"Arbejdsmarkedets grundlov"

I de sidste 3 årtier af sidste århundrede fandt den grundlæggende organisering af danske arbejdere i fagforeninger sted. Det skete naturligt opdelt efter fag. Snedkere, tømrere, typografer osv. i hver deres fagforeninger, som efterhånden som organiseringen på landsplan skred frem samledes i landsdækkende fagforbund. I 1990´erne tog organiseringen ekstra fart. På dette tiår dannedes 974 nye fagforeninger - altså mere end 100 om året, eller mere end een pr. uge. I slutningen af århundredet var 61.000 arbejdere fagligt organiseret.

Årsagen eller behovet for faglig organisering var yderst klar. Det var den hastigt voksende kapitalismes grove udnyttelse af den meget unge arbejderklasse i Danmark. Kapitalen stod stærkt samlet med hovedvægt på 3 banker (Privat-, Landmands- og Handelsbanken), som samlede aktionærerne omkring sig og stod for hovedparten af igangsætningen af en lang række industrielle virksomheder. Bankkapitalen og industrikapitalen smeltede sammen til finanskapital, som udgjorde en mægtigere kraft end nogensinde før. Det blev borgerskabets glade årti.

Arbejdsgiverne skaltede og valtede, som de havde lyst til. Det var det vilde, frie og liberale marked for kapitalisterne.

Arbejderklassens svar var sammenhold og solidaritet, og derfor naturnødvendigt faglig organisering. For den tids befolkningsstørrelse og social sammensætning - i et land som stadig var et udpræget landbrugsland - var 61.000 organiserede arbejdere faktisk en meget betydelig størrelse.

Op igennem 90´erne tog begivenhederne da også fart. Strejkevåbenet blev taget mere og mere hyppigt i brug imod kummerlige arbejdsforhold, kummerlønninger og andre overgreb, som forfølgelser og fyringer. Efterhånden som klassekampen skærpedes, blev lockoutvåbenet benyttet oftere. Arbejderklassen benyttede sig effektivt af omgangsskruen som metode. Kampen blev ført og afsluttet fra virksomhed til virksomhed med succes. De strejkende fik støtte fra faglige forbundsfæller fra andre virksomheder. Når den var afsluttet, igangsattes en ny strejke på næste fabrik.

Arbejdsgivernes modtræk var dannelsen af Arbejdsgiverforeningen i 1896, hvorved man sikrede bedre fodslag i egne rækker. De landsdækkende forbund samlede sig i De Samvirkende Fagforbund - DSF i 1898 på en kongres i København.

Klassekampen tog til. Strejkerne voksede i omfang og styrke. Det samme gjaldt lockout´erne.

Det var en uholdbar situation for arbejdsgivere, aktionærer og storbankerne. I foråret 1899 blev der sat hårdt mod hårdt.

Snedkerne i 7 jyske byer, som strejkede for at opnå samme arbejds- og lønforhold, som de københavnske snedkere, blev den konkrete anledning til konflikten. I løbet af kort tid strejkede eller lockoutedes omkring 40.000 arbejdere - mere end halvdelen af den samlede organiserede arbejdsstyrke.

Det fortsatte i 4 måneder.

Så var det på tide for kapitalen at indhøste flere års korrumpering og opkøb af de faglige ledere. Der skulle skabes varig fred på arbejdsmarkedet. Den 5.september 1898 blev der knæsat et manifest, som stak kniven i ryggen på arbejdernes kampmuligheder.

Forligets hovedpunkter:

Arbejdsgiverne havde opnået, hvad de ville: Ro på arbejdsmarkedet!

Selve retten til forhandling har under disse vilkår - som det har vist sig - ikke trukket tænder ud på modparten. Hvad arbejderklassen har opnået er i kamp på trods af Hovedaftalen.

Selvom DSF-lederne og Socialdemokratiet udråbte forliget som en sejr og foregangsmodel for andre lande, så nægtede arbejderklassen at anerkende forræderiet. Gang på gang blev fredspligten tilsidesat med strejker til følge. Arbejdsgivcrne og DSF-lederne havde derfor brug for redskaber , der kunne sikre, at aftalerne blev overholdt.

Staten nedsatte et udvalg med repræsentanter fra statsmagten, DSF og Arbejdsgiverforeningen med det formål at etablere en række institutioner og retsinstanser, der sikrede forliget overholdt og dermed ro på arbejdsmarkedet.

