Risiko for amerikansk børskrak
Den oppustede amerikanske økonomi har længe været lokomotivet i en skrantende verdensøkonomi, hvor krisen er slået ud i en række områder som Sydøstasien, Latinamerika, Rusland og nu også Kina. Den vesteuropæiske økonomi, og ikke mindst den tyske, har været præget af stagnation. Men nu lyder der optimistiske rapporter om ny vækst. Optimismen hviler imidlertid ikke på et solidt fundament. Risikoen for et børskrak i USA vokser …
Den amerikanske økonomi praler af at den længste uafbrudte højkonjunktur i dette århundrede. Tilsyneladende har Clintons økonomiske politik været en succes – og den amerikanske centralbankchef Allan Greenspan har fået global status som Gud.
Men den nuværende konjunktur i USA er i årevis i første række blevet næret af realiseringen af aktiekursgevinster og af en kapitalimport, der i det mindste i de fire sidste år har ligget betragteligt over det enorme handelsbalanceunderskud. USA er – som det udtrykkes i pengekredse – blevet ’finansnomadernes Mekka’.
Den samlede værdi af alle amerikanske aktier er blevet fordoblet på ganske få år og beløber sig nu til 16.000 milliarder dollars. Køb og salg sprøjter milliarder af dollars i spekulationsgevinster frem for alt i amerikanske lommer. Udenlandsk kapital har alene i 1998 erhvervet sig aktier for 1.600 milliarder dollars. Forventningerne om højere kurser holder humøret højt hos investorerne på trods af de rekordstore købspriser.
Den amerikanske statsgæld er på trods af lovsangene til den buldrende økonomi vokset kraftigt. Og 20 pct. af den amerikanske gæld – mellem 1.000 og 1.500 milliarder dollars – tilhører udenlandske kapitalinvestorer. Deres humør holdes højt af renter, som er større end de gennemsnitlige.
Da Dow Jones-aktieindekset for nogle år siden nåede op på 6.000 point, talte Alan Greenspan om ’irrationel frodighed’. I dag ligger aktieindekset på over 11.000.
Den tyske avis Die Welt havde i begyndelsen af august følgende kommentar:
"Når den begejstring, hvormed mange investorer har købt aktier, slår om i hysteri, så kommer der et krak – på en måde som en selvopfyldende profeti."
Og en uge senere fulgte avisen det sådan op:
"Kommet det til et krak på markederne, så vil også amerikanernes forbrug bryde sammen, som indtil nu har kunnet regne med stadig højere aktiegevinster og set sig rige på papiret. Men med en krise i USA ville den nuværende vigtigste vækstmotor for verdensøkonomiuen falde sammen."
Det tidspunkt, hvor milliarder i fiktiv kapital vil blive tilintetgjort i USA, rykker nærmere med varigheden af den positive konjunktur. Et tegn på den udenlandske kapitals kommende flugt er den beskedne styrkelse af euro’en og frem for alt i det japanske aktieindeks’, Nikkeis, eksplosionagtige optur, og i yen’ens store opskrivning.
Mens Nikkei-indekset i slutningen af 98 stod på 14.000 point, klatrede det i august 99 højt op over 18.000. Japanske investorer trækker sig ud af USA.
Men når et fald i de amerikanske aktiekurser truer, vil også den amerikanske kapital søge ud af landet for at imødegå det finansielle jordskælv. Erhvervspressen gætter stadigt hyppigere på, hvornår tidspunktet er inde til et krak. For de fleste analytikere udtrykker klart, at det vil indtræffe før eller senere.
Falder den amerikanske økonomi sammen, vil også en kapitalistisk myte blive rystet i sin grundvold – nemlig myten om at de lave lønninger i USA og de lavere sideomkostninger ved ansættelser har været drivfjederen i gunstige konjunktur. I det omfang nedbringelsen af arbejdsløsheden ikke blot har fundet sted på papiret, har den først og fremmest været en følge af produktions- og forbrugsstigninger i kraft af spekulativt opskruede kapitalbevægelser på aktie- og kreditmarkederne.