD og DKP enhver seriøs diskussion. Alligevel deltog mange kommunister landet over i den – og den var med til at fastholde den kommunistiske bevægelses generelle orientering mod revolutionen og kampen for at skabe et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur.

Det andet moment er, at disse nye partiprogrammer skal profilere de enkelte organisationer. KPiD, DKP/ML og DKP har alle deres egne – forskellige - motiver til at revidere deres programmer. Men det koger alt sammen ned til det samme: disse partier og organisationer har brug for at bevise, at de har en eksistensberettigelse, og at har et bud på arbejderklassens vej frem mod socialismen – eller i hvert tilfælde noget, der ligner.

Det er selvfølgelig en spøjs situation, hvis der kommer til at eksistere 4-5 såkaldt kommunistiske partiprogrammer, men det er jo allerede temmelig spøjst, at der eksisterer alle disse organisationer. Der er brug for eet stærkt kommunistisk parti, arbejderklassens revolutionære parti – og eksistensen af de mange organisationer viser at den revisionistiske splittelsesproces i Danmark er vidt fremskreden.

På den anden side tror jeg, at det at programarbejdet generelt sættes på dagsordenen – altså spørgsmål om principperne, om vejen til socialismen og det kommende socialistiske Danmarks karakter - vil være nyttig for afklaringen, og vil trække nogle helt afgørende skillelinjer op.

Lenin sagde, at ’kun den er marxist, som udvider anerkendelsen af klassekampen til anerkendelsen af proletariatets diktatur’ og at netop dette spørgsmål ’er prøvestenen, som en virkelig forståelse og anerkendelse af marxismen afgøres på.’

Uden proletariatets diktatur, uden dette revolutionære klasseherredømme, er det umuligt at opbygge et socialistisk samfund. Der er lande og samfund, der kalder sig socialistiske, uden at proletariatets diktatur eksisterer dér – og det er der mange, der har gjort, fra Hrustjovs Sovjet til Kina, Nordkorea og Cuba i dag – men den historiske erfaring har bekræftet teorien: uden proletariatets diktatur ingen socialisme, ingen fremdrift mod kommunismen, men en tilbagevenden til kapitalismen på den ene eller den anden måde.

Nu er der måske nogen, der vil sige: jamen, DKP anerkendte da ’proletariatets diktatur’, ordene fandtes da oven i købet i det berygtede program fra 75, det ’antimonopolitiske demokratis’ program. Eller DKP/MLere vil sige: Jamen, du ved da godt, at vi ’anerkender’ proletariatets diktatur, det har vi altid gjort, og selvom vi laver programmet fra din tid om på vores kongres til påske næste år, så vil der garanteret stå både ’proletariatets diktatur’ og ’socialistisk revolution’ i det.

- Her er det nyttigt med Lenin igen: Før Oktoberrevolutionen brød marxisterne (bolsjevikkerne, kommunisterne) med den socialdemokratiske 2. Internationale, da dens partier viste sig at støtte deres egne imperialistiske herrer og deres krigsmål. Efter revolutionen kunne Lenin konstatere, at ’det farligste, der kommer fra Bern-Internationalen (den internationale ’centristiske’, socialdemokratiske strømning efter 1. Verdenskrig, KR) er den verbale anerkendelse af proletariatets diktatur. Disse folk er i stand til at anerkende alting bare for at forblive i spidsen af arbejderbevægelsen.’

Og derfor fastslog den kommunistiske internationale:

Ord, også ord i et program, kan være meget billige. Programmatiske sandheder er derimod dyrebare. KPiD og DKP/ML, som prøver at bilde folk ind, at der er socialisme i lande som Cuba eller Nordkorea viser bare, at de ikke har den ringeste idé om, hvad ægte socialisme er, og ikke har den fjerneste vision om vejen til et socialistisk Danmark, som har arbejderklassen og dens kommunistiske parti ved roret.

Arbejderklassen er ikke den herskende klasse noget sted på jorden i dag – det ved de danske arbejdere udmærket. Der findes ikke noget ægte socialistisk land.

At bilde folk noget andet ind kan kun skade kampen for socialismen hvor som helst.

Hverken KPiD, DKP/ML, DKP - eller for den sags skyld Enhedslisten - har i gerning brudt med reformismen eller revisionismen - og revisionisme er, meget firkantet sagt, noget der ligner marxisme i ord, og reformistisk politik i praksis. De løber alle i hælene på socialdemokratiet, under slagord om at ’forsvare velfærden’, og forbinder sig på kryds og tværs med hinanden – det kommer der ingen revolutionær klassekamp ud af. Det eneste resultat er voksende politisk og ideologisk forvirring og udstilling af egen svaghed.