I forening formulerede denne treenighed (som siden er blevet brugt til alle vigtige arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, i nyere tid kendt som 3-partsforhandlinger) de 3 grundpiller i det arbejdsretlige system, der blev til i 1910:

- Normen. Der måtte skelnes mellem retstvister om fortolkning for områder, hvor der eksisterede overenskomster, og så områder hvor der ikke var overenskomst. Fredspligten var gældende for overenskomstdækkede områder; så kun de ikke-dækkede havde aktionsmuligheder.

- Forligsmandsinstitutionen blev lovfæstet af statsmagten. Med lov vanskeliggjordes arbejderklassens muligheder for at sætte sig op imod den, samtidig med at staten sikrede sig som den såkaldte uvildige 3.-part. Forligsinstitutionen undergravede arbejderklassens kampmuligheder yderligere, idet de eneste tilladte strejker - ved overenskomstfornyelser - blev nærmest umuliggjort, fordi statens forligsmand blev tilkendt ret til at fremsætte mæglingsforslag, sammenkæde afstemninger og udskyde varslede konflikter.

- Den faste voldgiftsret - i dag omdøbt til Arbejdsretten - skulle sideordnet med de civile domstole dømme på arbejdsmarkedsspørgsmål. Den skulle udmåle bøder til den part, der begik brud på overenskomsterne, og er siden benyttet til det, den er: En klassedomstol vendt mod arbejderklassen for at forhindre, at fredspligten blev brudt. Dens bøder har som bekendt betydet, at mange arbejdere efter konflikt har måtte forlade hus og hjem.

Med septemberforliget og de efterfølgende retsinstanser og institutioner skabte DSF-toppen, arbejdsgiverne og statsmagten et helt sæt af love, regler og sanktioner, der sigtede mod at kontrollere arbejderklassen og forhindre en revolutionær udvikling. Kapitalisterne var sikret deres herredømme ved hjælp af håndfæstninger, underskrevet af såkaldte arbejderledere. I de forløbne 100 år er denne linie blevet udbygget, staten har tiltaget sig stadig større rolle på arbejdsmarkedet, hvilket blandt andet jævnligt er kommet til udtryk i form af indgreb i konflikter, ophævelser af mæglingsforslag til lov.

De 3 mest markante overenskomstindgreb (1956, 1985 & 1998) er alle gennemført med toppen af fagbevægelsens accept. I 1956 og 1998 var det begge år socialdemokratisk ledede regeringer, der førte kniven.

Endnu mere væsentligt er det udbyggede 3-partssystem. Der bliver ikke gennemført een lov, der vedrører arbejdsmarkedet, uden LO-toppen og DA har været taget med på råd, sanktioneret eller tiltrådt den.

I dag er dette system udbygget til EU, hvor de store linier lægges, hvorefter de enkelte lande pålægges at gennemføre indholdet. I Danmark udføres denne akrobatik som regel ved at indarbejde EU´s vedtagelser i overenskomsterne (implementering). Denne metode skjuler, at der er tale om EU-diktater, hvilket fremstår klart, hvis Folketinget var tvunget til at gennemføre det ved lov.

En anden markant udbygning af klassesamarbejdet er opsplitningen af forskellige arbejdsforhold fra fabrik til fabrik, fra virksomhed til virksomhed. Ved hjælp af centralt fastsatte rammer pålægges lokale klubber selv at gennemføre den konkrete udmøntning, eksempelvis fleksibilitet i arbejdslængden. Denne metode er yderligere blevet udbygget til selvstyrende gruppers egen autonomi, hvilket har betydet, at der på samme fabrik fra gruppe til gruppe eksisterer forskellige ar-
bejdsvilkår.

Summa summarum: hvad der lykkedes for fagbevægelsens organisatorer i sidste århundrede - at samle arbejderklassen - er i dette århundrede nedbrudt med forræderi på forræderi.

Som det påvises på andre sider i dette nummer, så har LO-toppen og DA lagt sig i selen for, at den kommende fornyelse af Hovedaftalen skal udbygge klassesamarbejdet yderligere.

Dansk arbejderbevægelse historie, af Bjørn Erichsen

Fagbevægelsens udvikling i Danmark, - LO´s virksomhed, rolle og mål, udgivet af RFO (Den Revolutionære Fagopposition) i 1982