Det var netop i første række spørgsmålet om en revolutionær klassekampspraksis, der var kerneproblemet i den ’kommunistiske enhedsproces’ fra begyndelsen af 90erne, som vi i dag kan konstatere er brudt fuldstændig sammen: Den måtte enten føre til et fuldstændigt brud med reformismen og revisionismen og forening på marxistisk-leninistisk grundlag – eller til at den positive mulighed for at tage ved lære af historien, lære af egne fejl, som forelå efter murens fald og Sovjetunionens sammenbrud blev tabt på gulvet.

I dag kan alle se, hvad der skete: Ledelserne i KPiD, DKP/ML og DKP har valgt marxismen-leninismen fra, de har valgt splittelsen, og trasker videre i det samme revisionistiske spor, som kun har ført til nederlag i mange, mange årtier.

KP: - Der er folk fra det gamle DKP, der går rundt og siger: ’Det er rigtigt nok, at Klaus Riis og ml-erne før Sovjets fald var klare over, hvor det gik hen, mens vi ikke var det – men nu er han og folkene fra Oktober da gået helt grassat’

KR: - Ja, den har jeg også hørt. Sladder med politiske motiver er en del af revisionismens arsenal.

Den kamp, som foregår nu om den kommunistiske bevægelses grundlag, mellem de forskellige grupperinger, vil være afgørende for klassekampens udvikling og perspektiverne for socialisme i Danmark i mange år frem.

Der er en ny generation på vej, som ikke er indhyllet i de revisionistiske myter fra 60erne og 70erne om Sovjetunionen, og som heller ikke har de rodfæstede fordomme om Sovjet, dengang det var socialistisk, i Lenins og Stalins tid. Jeg synes det er meget vigtigt, at denne generations revolutionære for alvor forstår, hvad revisionisme er, hvilken skade den forvolder, og hvor vigtig den revolutionære teori er. Kun på grundlag af marxismen-leninismen – og ikke en forfalsket udgave, som Hrustjovs, Bresjnevs, Maos. Castros eller Kim Il-Sungs - åbner der sig veje for et revolutionært opgør med det kapitalistiske system, som også under den såkaldt ’ny verdensorden’ har bevist, at det ikke kan sikre en anstændig fremtid for det store flertal, for folkene, men kun fører til krise, til global armod, til en endeløs række af krige.

Den kommende programdiskussion vil være med til at fastlægge, at der findes en revolutionær vej frem – og at det er den eneste vej for den danske arbejderklasse til velfærd, fred og uafhængighed.

Det er også et udtryk for avisens økonomiske vanskeligheder, som ikke lægges åbent frem. Officielt vil støtten blive givet uden betingelser, i praksis vil den selvfølgelig anspore til mere censur og selvcensur, rettet mod marxistisk-leninistiske eller revolutionære standpunkter, til en yderligere socialdemokratisering af avisen, som allerede er langt fremskreden.

Ændringerne af det nuværende marxistisk-leninistiske partiprogram har vi ventet siden bruddet i 97. Den ny kongres er den første mulighed for programmatisk at stadfæste partiets nye revisionistiske linje. Det vil blandt andet betyde, at programmets beskrivelse af det revisionistiske Sovjet som et (social)kapitalistisk, (social)fascistisk og (social)imperialistisk land vil blive slettet og partiets ny ’socialismeopfattelse’ vil blive knæsat. Jeg venter, at dokumentet vil fastlægge dets nye reformistiske strategi, godt blandet om med revolutionære og kommunistiske fraser, uden reelt indhold, for partiet vover ikke at føre klassekamp og er blevet bange for revolutionen.

Nu vil man også forny sig med hensyn til sprogbrugen: Vedtægterne skal renses for ord som ’Centralkomité’, som er aldeles ’forældede’. I stedet for en kontrolkommission til at vurdere og behandle partikonflikter og personspørgsmål vil man gudhjælpemig indføre en ’ombudsmandsinstitution’ i partiet! Det må siges at være en nyskabelse af internationalt karat.

Når man nu er i gang med at rense ud i resterne af partiets marxistisk-leninistiske fortid kunne man lige så godt være konsekvent og ændre partinavnet, så de ’forældede’ begreber kommunistisk og marxister-leninister ikke længere indgår. Det kunne ligefrem være gavnligt. Men jeg er bange for, at partiet er mere værd på det kapitalistiske marked under falsk varedeklaration.